Dagsprogram
1. dag: Longyearbyen og arktisk aften med middag
Vi flyver tidligt med SAS fra København via Oslo til Longyearbyen, hvor vi ankommer ved middagstid. Byen er opkaldt efter den engelske mineejer John Munroe Longyear, og her befinder vi os i en dal omkranset af fjelde. Du kan allerede nu begynde at vænne dig til, at rensdyr uforstyrret færdes i gadebilledet på lige fod med lokalbefolkningen. Du vil også se, at mange lokale bærer skydevåben, da isbjørnene aldrig er langt væk. Store dele af vinteren er der mørkt døgnet rundt, og derfor er mange af indbyggerne også udstyret med pandelygter, ligesom du i centrum af byen ser særskilte veje til snescooterne. Fra lufthavnen kører vi til hotellet, og eftermiddagen kan du bruge på at finde dig til rette i de nye omgivelser samt nyde den fantastiske udsigt over Isfjorden. Hotellet er hyggeligt med knitrende pejs, sauna og en pub, som er et naturligt samlingssted for både gæster og lokale.
Sidst på dagen tager vi sammen ud i vildmarken. Vi kører cirka ti kilometer uden for byen til Camp Barentz, der ligger i Adventsdalen, hvor vi har optimale betingelser for at opleve nordlyset. Her i mørket kommer naturen tæt på, og hvis vi er heldige, ser vi rensdyr. Vi er naturligvis ledsaget af en bevæbnet guide, som passer på os. Det autentiske Camp Barentz er en tro kopi af den hytte, som Willem Barents overvintrede i på Novaja Semija i 1596. Her nyder vi et måltid helt i Svalbards ånd, og vores vært fortæller om øgruppens mystik og hemmeligheder. I den lille hytte sidder vi omkring et bål, og sidst på aftenen kan vi nippe til bålkaffen og den hjemmelavede kage til lyden af bålets knitren. Det er en af de oplevelser, som aldrig går i glemmebogen.
Inkluderede måltider: Frokost og middag.
2. dag: Safari med hundeslæde og byrundtur i Longyearbyen
Formiddagens udflugt byder på en ganske særlig oplevelse og er et af rejsens absolutte højdepunkter. På Svalbard findes der mange slædehunde, som dels er Grønlandshunde, dels krydsninger mellem Grønlandshund og Husky. Fra Longyearbyen kører vi ud i Bolterdalen til Karina og Martin, som driver hundegården Green Dog Svalbard, der huser mere end 250 slædehunde. Det er kyndige folk, som har mere end 14 års erfaring fra Svalbard, Grønland, Siriuspatruljen og hundeslædeturisme. De bygger selv slæderne og fanger sælerne, der bruges til hundefoder, så dagens oplevelse bliver både personlig og autentisk.
Ved ankomsten får alle udleveret en vind- og vandtæt dragt, støvler, hue samt vanter, og så får vi en grundig introduktion til hundene og kørslen med slæderne. Vi hjælper hinanden med at give hundene seler på og gøre slæderne klar - alt imens hundene gør ivrigt og er utålmodige efter at komme afsted. Vi kører i hold på otte, som føres an af en guide. Undervejs stopper vi, så vi kan tage billeder og klappe hundene. Hvis vi er heldige, ser vi rensdyr undervejs og måske endda polarræve. Efter nogle timer i den mageløse natur, hvor vi er omgivet af smukke bjerge og det hvide landskab, er vi tilbage på hundegården. Når vi har spændt hundene fra, byder guiden på lidt varmt at drikke, og vi får mulighed for at hilse på det nyeste kuld hvalpe på gården.
Bemærk: Vi gør opmærksom på, at turen med hundeslæde er egnet til alle med gennemsnitlig fysik, men ikke for folk med eksempelvis meget dårlig ryg eller hofter. Du skal også være indstillet på, at en af deltagerne på slæden selv skal køre den. Tag gerne en snak med ejerne af hundegården inden turen, hvis du er i tvivl.
Frokost er på egen hånd i Longyearbyen. Om eftermiddagen mødes vi igen, og i selskab med en lokalguide skal vi på en to timers byrundtur med bus i Longyearbyen. Vi ser nedgangen til verdens frøbank, hører historier om kulminerne og nordlysforskning. Vi kommer også forbi hundegårde, og måske er vi heldige at se et par rensdyr. På denne tur har du mulighed for at få svar på mange spørgsmål om det lille samfund. Vores lokalguide fortæller om det isolerede ørige og livet her, som først i 1974 blev forbundet med resten af verden. På grund af isen var befolkningen nemlig i vinterperioden afskåret fra den øvrige verden, indtil man byggede lufthavnen i Longyearbyen. Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, så du kan slappe lidt af inden aftenens middag i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
3. dag: Solfest - en bevægende oplevelse
Efter et godt morgenmåltid følger vi med rejselederen til Svalbard Museum, som ligger cirka 200 meter fra hotellet. Her skal vi lære meget mere om det lille ørige, der blev fundet af nederlandske Willem Barents i slutningen af 1500-tallet. Vi hører også om det store hvalfangsteventyr, som efterfølgende tiltrak mennesker fra hele verden i jagten på rigdom og lykke. I 1700-tallet tog Ruslands zar Peter den Store også del i eventyret, hvilket giver det barske samfunds interessante historie endnu en spændende dimension. Her findes også adskillige kulminer, og de mange store indtjeningsmuligheder har igennem tiderne været årsag til mange stridigheder. Så mange at man i 1924 underskrev en traktat i Paris, der skulle sikre Norge suverænitet over øerne. Mere end 30 lande og stater har underskrevet aftalen, som samtidig giver disse lande ret til fisk og fangst i de respektive territoriale farvande. Danmark er selvfølgelig også en del af denne aftale. På museet får vi også et indblik i dyrelivet på Svalbard og den sparsomme vegetation. Efter dette spændende besøg får du lidt tid på egen hånd til at besøge et af byens øvrige museer, eller måske du blot vil shoppe lidt i forretningerne - i Svalbard kan du nemlig spare moms og afgifter.
