Dagsprogram
1. dag: Fra København til Oslo med DFDS
Vi kører med vores bus til færgeterminalen i København, hvor Oslobåden venter os. Vi finder os til rette i vores kahytter, og midt på eftermiddagen stævner vi ud og sætter kursen mod nord. Om aftenen har vi reserveret bord på Restaurant 7 Seas, hvor vi skal nyde den bugnende middagsbuffet med både kolde og lune retter. Til middagen har vi inkluderet en øl, vin eller sodavand, mens øvrige drikkevarer er for egen regning.
Inkluderede måltider: Middag.
2. dag: Oslo - delikatessen rakfisk
Nyd den store morgenbuffet og den smukke indsejling igennem Oslofjorden til Norges hovedstad, hvor vi ankommer midt på formiddagen. Fra skibet kører vi ind til byens centrum, og på formiddagens byrundtur får vi selskab af en norsk lokalguide, som vil vise os de klassiske seværdigheder såsom hovedgaden Karl Johan, det norske kongeslot, Rådhuset, Operahuset fra 2008, hvor man må gå på taget samt den unikke Vigelandspark, der er fyldt med skulpturer lavet af norske Gustav Vigeland. Undervejs vil vores guide også give os en kort introduktion til norske øl- og madtraditioner. Efter frokosten på egen hånd kører vi ud af byen og nordover til den langstrakte Tyrifjord, som vi følger til Hønefoss.
Herfra fortsætter vi gennem Begnadalen til Aurdal, hvor vi skal besøge den gamle slægtsgård Noraker, som i dag drives af familiens 14. generation. Slægtsgården oser af kulturhistorie og producerer den efterspurgte delikatesse rakfisk, som er en fermenteret ørred. Vi hører om traditionerne og processen og får selvfølgelig også lov til at smage på den salte fisk. Noraker Gård har vundet førsteprisen utallige gange under den årlige rakfiskfestival i Fagernes. Efter denne spændende oplevelse kører vi det sidste lille stykke frem til vores hotel i Beitostølen, som ligger 900 meter over havet og omgivet af den smukke norske natur.
Dagens kørelængde: Cirka 224 kilometer.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
3. dag: Norsk bondegård - Geiranger, Ørnevejen & Trollstigen
Efter morgenmaden kan du læne dig tilbage i bussen og nyde den smukke køretur over det smukke fjeldområde Valdresflya. Vi passerer også det storslåede fjeldområde Jotunheimen, hvor jætterne ifølge nordisk mytologi boede, og som med Norges højeste fjeld også er landets mest populære nationalpark. Ved Lom, midt på Jotumheimen, skal vi besøge Brimi Sæter, som er en lille bondegård med køer og grise. Her får vi en rundvisning på gården, hører om stedets historie og deres lokale produktion. Vi får også lov til at smage specialiteten rømmegrød og gårdens hjemmelavede pølser.
Herfra fortsætter vi videre til den lille bygd Geiranger, som ligger inderst i Geirangerfjorden, der flyder majestætisk omgivet af stejle fjeldsider. Her får du lidt tid til frokost på egen hånd, inden vi skal på et lille sightseeing cruise i den spektakulære fjord, som måske nok er Norges smukkeste. Elsker du naturen er Geirangerfjorden et overflødighedshorn af oplevelser. Undervejs ser vi de imponerende vandfald De Syv Søstre, Frieren og Brudesløret, der buldrer ned af de høje fjeldsider. Det er en imponerende oplevelse og et resultat af istiden, hvor gletsjere skar sig igennem landskabet og dannede de dybe fjorde og høje fjelde. Tilbage på land fortsætter op ad den stejle Ørnevejen til toppen, som befinder sig 620 meter over havets overflade. Vi fortsætter langs Eidsvatnet videre til Eidsdal, hvor vi krydser Norddalsfjorden med en lille færge til Linge. Tilbage på land fortsætter vi op i fjeldene og undervejs holder vi selvfølgelig fotopause. Derefter kører vi ned ad Trollstigen igennem dramatiske hårnålesving og nyder udsigten over fjeldene, de dybe fjorde og frodige dale. Dagens mål er Åndalsnes, "Alpebyen ved fjorden", hvor vi skal bo på det unikt beliggende Grand Hotel Bellevue, der har udsigt til Romdalsfjorden.
Dagens kørelængde: Cirka 224 kilometer.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag: Atlanterhavsvejen og Klipfiskebyen Kristiansund
Der venter endnu en dag med store og smukke naturoplevelser. Vi forlader Åndalsnes og kører langs Romdalsfjorden til Åfarnes og krydser en lille fjord med færgen til Sølsnes. Herfra fortsætter vi via Bolsøybroen til Molde, hvor dagens første oplevelse venter. Her skal vi besøge Romsdalsmuseet, som på interessant vis fortæller om levevilkårene i denne region igennem tiderne. Dagens store højdepunkt venter forude, når vi kører over den 8,2 kilometer lange Atlanterhavsvej, der af mange kaldes "verdens smukkeste køretur". Turen går over holme og skær, som er forbundet med 8 broer. Vi stopper ved rastepladsen Eldhusøya, hvor du får mulighed for at gå på den anlagte sti og nyde den forrygende udsigt over området, eller måske vil du nyde en kop kaffe i stedets café?
