Fra nord til syd!

På opdagelse i Grækenland

Flyrejser
10 Dage

Rejs med gennem historien på denne rundrejse i Grækenland, der tager dig fra Thessaloniki i nord til Athen i syd. Vi runder rejsen af med den perfekte kombination af bade- og storbyferie, når vi slår lejr ved det Ægæiske Hav og storbyen Athen.  

En rejse til Grækenland kan byde på meget mere end badeferie ved landets indbydende sandstrande. Landet i Europas sydøstlige hjørne besidder en fantastisk rigdom af kultur, kulinariske herligheder og historiske seværdigheder. Det er ikke uden grund, at Grækenland også kendes som historiens, demokratiets og den vestlige civilisations vugge. De store oplevelser står i kø på denne...

Rejs med gennem historien på denne rundrejse i Grækenland, der tager dig fra Thessaloniki i nord til Athen i syd. Vi runder rejsen af med den perfekte kombination af bade- og storbyferie, når vi slår lejr ved det Ægæiske Hav og storbyen Athen.  

En rejse til Grækenland kan byde på meget mere end badeferie ved landets indbydende sandstrande. Landet i Europas sydøstlige hjørne besidder en fantastisk rigdom af kultur, kulinariske herligheder og historiske seværdigheder. Det er ikke uden grund, at Grækenland også kendes som historiens, demokratiets og den vestlige civilisations vugge. De store oplevelser står i kø på denne spændende rundrejse. 

Vores rundrejse starter i storbyen Thessaloniki i Nordgrækenland, inden vi rejser videre i fodsporene på Alexander den Store, når vi besøger byen Philippi, hvorfra flere af den makedonske konges togter blev planlagt. Vi nyder havnebyen Kavala, og på en bådtur oplever vi den billedskønne halvø Halkidiki og den betagende natur, som omkranser Athos-bjerget. Undervejs mod storbyen Athen oplever vi Vergina, som var den gamle hovedstad i Makedonien, hvor Alexander den Store i 336 f.Kr blev kronet til konge. Vi fortsætter til det barske bjerglandskab i området Thessaly, hvor vi besøger de berømte Meteoraklostre fra 1300-tallet. Klostrene, der ligger dramatisk placeret på toppen af de majestætiske klipper, er et betagende syn og har en spændende historie bag sig. Derudover kan du glæde dig til at opleve en række fantastiske græske templer, herunder det legendariske Apollontempel i Delfi, Poseidons tempel i Sounion og Akropolis i Athen. 

Udover at byde på en række store kulturelle og historiske oplevelser, står denne rejse også i selvforkælelsens tegn. Vi har inkluderet mange lækre måltider undervejs, samt besøg på en vingård. I både Thessaloniki og Athen har vi valgt at bo udenfor byen, så vi kan kombinere et indholdsrigt udflugtsprogram med nogle dejlige dage ved Det Ægæiske Hav, hvor der er rig mulighed for lidt sol og afslapning ved stranden.

Rutekort - På opdagelse i Grækenland.

Datoer og priser

Vent lidt, mens vi finder datoer og priser

Tillæg pr. person

Eneværelse
1.350,-
Afbestillingsforsikring
660,-
Pladsreservation i transfer- og udflugtsbusser, række 1-3
250,-
Obl. administrationstillæg
89,-

Rabat pr. person

Brorabat · Rejsende fra Bornholm, Fyn eller Jylland
250,-

Inkluderet i prisen

  • Fly København–Thessaloniki/Athen t/r
  • Alle skatter og afgifter
  • Transfer lufthavn-hotel t/r
  • 4 nætter i Perea-Thessaloniki på Hotel Sun Beach****
  • 1 nat i Kalambaka på Hotel Kosta Famissi***
  • 1 nat i Delfi på Hotel Parnassos***
  • 3 nætter i Athen på Hotel Blue Sea***
  • 9 x morgenmad (2.-10. dag)
  • 1 x frokost (9. dag)
  • 8 x middag (1.-8. dag)
  • Udflugt til Halkidiki, inkl. sejltur
  • Udflugt til Philippi og byrundtur i Kavala
  • Byvandring i Thessaloniki, inkl. entré til det Arkæologiske Museum 
  • Besøg i Vergina, inkl. entré til museeum
  • Besøg i Meteora
  • Besøg i Apollons tempel i Delfi, inkl. entré til museeum
  • Besøg på vingård, inkl. vinsmagning
  • Byvandring i Athen
  • Rundvisning på Akropolis i Athen, inkl. entré
  • Udflugt til Poseidontemplet i Sounion
  • Dansktalende rejseleder på hele rejsen

Dagsprogram

1. dag: København – Thessaloniki

Med Austrian Airlines flyver vi fra København via Wien til Thessaloniki, hvor vi ankommer midt på eftermiddagen. Vores hotel ligger i bydelen Perea ved havet, og når vi har fundet os til rette på vores værelser, nyder vi middagen på hotellet. 

