Kun hos Vitus Rejser

Rom & Trevi · Italiens frodige hjerte

Flyrejser
8 Dage

Få det bedste af Italiens spændende hovedstad, og nyd charmen i Umbrien, når vi besøger Den Evige Stad og middelalderbyen Trevi. Vi bor på 4-stjernede hoteller i Rom og Trevi, hvor stemningen, gæstfriheden og den lækre mad giver dig lyst til aldrig at vende hjem igen. 

Vi indleder vores eventyr i Italien med to overnatninger i Rom, hvor vi får den mere end 3.000 år gamle romerske historie helt ind under huden. Her står de store oplevelser i kø, når vi blandt andet besøger Colosseum, Forum Romanum, Peterskirken, Trevifontænen og nogle af Roms berømte piazzaer. Herefter forlader vi storbyens summende liv...

Få det bedste af Italiens spændende hovedstad, og nyd charmen i Umbrien, når vi besøger Den Evige Stad og middelalderbyen Trevi. Vi bor på 4-stjernede hoteller i Rom og Trevi, hvor stemningen, gæstfriheden og den lækre mad giver dig lyst til aldrig at vende hjem igen. 

Vi indleder vores eventyr i Italien med to overnatninger i Rom, hvor vi får den mere end 3.000 år gamle romerske historie helt ind under huden. Her står de store oplevelser i kø, når vi blandt andet besøger Colosseum, Forum Romanum, Peterskirken, Trevifontænen og nogle af Roms berømte piazzaer. Herefter forlader vi storbyens summende liv og kører til rolige Umbrien, der også er kendt som Italiens frodige hjerte. Området forbløffer de fleste med sin mageløse natur og charmerende middelalderbyer.

I Umbrien bor vi midt i den atmosfærefyldte middelalderby Trevi - en af Umbriens mest karakteriske byer, som ligger på en bakke med en formidabel udsigt over de grønne landskaber, der er fyldt med olivenlunde samt vin- og solsikkemarker. Her står tiden stille, og når man bevæger sig rundt i de snirklede stræder, føler man sig hensat til middelalderen, og lige her ville man ønske, at de smukke gamle bygninger og huse kunne tale. Vores hotel er et gammelt palads - faktisk var det pave Julius III's sommerresidens, der ligesom resten af byen er blevet nænsomt restaureret for at bibeholde den oprindelige sjæl. Værterne Valentina og Roberto gør alt for, at man føler sig velkommen. Her har man gjort det til en livsstil at forkæle sine gæster, så hotellets køkken er i en klasse for sig, fyldt med traditionsbundne og velsmagende egnsretter fra den frodige region. Dertil serveres passende vine fra regionen ad libitum. 

Har du et godt øje til Italien og landets spændende historie, og gemmer du på lidt af en livsnyder, så er dette rejsen for dig. 

Kort over Italien - Rom & Trevi

Datoer og priser

Vent lidt, mens vi finder datoer og priser

Tillæg pr. person

Eneværelse
1.399,-
Pladsreservation i transfer- og udflugtsbusser, række 1-3
250,-
Afbestillingsforsikring
659,-
Obl. administrationstillæg
89,-

Rabat pr. person

Brorabat · Rejsende fra Bornholm, Fyn eller Jylland
250,-

Inkluderet i prisen

  • Fly København-Rom t/r
  • Alle skatter og afgifter
  • Transfer lufthavn-hotel t/r 
  • 2 nætter i Rom på Hotel Cicerone****
  • 5 nætter i Trevi på Antica Dimora alla Rocca****
  • 7 x morgenmad (2.-8. dag)
  • 3 x frokost (3. 4. og 7. dag)
  • 1 x let frokost (5. dag)
  • 2 x middag (1. og 2. dag)
  • 5 x middag, inkl. vin og vand ad libitum (3.-7. dag)
  • Besøg i Peterskirken
  • Besøg i Colosseum og på Forum Romanum, inkl. entré
  • Byvandring i Rom
  • Besøg ved Marmorvandfaldene, inkl. entré
  • Byvandring i Cortona
  • Byvandring i Perugia 
  • Byvandring i Assisi
  • Vingårdsbesøg, inkl. vinsmagning
  • Byvandring i Spoleto
  • Olivensmagning
  • Dansktalende lokalguide i Rom
  • Dansktalende rejseleder på hele rejsen

