Erfarne, dansktalende rejseledere

Hos Vitus Rejser taler rejselederne altid dansk.


Fransklærere, bakkesangerinder, historikere, journalister og globetrottere 
Vores rejselederes baggrund spænder vidt, og som personer er de lige så forskellige som vores mange rejsemål. De er dog alle specielt udvalgt, så deres viden og personlighed matcher dit valgte rejsemål. Vores rejse­­lederes individuelle personlighed og kundskaber tilføjer rejsen et ekstra krydderi, der er med til at gøre din rejseoplevelse til noget helt særligt. De har selvfølgelig rejse­lysten og det gode fortællegen til fælles. De er alle meget berejste og brænder efter at videre­give deres interesse for og kærlighed til rejsemålet. 
 
En god rejseleder = en god rejse
Vores gæster stiller – med rette – høje krav til en rejseleder. Hos Vitus Rejser ved vi, hvilken betydning rejselederen har for en god rejse. Derfor skal man gennem lidt af et nåleøje for at blive rejseleder hos os. Foruden en stor viden om sine rejsemål, skal man besidde en række vigtige sociale egenskaber. Rejse­lederen er oftest med til at samle gruppen og har tit stor indflydelse på den gode stemning, hvilket vores gæster nu også  altid hjælper på vej. Når vi skal finde en ny rejseleder kigger vi efter personer, der har lysten til andre mennesker, et socialt og positivt væsen, glæden ved at formidle og som gennem deres liv og virke har det, der skal til for at gøre rejsen levende og unik. Gennem rejselederkursus og uddannelses­ture til de nye rejseledere samt årlige evalueringer af de erfarne rejseledere, hjælper vi med håndværket, så de er ordentlig klædt på til det store ansvar, der følger med, når drømmerejsen er lagt i vores hænder.
 
En rejseleder skal være lidt af en multikunstner. Den ene dag historiker og sproglærer, den næste dag botaniker, vejviser, apoteker og vinkender – og så skal de også helst lige kunne skænke en kop kaffe uden at spilde.
 
Den levende guidebog
Når du vælger en ferie med rejseleder får din rejse en ekstra dimension: Du tilegner dig specialviden om rejsemålet, dets historie og lokale muligheder uden at sidde med næsen i en guidebog. Nyd i stedet landskabet, der passerer forbi eller kig op på de smukke bygninger, mens fortællingerne og anekdoterne finder vej til dit øre. På nogle af vores rejser benytter vi os af lokale, dansktalende rejseledere. De bor i området, taler sproget og har et lokalkendskab, som er uden sammenligning.

Rejseleder på langtidsrejser
På vores langtidsrejser møder du også altid dansktalende rejseledere, som er med for at hjælpe,  arrangere hyggelige arrangementer og lede de spændende udflugter. Rejse­lederen har en daglig træffetid, hvor du kan komme forbi og få hjælp eller en lille sludder. Rejselederen er tit ansvarlig for flere Vitus grupper samtidig og kan derfor godt ­være afsted på udflugt, mens du nyder en fridag på hotellet. Du vil dog altid kunne få fat i din rejseleder, hvis det skulle blive nødvendigt.
 
Rejseleder på hele rejsen eller på rejsemålet?
Under præsentationen af de enkelte rejser, benytter vi os af to forskellige formuleringer for at beskrive typen af rejselederservice. 
 
Dansktalende rejseleder på hele rejsen
Her møder du rejselederen allerede på Sjælør Station eller i Københavns Lufthavn, og rejselederen er med på hele rejsen fra A til Z.
 
Dansktalende rejseleder på rejsemålet
På disse rejser møder du rejselederen ved ankomst til rejsemålet, og herefter er rejselederen med på hele rejsen. 
 
Du kan læse mere om, hvad det kræver at blive rejseleder her

Vil du med som gæst på vores rejselederkursus, kan du læse mere her.
 


Til top