Inkluderede måltider: Middag.

2. dag: Halkidiki og Athos-bjerget 

Dagen byder på en spændende udflugt til halvøen Halkidiki, hvor Athos-bjerget ligger. På den smukke køretur dertil oplever vi et imponerende landskab med bjerge og en billedskøn kyststrækning. Undervejs holder vi en god pause, hvor der bliver mulighed for at købe frokost, inden vi om eftermiddagen tager på en flot sejltur ud for kysten ved bjerget Athos. Sydspidsen af halvøen er forbeholdt munke og mænd, og her ligger flere klostre, hvor munkene endnu praktiserer deres virke og religion.  Kvinder har ingen adgang til dette stykke land, så vi betragter de forskellige klostre fra vandsiden.

Efter sejlturen sætter vi kursen tilbage mod vores hotel, hvor der bliver lidt tid til at slappe af inden middagen. 

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

3. dag: Philippi og Kavala - i Alexander den Stores fodspor

I dag besøger vi oldtidsbyen Philippi, som ligger et stykke udenfor Thessaloniki. Her går vi i fodsporene på Alexander den Store. I oldtidens Makedonien var Philippi en meget rig by - byen blev grundlagt af Alexander den Stores far, den makedonske Kong Philip II, der også lagde navn til byen. Vi tager på en lille byrundtur med bus, hvorefter vi kører videre til den hyggelige havneby Kavala. Her spadserer vi en tur sammen med rejselederen, inden der bliver mulighed for at gå på egne eventyr og finde et godt sted at spise frokost. Midt på eftermiddagen kører vi tilbage til hotellet i Thessaloniki og den ventende middag.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

4. dag: Byrundtur i Thessaloniki

Efter morgenmaden kører vi med bussen til centrum af Thessaloniki, hvor en spændende byrundtur til fods og med bus venter forude. I Romertiden var Thessaloniki en ganske vigtig by, og sidenhen var byen også de byzantinske og osmanniske kejserrigers rigeste og næststørste by. På byrundturen besøger vi det Arkæologiske Museum, hvor vi ser mange spændende genstande, som er udgravet i området. Vi kigger også indenfor i den imponerede kirke Agios Dimitrios og ser den mageløse mosaikkunst, der har overlevet alt fra det islamiske indtog under ekspansionen, Balkankrigene og de to verdenskrige samt storbranden i begyndelsen af 1900-tallet, som hærgede store dele af byens centrum. Fra kirken fortsætter vi til havnepromenaden, hvor vi ser Thessalonikis vartegn – det hvide tårn. For dem, som har lyst, er der mulighed for at komme op i tårnet, hvorfra der er en flot udsigt over havnen og den centrale del af byen. Vi fortsætter byvandringen og ser flere gamle byzantinske monumenter undervejs. Turen slutter på den centrale plads, hvor der bliver mulighed for at finde lidt frokost på en af de gode tavernaer.

Resten af eftermiddagen er sat af til egne eventyr. Rejselederen er godt kendt i området og kommer gerne med forslag til gode oplevelser. Vi mødes igen til middag på hotellet.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

5. dag: Vergina, Meteora og Kalambaka

Efter morgenmaden forlader vi Thessaloniki og begiver os mod Kalambaka, hvor vi skal bo en enkelt nat. Turen dertil fører os forbi byen Vergina og de spektakulære Meteoraklostre. Vi nyder køreturen gennem de smukke græske landskaber, og undervejs fortæller rejselederen stort og småt om regionerne og landet, der passerer vores vinduer. Dagens første stop er byen Vergina, som var hovedstaden i det gamle Makedonien. Det var her, Alexander den Store i 336 f.Kr blev udråbt til konge, efter mordet på Kong Philip II. Byen blev for alvor kendt i 1977, da man under arkæologiske udgravninger fandt grave tilhørende Kong Philip og Alexander af Makedonien. Begge grave stod helt urørte, og man gjorde nogle helt unikke fund på stedet, som vi både skal se og høre meget mere om, når vi besøger museet, der er tilknyttet stedet.