Dagsprogram

1. dag: Rom og Peterskirken   

Om formiddagen flyver vi med SAS fra København direkte til Rom, hvor vi ankommer ved middagstid. Fra lufthavnen kører vi mod centrum af byen til området omkring Peterspladsen. Her har du tid til frokost på egen hånd, inden vi mødes med vores dansktalende lokalguide for at besøge Peterskirken. Det er verdens største kirke, Pavens hovedsæde og en katolsk højborg. Kirken er et arkitektonisk mesterværk med en overdådig udsmykning, hvor billedhuggeren Bernini har sat det største præg på kirkens indre. I kirken finder du ikke mindre end 44 altre, 395 skulpturer, 778 søjler og 135 mosaikker - og ikke at forglemme Michelangelos sidste store værk, den imponerende kuppel. Efter denne store oplevelse kører vi til vores hotel, som ligger i gåafstand til kirken og Vatikanet. Om aftenen spiser vi middag sammen på en restaurant, der ligger i gåafstand fra hotellet. 

Inkluderede måltider: Middag.

2. dag: Byvandring, Colosseum og Forum Romanum

Efter det store morgenbord kører vi til området omkring Palatinerhøjen med Forum Romanum og det store gamle amfiteater Colosseum - et imponerende monument, som har overlevet i århundreder trods brande, jordskælv og plyndringer. Her begynder vores rejse tilbage i tiden til Romerriget, når vi går rundt om det imponerende ikoniske monument, hvor gladiatorerne udkæmpede drabelige kampe. Herfra går vi til Forum Romanum, som var byens absolutte centrum, hvad angår både politik og religion. På området findes flere templer, og lokalguiden fortæller selvfølgelig om datidens liv her i byens kommercielle centrum. Vi slutter turen på Palatinerhøjen, byens hellige fødested, hvor du fra terrassen har en god udsigt over Circus Maximus, som blev bygget til stridsvognsløb.

Mættet af historie kører vi til ind til centrum af Rom, hvor der er tid til frokost på egen hånd. Om eftermiddagen tager vi sammen på byvandring, der blandt andet tager os forbi Trevifontænen, Pantheon og Den Spanske Trappe, indtil vi når Piazza Navona, hvor gåturen slutter. Piazzaen er en af Roms mest livlige pladser med cafeer, restauranter, gademusikanter og kunstnere. Her kan du slappe af, nyde atmosfæren og måske en cappucino, inden vi igen mødes for at køre tilbage til vores hotel. Middagen nyder vi på en nærliggende restaurant.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

3. dag: Marmorvandfaldene i Terni og Trevi

Efter morgenmaden siger vi farvel til Rom og kører nordpå mod Umbrien. Dagens første store oplevelse er Marmorvandfaldene ved Terni, som er skabt af romerne for mere end 2.000 år siden. Vi vises rundt af en lokalguide ved verdens største menneskeskabte vandfald, som samtidig er et af de smukkeste i Europa. Vandet har et fald på 165 meter, og det frodige grønne område er som taget ud af et postkort. Tæt på den smukke park spiser vi frokost på den mere end 40 år gamle restaurant Bosco del Velino, som er kendt for sit traditionsrige umbriske køkken.

Vi ankommer til Trevi først på eftermiddagen, og efter indkvartering på hotellet går vi en lille tur i byen i selskab med Valentina eller Amanda fra hotellet, som på levende vis fortæller os Trevis spændende og til tider dramatiske historie. Det historiske centrum er på cirka en kvadratkilometer og spækket med kringelkroge. Vi ser mure, søjler, porte og hvælvinger bygget af romerne, og overalt finder man inskriptioner og gamle freskoer. Man fornemmer, at byen i middelalderen var en af de mere velstående, idet man overalt ser smukke paladser og palæer. Det hele er omkranset af en karakteristisk bymur, og udenfor denne åbenbarer sig den mest fantastiske udsigt over Spoletodalens bølgende marker, olivenlunde og cyprestræer. Disse historiske og aristokratiske omgivelser skal danne ramme om de næste fem dages eventyr, så vi har god tid til at indsnuse Umbriens friske luft og lade os forføre af områdets charmerende atmosfære. Er vejret godt, kan det være, vi får lov til at nyde aftenens middag under åben himmel på hotellets hyggelige terasse. 