Vi mødes igen kl. 11.45 og samles ved sygehustrappen sammen med byens øvrige befolkning for at fejre solens tilbagekomst til Svalbard. Solfesten er en ganske stemningsfuld oplevelse. Børn løber rundt iført solskinskraver, og der er sang og musik i luften. Fejringens højdepunkt er ubestridt, når solens stråler rammer den gamle trappe - et ganske rørende øjeblik, der fejres her hvert enste år. Alle byens indbyggere deltager, og i kirken vil du efterfølgende kunne købe pølser, brød og kaffe med kage. Svalbard Kirke er noget ganske særligt, da den har åbent døgnet rundt, året rundt. Vi mødes med den lokale præst og hører om kirkens rolle i det lille samfund. Efterfølgende hygger vi os med kaffe og hjemmebagte vafler.
Om aftenen mødes vi i receptionen iført det varme tøj, og til fods går vi ned i byen (500-600 meter) til den populære restaurant Steakers Svalbard, der vidner om det lille samfunds historie. Restaurantens indre er bygget af gammelt drivtømmer og materialer, som er fundet i den barske natur. Væggene er prydet af billeder og fangstudstyr, som de barske mænd og kvinder benyttede sig af, da pelsjægerlivet var på sit højeste. Midt i disse autentiske og hyggelige rammer nyder vi restaurantens berømte Peppernøis, som er en peberbøf med flødegratinerede kartofler og grøntsager.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag: Et fascinerende iseventyr
Formiddagen er din egen - måske har du lyst til at besøge Nordpolsekspeditonsmuseet, hvor du kan blive klogere på luftskibsekspeditioner mod Nordpolen. Efter frokost mødes vi for at tage på en spændende bæltekøretøjssafari. Vi bliver hentet af de store vogne ved vores hotel, hvorefter vi kører ud af byen og op på Longyearbræen i det sneklædte landskab. Her stopper vi ved en stor snehule og ifører os nogle særlige overtrækssko med pigge samt sikkerhedshjelm og pandelygte. Vi er nu klar til at gå ned i hjertet af en isbræ til den skjulte verden i selskab med de erfarne guider. I lyset af vores pandelamper åbenbarer sig en fuldstændig eventyrlig og stille verden af smukke istapper og fascinerende krystallignende formationer i de frosne vægge. Om sommeren er grotten en brusende smeltevandselv, og du kan se, hvordan vandet har lavet en dyb rende her.
Bemærk: Vi gør opmærksom på, at turen til isgrotten er egnet til alle med gennemsnitlig fysik, men ikke for folk, der er dårligt gående eller har meget dårlig ryg eller hofter. Vi anbefaler heller ikke turen til gæster, der eventuelt måtte lide af klaustrofobi. Tag gerne en snak med rejselederen inden turen, hvis du er i tvivl.
Om aftenen mødes vi i hotellets restaurant, hvor vi nyder den fælles afskedsmiddag.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
5. dag: Hjemrejse
Vi nyder morgenmaden på hotellet, og først på eftermiddagen er det tid til at køre mod lufthavnen og forlade isbjørnenes rige. Om eftermiddagen flyver vi med SAS via Oslo til København, hvor vi ankommer om aftenen.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Rejseleder
Glæd dig til at rejse nordpå i selskab med Alf Tornberg. Talrige krydstogter og flere end 65 rundrejser til Grønland, Island, Svalbard, Alaska og Canada er det blevet til i Alfs tid som rejseleder. Her er med andre ord tale om en mand, der har et godt kendskab til de arktiske landområder, og som med stor viden og erfaring kan sørge for, at vi får mest muligt ud af vores rejse mod det høje nord. Før Alf kastede sig ud i tilværelsen som rejseleder, har han uddannet sig til lærer og arbejdet som henholdsvis udviklingskonsulent, projektleder og sekretariatschef.
Bemærkninger
Rejseforedrag
Ved køb af denne rejse er der inkluderet et inspirerende foredrag om rejsen, hvor du kan hilse på rejselederen og måske allerede her møde dine medrejsende. Foredragene finder sted i København, og du modtager en personlig invitation med dag og sted et par måneder før, du skal afsted på din drømmerejse.
Friluftsland - Spar 10% på udstyr til rejsen
Hos Friluftsland er de eksperter i at vejlede om godt og passende udstyr til aktive rejser. Når du køber en rejse hos Vitus Rejser får du altid 10% i rabat hos Friluftsland. Du kan læse mere under "Praktiske oplysninger".