Vi fortsætter vores færd sydover, og i det barske bjerglandskab finder vi de berømte Meteoraklostre. Oprindeligt var der 24, men i dag findes kun seks af de byzantiske klostre, der ligger helt umuligt højt placeret på toppen af stejle klipper. De unikt placerede klostre har helt tilbage i den tidligste kristendom tiltrukket eremitter og munke, der var fascinerede af landskabet, hvor man mente at være nærmere Gud. Og landskabet er enestående. For cirka ti millioner år siden stod områdets stensøjler på bunden af en gigantisk, forhistorisk ferskvandssø. I dag ligner klipperne en kæmpe skov af højtravende træstubbe. De ældste klostre er fra 1300-tallet, og i begyndelsen måtte munkene klatre op ad lange, vaklende stiger, der var eneste adgangsvej til klostrene. Senere blev disse stiger erstattet af hejseværk. Klostrene er en sælsom og stor oplevelse at se med egne øjne. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel i Kalambaka. Der bliver lidt tid til egne oplevelser eller afslapning, inden vi nyder middagen i hotellets restaurant.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

6. dag: Delfi

Efter morgenmaden fortsætter vores færd, der i dag tager os til Delfi, hvor vi skal bo en enkelt nat. Vi starter med at besøge det hellige område, der var centrum for det antikke Delfi. Her bliver vi  ledt gennem hele helligdommen til det allerhelligste: Apollontemplet, som er viet til den græske gud Apollon, der blandt andet var gud for spådomme. Ifølge sagnet dræbte Apollon slangen Python, der herskede over Delfi. Efter denne heltegerning blev byen gjort til helligdom. Kom man til templet for at få et godt råd, var det selveste Apollon, man spurgte til råds. Ved templet sad spåkvinderne, der alle hed Pythia, og videreformidlede, hvad guden fortalte. Templet var bygget af sten og er blevet genopbygget flere gange efter jordskælv og brande. I dag er det kun søjler og dele af fundamentet, som står tilbage. Vi besøger også det interessante museum, hvor vi finder en del af stedets vigtigste fund - herunder den berømte vognstyrer og Sfinxen fra Naxos. Vi overnatter i Delfi på et hyggeligt hotel, hvor vi også nyder aftenens middag.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

7. dag: Vinsmagning og Athens Riviera

Vi forlader Delfi efter morgenmaden og sætter kursen sydover mod Athen. Vi holder en pause ved Kria, som er en lille grøn oase med vandfald, træer og gamle stenbroer. Her bliver der mulighed for at købe frokost, inden vi fortsætter til en vingård, hvor vi får en grundig introduktion til den græske vinproduktion. Vi bliver naturligvis budt på smagsprøver. Sidst på eftermiddagen triller vi ind i landets smukke hovedstad, Athen. Her skal vi bo på et dejligt hotel ved Athens Riviera, blot et stenkast fra stranden og Middelhavets bølger. Efter ankomsten tager rejselederen os med på en lille spadseretur i området, hvor vi får udpeget det stoppested, hvorfra en sporvogn kører direkte til Athens centrum på bare 25 minutter. Resten af eftermiddagen er der tid til afslapning inden middagen, som vi nyder på hotellet.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

8. dag: Antikke Athen

I dag udforsker vi det antikke Athen. Vi tager på en byrundtur med bus og til fods, hvor vi har inkluderet nogle af byens største seværdigheder. Dagen starter på Syntagmapladsen, hvor vi finder parlamentsbygningen. Foran parlamentet ser vi Den ukendte soldats grav, hvor vagter står døgnet rundt, iklædt traditionelle dragter med kvast på skosnuderne. Vi stopper ved Panathenian Stadion, hvor de moderne Olympiske Lege blev genoptaget i 1896. Vi skal også se resterne af Zeus-templet og Hadrians triumfbue, inden vi fortsætter til dagens højdepunkt – Akropolis. Akropolis er græsk og betyder høj by. Vi går ad en smal, snoet sti til toppen af en klippe, hvor indgangen til det berømte Akropolis ligger. På toppen af klippen ligger resterne af Parthenontemplet og vidner om en svunden tid, hvor stedet fungerede som administrativt og religiøst centrum. Templet blev bygget 500 år f.Kr. i det, som kaldes for Grækenlands gyldne periode. Vores rejseleder og lokalguide viser rundt på området, og vi skal høre fantastiske historier om det gamle Athenatempel, Dionysos' teater og meget mere. Inden vi går ned igen, bliver der mulighed for at beundre den flotte udsigt over byen. Herfra kan man virkelig se, hvor stor Athen egentlig er. Vi besøger efterfølgende det berømte marked omkring Monastirakitorvet, hvor rejselederen viser, hvor man kan gøre en god handel.