Vi fortsætter herefter frem til klipfiskebyen Kristiansund, hvor du får lidt tid til frokost på egen hånd. Vi mødes igen for sammen at besøge byens klipfiskemuseum, hvor vi hører om produktionen og eksporten af den vigtige klipfisk, som altid har været et af Norges vigtigste eksportprodukter. Det er et stykke kulturarv, der har rødder helt tilbage til vikingetiden. Dengang blev fisken konserveret med salt for at kunne holde sig til de lange skibssejladser. Vi smager selvfølgelig også på fisken, hvis smag kan karakteriseres som markant og salt. Vi skal bo på Scandic Kristiansund på havnen, der naturligvis er byens hjerte.
Dagens kørelængde: Cirka 133 kilometer.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
5. dag: Dovrefjell, Gudbrandsdalen - kaffe og vafler
Efter morgenmaden forlader vi Kristiansund og følger Tingvollfjorden frem til Sunndalsøra. Med passende pauser undervejs fortsætter vi via de eftertragtede skisportssteder Oppdall og Dombås frem til Gudbrandsdalen og Sel, hvor vi skal besøge Jørundgård Middelaldercenter. Gården blev opført i forbindelse med et norsk filmdrama i 1995, hvis fortælling udspiller sig i Middelalderens Norge i første halvdel af det 13. århundrede. Filmen er baseret på Nobelprisvinderen Sigrid Undsets roman Kransen, og blev instrueret af Liv Ullmann. I selskab med en lokalguide bliver vi vist rundt på den rekonstruerede middelaldergård, der blev brugt som filmlocation. Efter det interessante besøg bliver vi budt på kaffe og norske vafler, som er indbegrebet af "kos" - norsk hygge. Herefter siger vi farvel og kører det sidste stykke sydover gennem Gudbrandsdalen til Gålå, hvor vi skal overnatte på det hyggelige Wadahl Høgfjellshotell, som ligger med en fantastisk udsigt over Valsfjellet. På en klar dag kan du ligefrem skimte Jotunheimes fjeldtinder i det fjerne.
Dagens kørelængde: Cirka 358 kilometer.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
6. dag: Lillehammer - solbær og norsk akvavit
Fra hotellet sætter vi kursen sydover, hvor vi holder dagens første pause ved Ringebu Stavkirke, der er Norges bedst bevarede. Kirken er bygget i 1220 og ombygget samt udvidet i 1600-tallet. Vi kommer også ind i den imponerende bygning og nyder de smukke dekorationer, inden vi kører videre til Lillehammer. Her kan du på egen hånd vælge at besøge Norges største friluftsmuseum Maihaugen eller lade dig friste af en af de lokale cafeer eller restauranter. Området er særligt kendt for at byde på gode muligheder for at opleve det norske køkken og madtraditioner, som er mere end 2-300 år gamle.
Vi mødes igen først på eftermiddagen og kører videre til Nes, hvor vi skal besøge den familieejede Mølstad Gård, som er kendt for sin produktion af solbær. Vi bliver vist rundt på gården og hører om familiens passion for at give hele verden unikke solbæroplevelser. Her kan man få alt fra friske bær til rygende varm solbærtoddy og solbæraperitif. Dagens sidste oplevelse får vi lidt syd for Hamar, hvor vi besøger Atlungstad Brænderi, som har eksisteret siden 1800-tallet. Vi hører om stedets historie på en rundvisning og slutter selvfølgelig af med at nyde en lokal snaps ovenpå dagens anstrengelser. Vi overnatter på Scandic Hamar, som er centralt beliggende i Hamar by.
Dagens kørelængde: Cirka 180 kilometer.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
7. dag: Göteborg og Haga - delikatesser i Stora Saluhallen
Vi kører tidligt fra hotellet i Hamar og fortsætter på E6 sydover forbi Oslo og passerer grænsen ind til Sverige. Vi forventer at ankomme til Göteborg først på eftermiddagen. Her kører vi ind til centrum for at besøge Stora Saluhallen på Kungstorget, hvor der har været indendørs marked siden 1889. Her kan du finde krydderier, kaffe, ost, frugt og et væld af delikatesser fra hele verden. Du får selfølgelig tid på egen hånd til at indsnuse stemningen, spise en sen frokost og gå på opdagelse i de forskellige boder. Vi mødes om eftermiddagen og sammen kører vi til Göteborgs ældste bydel Haga, hvis rødder går helt tilbage til 1648. Vi går en tur i området og kigger på de gamle træbygninger, der står side om side. Sidst på eftermiddager kører vi det sidste lille stykke til hotellet Scandic Crown, hvor vi hygger under rejsens sidste middag.
Dagens kørelængde: Cirka 413 kilometer.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
8. dag: Hjemrejse
En dejlig rejse nærmer sig enden, og vi kører fra Göteborg langs Kattegat til Helsingborg. Her sejler vi med Scandlines til Helsingør på Sjælland.
Dagens kørelængde: Cirka 219 kilometer.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.