Dagsprogram
1. dag: Koldinghus og Esbjerg
Med vores erfarne chauffør bag rattet sætter vi kurs mod den jyske vestkyst. Vi følger E20, krydser Storebælt og Fyn og når frem til Kolding, hvor rejsens første oplevelse venter os.
I centrum af byen skal vi besøge Jyllands sidste kongeborg, Koldinghus. Her fører en lokalguide an på en historisk rundvisning, hvor vi hører nogle af de mange spændende historier, der knytter sig til slottet. Efter det interessante besøg får du tid på egen hånd i Kolding til lidt frokost, inden vi fortsætter mod Vadehavet og Esbjerg, Danmarks yngste storby med kun 150 år på bagen.
Vi kører en lille tur på Sædding Strandvej og stopper ved kunstnerens Svend Wiig Hansens imponerende monument Mennesket ved Havet, hvis ni meter høje skulptur i hvid beton er blevet byens vartegn. Herfra kører vi ind til Esbjerg og vores centraltbeliggende hotel.
Efter vi har fundet os til rette på vores værelser, mødes vi i hotellets restaurant, hvor vi skal nyde den indbydende middagsbuffet.
Inkluderede måltider: Middag.
2. dag: Heldagsudflugt til dejlige Fanø
Fra Esbjerg Havn sejler vi med Fanølinjen til Nordby på den lille langstrakte sandø i Vadehavet ud for Esbjerg. På havnen bliver vi mødt af en lokalguide, og sammen skal vi på en lille byvandring i Nordbys snørklede gader. Undervejs hører vi om Fanøs storhedstid som søfartsø, og vi ser den særlige byggestil samt hører historien bag de sjove gadenavne. Vi befinder os på den nordlige del af øen, hvor de cirka 2.700 beboerne ynder at kalde sig fanniker.
Fra Nordby kører vi til den sydlige del af Fanø, Sønderho, hvor de cirka 300 beboerne kaldes for sønderhoningerne. Lokalguiden fortæller om rivaliseringen mellem nord og syd, som går langt tilbage, ligesom vi hører om de hundredevis af bunkere på øen fra krigens tid. I Sønderho besøger vi den karakteristiske Sønderho Kirke, hvor der engang hang ikke mindre end 14 kirkeskibe ned fra loftet. Vi går også en tur på kirkegården, hvor mange forliste sømænd er stedt til hvile. Frokosten nyder vi i Rudbecks cafés hyggelige omgivelser, hvor vi skal nyde et par af Fanøs specialiteter.
Om eftermiddagen skal vi se og høre mere om Fanøs unikke naturområde, som ligger lige i Nationalpark Vadehavet. Vi ser de smukke strandenge, hører om tidevand og om områdets biologiske mangfoldighed. Sidst på eftermiddagen sejler vi tilbage til fastlandet.
Om aftenen mødes vi i hotellets restaurant for at hygge os sammen over en fælles middag.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: Ribe, Danmarks ældste by, og Vadehavscentret
Efter morgenmaden forlader vi Esbjerg og kører i bus sydover til Ribe, Danmarks ældste by, hvis rødder går helt tilbage til år 700, hvor vikingerne grundlagde en markedsplads i Ribe. Herfra voksede byen, og som du vil se er Ribe en by som ingen anden. Den er fyldt med snørklede gader og brostensbelagte stræder, der er omgivet af charmerende skæve bindingsværkshuse.
Med vores bus kører vi ind til Ribe centrum og langs Ribe Å frem til Skibbroen, hvor vi starter vores byvandring fra Stormflodssøjlen. Vores rejseleder fortæller om byens historiske katastrofer foranlediget af høje vandstande, inden vi går ind i den gamle bydel fyldt med middelalderlig charme. På torvet i Ribe besøger vi Danmarks ældste domkirke, og vi ser Kannikegården, som er opført på torvet, lige der hvor der tidligere lå et gammelt kloster. Vi ser også det gamle rådhus – et af Danmarks ældste og kommer forbi Jacob A. Riis Museet, som viser den fascinerende historie om Ribe-drengen, der udvandrede til Amerika i 1870. I Danmark er han nærmest ukendt – i USA kaldte Præsident Roosevelt ham for New Yorks nyttigste borger.
Vi slutter byrundturen ved Restaurant Sælhunden, der ligger midt på den maleriske Skibbro i en 400 år gammel fredet bygning. Her skal vi nyde en god 2-retters frokostmenu, inden vi forlader Ribe og kører til Vadehavscentret. I selskab med en af stedets lokalguider bliver vi vist rundt i udstillingerne og får en god introduktion til Vadehavet, trækfuglene og tidevandet. Efterfølgende vil du få lidt tid på egen hånd, inden vi returnerer med bussen til Esbjerg.
Denne aften er middagen på egen hånd i Esbjerg. Hvis der er stemning for det, arrangerer rejselederen gerne fællesmiddag.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
4. dag: Heldagsudflugt til Rømø
Fra Esbjerg kører vi sydover og krydser den 9,2 km lange vejdæmning, der forbinder Rømø med fastlandet ved Skærbæk i Sønderjylland. Nyd køreturen og den spektakulære udsigt over Vadehavet.
Dagens første stop er den gamle slægtsgård, Kommandørgården. Her skal vi høre om de kommandører, som havde kommandoen over de store hvalfangerbåde, der var på hvaltogter i Nordatlanten. Hvalfangsten skabte stor velstand til øen, og i Juvre ser vi mange velbevarede huse fra det 17. og 18. århundrede, ligesom vi laver et kort stop ved byens gadekær, hvor der findes en gård med et hvalbenshegn.
Efter turen på den nordlige del af øen kører vi til Lakolk, Rømøs ældste ferieområde, som i sommermånederne særligt tiltrækker tyske feriegæster. Herfra fortsætter vi til Rømø Kirke, som er viet til sømændenes skytshelgen Skt. Clemens. Her kan du blandt andet se nogle af øens tidligere kirkegængeres navne på kirkebænkene, blandt andet afdøde skibsreder A.P. Møllers bedsteforældre.
Vi slutter ørundturen i Havneby, hvor vi skal spise en 2-retters frokost på den traditionsrige Havneby Kro med udsigt til havnen og Vadehavet.
Vi er tilbage i Esbjerg om eftermiddagen, hvor du kan slappe lidt af, inden vi mødes i receptionen for at tage til Esbjergs ikoniske Restaurant Ingeborg, der drives af stedets 4. generation. Vi har hele stedet for os selv og hygger os med en hjemmelavet 2-retters menu.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
5. dag: Wellings Landsbymuseum og mod Sjælland
Efter morgenmaden er det blevet tid til at forlade Esbjerg. Med vores bus kører vi til Lintrup, hvor vi skal besøge Wellings Landsbymuseum. Det er Danmarks mest særprægede museum, og det er bygget af Søren Welling i perioden fra 1973 frem til Wellings død i 1996. Museet er en landsby bygget som små huse, hvor man finder skolestue, købmand, frisør, posthus, karlekammer, soveværelse, stuer fra klunketiden og meget mere.
I selskab med en lokalguide skal vi på en rundvisning, hvor vi hører om, hvordan vores bedsteforældres og oldeforældres hverdag var i det 19. århundrede. Efter dette interessante besøg kører vi via Fredericia og Fyn tilbage til Sjælland. Vi holder frokostpause på Fyn (for egen regning), inden vi krydser Storebæltsbroen mod København.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Bemærkninger
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke længere er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.