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, middag.

4. dag: Cortona, en snert af Toscana og Umbriens ældste by, Perugia 

Efter morgenmaden kører vi nordover igennem det umbriske landskab, langs Trasimenosøen og passerer grænsen til det sydlige Toscana. Her besøger vi byen Cortona, som ligger på toppen af en bakke med den skønneste udsigt over dalen. De lokale påstår, at Cortona er den ældste by i Italien. Den gamle middelalderby er omgivet af en bymur, hvor de ældste dele kan dateres helt tilbage til 400 f.Kr. Den nuværende by ligger bogstaveligt talt ovenpå en gammel etruskisk by, og rundt omkring er der masser af spor fra etruskerne - blandt andet en gammel hovedvej, der går tværs igennem byen. Filmen Et hus i Toscana er optaget i Cortona, men trods den øgede opmærksomhed har byen bevaret sin charme. Her er hyggelige cafeer, restauranter, butikker og en del kulturelle seværdigheder, blandt andet et museum som er fyldt med smykker og juveler fra etruskertiden. Vi spadserer rundt i byen og ser torvet Piazza della Repubblica, og har du mod på det, kan du gå med op til Medici-fæstningen, som ligger øverst oppe med en forrygende udsigt over området. Du kan også besøge domkirken, som er dekoreret med malerier fra 1600-tallet.

Midt på dagen kører vi sydover til en af Italiens ældste byer. Perugia ligger på en 493 meter høj bakketop, hvor det historiske bilfrie centrum ligger øverst oppe. Fra parkeringspladsen i det nedre centrum fører rulletrapper os op gennem den gamle middelalderborg Rocca Paolina til den historiske bydel. Herfra spadserer vi ad byens hovedgade Corso Vanuzzi til torvet Piazza IV Novembre, hvor vi tæt på den etrusiske port nyder en dejlig frokost midt i de middelalderlige omgivelser. Eftermiddagen byder på en spadseretur, hvor vi blandt andet ser et af Italiens smukkeste springvand, Fontana Maggiore fra 1200-tallet, som er udsmykket med flotte bibelske figurer og symboler. San Lorenzo-katedralen, byens rådhus og Umbriens nationalmuseum Palazzo dei Priori finder vi også her. Perugia er desuden kendt som en af Italiens største universitsbyer, og derfor vil du måske hurtigt bemærke, at der er godt liv i gaderne, da cirka en femtedel af byens indbyggere er unge studerende. Hvis du er lækkersulten eller har en sød tand sidst på eftermiddagen, kan vi anbefale byens velkendte Baci-chokolader, som alle indeholder et lille digt om kærlighed. Om aftenen spiser vi middag på hotellet.

Inkuderede måltider: Morgenmad, frokost, middag.

5. dag: Assisi og Sagrantino-druen

Efter morgenmaden sætter vi kursen mod Asissi. Vi besøger bydelen Santa Maria degli Angeli, hvor vi ser en ganske spektakulær kirke af samme navn. Den store smukke kirke er bygget op over to helligdomme fra Franciskanerordenen - nemlig Cappella del Transito, hvor Frans af Assisi døde i 1226 og kapellet Proziuncola, som var ordenens første mødested. I kapellet fik Frans af Assisi sit kald om at prædike glæde og fred samt leve i fattigdom. Tusindvis af pilgrimme valfartede efter hans død til stedet, hvorfor Pave Pio V valgte at bygge en solid barokkirke omkring de ydmyge helligdomme. Kirken er utrolig smuk, og udenfor denne ser vi også rosenhaven, som er fyldt med buske uden torne. Sagnet siger, at såfremt rosenbuskene kom i kontakt med en helgen, blev disse forvandlet til roser uden torne. Vi fortsætter mod toppen af bjergskråningen, hvor den gigantiske basilika San Francesco ligger på toppen. Her ligger Frans af Assisi begravet i krypten i den nederste del af kirken, og stedet er et af de vigtigste pilgrimssteder i den katolske verden. Fra kirken spadserer vi rundt i byen, der har et utal af kirker. Den centrale plads er Piazza del Comune, hvor du også kan se Minervatemplet med sine seks søjler og en ganske fin fontæne.