Resten af dagen er sat af til egne eventyr i denne spændende del af Athen. Middagen nyder vi sammen på hotellet.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

9. dag: Sounion og solnedgang over Poseidons tempelruin

Formiddagen er sat af til, at du kan tage ud på egne eventyr. Tag med sporvognen ind til Athen, nyd en tur på stranden, eller gå en tur langs havnepromenaden. Find et hyggeligt sted, hvor du kan slappe af med en kop kaffe. Efter en dejlig frokost på hotellet sætter vi os først på eftermiddagen i bussen for at køre mod Sounion, som ligger på sydspidsen af halvøen Attika. Her besøger vi resterne af Poseidons tempel, som blev bygget i år 444 f.Kr. Templet ligger på spidsen af halvøen med hav til tre sider. I oldtiden kunne templet tydelig ses af de søfarende, når de sejlede ind til Sounion. I dag står der kun 16 af de originale søjler tilbage. Vi spadserer en tur inde på tempelområdet, men dagens højdepunkt kommer, når vi nyder den imponerende solnedgang over Poseidons tempelruin, som ligger kun få meter fra den stejle klippeskrænt ud mod Det Ægæiske Hav.

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost.

10. dag: Hjemrejse

Vi har god tid til at nyde morgenmaden og pakke sammen på værelserne, inden vi sætter kursen mod lufthavnen i Athen. Midt på eftermiddagen flyver vi via Wien til København, hvor vi lander først på aftenen. 

Inkluderede måltider: Morgenmad.

Hotelinformation

Hotel Sun Beach****, Perea-Thessaloniki
VisSkjul

Hotel Sun Beach ligger i rolige omgivelser i udkanten af Thessaloniki i bydelen Perea med bare tre minutters gang til stranden. Hotellet har pool, elevator samt en hyggelig bar og restaurant.

Værelser

Alle værelser er rummelige og har egen balkon samt tv, sikkerhedsboks, gratis WiFi og badeværelse med badekar eller bruseniche og hårtørrer.

Læs mere om hotellet her.

Hotel Kosta Famissi***, Kalabaka
VisSkjul

Hyggeligt og klassisk hotel beliggende i centrum af Kalabaka og med kort gåafstand til seværdigheder og butikker. På hotellet findes elevator.

Værelser

Smagfulde værelser med egen balkon med udsigt til byen samt aircondition, tv, minibar og sikkerhedsboks.  Der er WiFi på værelset mod betaling, men der er gratis WiFi på fællesarealerne. Badeværelserne har badekar eller bruseniche samt hårtørrer.
 
 Læs mere om hotellet her. 

Hotel Parnassos***, Delfi
VisSkjul

Hyggeligt og moderne hotel beliggende i centrum af Delfi. Hotellet er kendt for sin gode og venlige service og har bar samt en hyggelig taverna med en formidabel udsigt. Hotellet har elevator.

Værelser

De hyggelige og lyse værelser har alle balkon, aircondition, tv, minibar, sikkerhedsboks og gratis WiFi. Badeværelserne har hårtørrer samt badekar eller bruseniche.
 
Læs mere om hotellet her. 
 

Hotel Blue Sea***, Athen
VisSkjul

Lækkert hotel ved stranden, hvorfra det tager blot 25 minutter med sporvogn til centrum af Athen. Hotellet har elevator, bar og lounge samt restaurant. 

Værelser

Alle værelser er smagfuldt indrettet i lyse farver. Der er en lille balkon til alle værelser, som også har aircondition, tv, sikkerhedsboks, minibar og hårtørrer. Der er desuden gratis WiFi på hotellet. Badeværelserne er pæne og lyse og har badekar eller bruseniche. 
 
Læs mere om hotellet her.