Ved frokosttid forlader vi Assisi og kører ud i området ved Montefalco, hvor der findes mere end hundrede store vingårde. Vi besøger den ældste i området, Scacciadiavoli fra 1884. Gårdens navn nedstammer fra en eksorcist, der boede i den lille landsby, der grænser op til vingården. Eksorcisten var kendt for at bruge vinene, mens han udførte sine djævleuddrivende ritualer. Vores besøg er dog af en noget rarere karakter, idet vi vises rundt på gården, hvorefter vi smager på vinen, der er fremstillet af Sagrantino-druer. Druen er områdets stolthed, og er du vinkender, vil du sikkert vide, at vinene hører til blandt verdens bedste. Vinene er kraftfulde og intense - fuldt ud på højde med Brunello og Amarone. Mens vi smager på dråberne, får vi hjemmelavede lokale delikatesser, og vingårdens sommelier fører os på levende og engageret vis igennem den fornøjelige seance.

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, middag.

6. dag: På egen hånd

I dag kan du slappe af og gå på opdagelse i dejlige Trevi. Her kan du mingle blandt de lokale og gå på eventyr i de spændende middelaldergader. Uden for byen er der mange vandreruter, hvor du kan nyde de smukke omgivelser. Rejselederen er også gerne behjælpelig med udflugtsforslag. Om aftenen mødes vi til middag i hotellets restaurant.  

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

7. dag: Spoleto og den eventyrlige kilde

På dagens udflugt skal vi opleve middelalderbyen Spoleto. Foruden den gamle bydel, som er omkranset af en bymur, kan Spoleto også prale af en imponerende middelalderborg, der knejser over byen. Indenfor murene er der små, hyggelige gader og gyder, og vi ser blandt andet et gammelt romersk amfiteater. Vi går op til toppen af byen og rundt om borgen, og pludselig befinder vi os midt i et bjerglandskab klædt i grønt. Midt i dette skovrige område mødes vi af et imponerende syn af den romerske akvædukt Ponte delle Torri. Broen er 230 meter lang og 82 meter høj, og udsigten over denne og dalen er mageløs.

Tilbage i byen har du lidt tid på egen hånd, inden vi kører tilbage mod Trevi. Vi stopper ved Fonti del Clitunno, som er et af Umbriens naturlige vidundere. En underjordisk kilde løber mellem byerne Spoleto og Foligno, og netop her er vandet løbet gennem klippesprækker, hvor den har samlet sig til en sø. Omgivelserne er eventyrlige og var kendt i oldtiden, hvor man mente, at guden Clitunno boede i farvandet. Det siges, at kejser Caligula kom her for at høre oraklet, ligesom forskellige religiøse ritualer blev praktiseret ved søen. Midt i disse fantastiske omgivelser nyder vi dagens frokost, inden vi begiver os tilbage til Trevi. Umbriens guld er oliven, og som du har set og hørt i ugens løb, er frugten dybt forankret i folkets historie og traditioner. Som optakt til aftenens afskedsmiddag mødes vi til en hyggelig sammenkomst med en aperitif og olivensmagning i selskab med hotellets værter, som også fører os igennem guldets utrolige historie.

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, middag.

8. dag: Hjemrejse

Efter morgenmaden på hotellet er det blevet tid til at sige farvel til Trevis betagende atmosfære. Vi kører til Rom lufthavn, hvorfra vi flyver med SAS direkte til København, hvor vi ankommer først på eftermiddagen. Gæster der har købt tilslutningsfly fortsætter på egen hånd med indenrigsfly til henholdsvis Aarhus, Aaalborg og Billund. 

Inkluderede måltider: Morgenmad.

Hotelinformation

Hotel Cicerone ****, Rom
VisSkjul

Klassisk hotel med en eksklusiv beliggenhed centralt i Rom og i gåafstand til Den Spanske Trappe og Vatikanet. Hotellet ligger i bygning fra det 19. århundrede og kombinerer på bedste vis fortidens stil og atmosfære med moderne komfort. Her findes både restaurant og bar/lounge. 

Værelser

Værelserne er store og pæne med aircondition, tv, sikkerhedsboks, WiFi mod betaling samt badeværelse med badekar og hårtørrer.

Læs mere om hotellet her.
Eksempel på standardværelse på Hotel Cicerone. Baren på Hotel Cicerone.

Hotel Antica Dimora alla Rocca ****, Trevi
VisSkjul

Unikt hotel i hjertet af Trevi, indrettet i flere renæssancebygninger fra Trevis storhedstid. At bo her føles som at træde ind i en tidslomme, og man kan ikke andet end at blive betaget af de smukke antikke møbler og de fantastiske, originale freskoer på væggene. Hotellet består af flere historiske bygninger, der hver især minder om et museum. Her er det næsten, som om tiden har stået stille. Hotellet har formået at kombinere atmosfæren fra en svunden tid med moderne komfort og vor tids forventninger til et 4-stjernet hotel. Der er elevator til den første og anden etage i hovedbygningen.

På den hyggelige og afskærmede solterrasse kan du dyppe dig i den lille pool eller hygge dig med en god bog i skyggen, mens mursejlerne og byens summen lægger lyd til. Hotellets restaurant er kendt for sit gode køkken, og her forkæles vi med velsmagende italiensk mad af lokale råvarer. Det naturlige samlingspunkt er på pladsen foran hotellet, hvor der er mulighed for at nyde et glas vin eller en cappuccino efter dagens udflugt. Hotellet ligger centralt i Trevi, og alle byens attraktioner er inden for gåafstand. I Trevi føler man sig hurtigt godt tilpas, og vores entusiastiske hotelværter gør alt for, at vi skal få et uforglemmeligt ophold.

Værelser

Værelserne på Hotel Antica Dimora alle Rocca er selvfølgelig forskelligartede, men meget charmerende og stilfuldt indrettet. Alle har aircondition, minibar, sikkerhedsboks, gratis WiFi, tv, badeværelse med badekar eller bruseniche og hårtørrer.
 
Læs mere om hotellet her. 
Indgangen til Hotel Antica Dimora alla Rocca i Trevi. Smukt interiør på Hotel Antica Dimora alla Rocca. Selv entréen på Hotel Antica Dimora alla Rocca er noget særligt.

Praktiske oplysninger

Få svar på en række praktiske spørgsmål i forbindelse med din rejse.

Vigtig information om din rejse til Italien

Klima

Hvis man lægger 5 grader til i Norditalien og 10 grader til i Syditalien, så har man en god tommelfingerregel. Juli og august er altid meget varme måneder, lige meget hvor i Italien man befinder sig. Er man til danske sommertemperaturer, er april og oktober et godt bud. Vil man gerne have det lunt til sent om aftenen er maj, juni og september perfekt. Sydpå er november, februar og marts også ofte "sommerlige" med meget sol, og temperaturer der ofte runder de 20 grader. Regn er ofte kort og intens, med mindre man er oppe i bjergene.

Drikkevand

Som oftest er vandet klorholdigt, men ufarligt. Bør kun benyttes til tandbørstning. 

Valuta

Euro. 100 euro svarer ca. til 750 kroner.

Sikkerhed

Italien er et trygt rejseland, men almindelig sund fornuft bør naturligvis udvises.

Rejser til Italien

Få et overblik med alle de spændende rejser til Italien hos Vitus Rejser. Du kan rejse med bus eller fly og vi tilbyder også krydstogter rundt i Middelhavet. I programmet finder du klassiske rejser som f.eks Garda ved Gardasøen, Toscana, Rom og Sicilien. Blandt de spændende nye rejsemål er bla. Sorrento og Amalfikysten. Vælg selv om rejsen til Italien skal være en storbyferie, langtidsrejse, en rundrejse eller kulturrejse.