Nyhed!

Sesimbra · En portugisisk perle

Flyrejser
10 Dage

Rejs med til den maleriske fiskerby Sesimbra ved Atlanterhavets blå bølger, og hold en skøn ferie i lune Portugal for foden af Arrábida-bjergene. Sammen tager vi ud på portugisiske eventyr, der er krydret med hyggelige måltider, vinsmagninger, samvær og enestående oplevelser. 

Gemt af vejen i en lille bugt blot 40 kilometer syd for Lissabon finder vi en af Portugals velbevarede hemmeligheder, den charmerende fiskerby Sesimbra. Portugiserne har selv længe haft en forkærlighed for denne lille ferieperle og har med god grund forsøgt at holde den for sig selv. Den pittoreske by ligger da også utroligt idyllisk ved foden af Arrábida-bjergene og direkte ud mod det...

Rejs med til den maleriske fiskerby Sesimbra ved Atlanterhavets blå bølger, og hold en skøn ferie i lune Portugal for foden af Arrábida-bjergene. Sammen tager vi ud på portugisiske eventyr, der er krydret med hyggelige måltider, vinsmagninger, samvær og enestående oplevelser. 

Gemt af vejen i en lille bugt blot 40 kilometer syd for Lissabon finder vi en af Portugals velbevarede hemmeligheder, den charmerende fiskerby Sesimbra. Portugiserne har selv længe haft en forkærlighed for denne lille ferieperle og har med god grund forsøgt at holde den for sig selv. Den pittoreske by ligger da også utroligt idyllisk ved foden af Arrábida-bjergene og direkte ud mod det klare Atlanterhav. Bjergene beskytter byen for de kolde nordenvinde, hvorfor Sesimbra tilmed nyder godt af et skønt klima. Den smukke brede sandstrand, den dejlige lange strandpromenade, de lækre fiskerestauranter samt stemningen i de smalle gyder med hyggelige cafeer er alt sammen med til at gøre Sesimbra til et perfekt sted at nyde livet.

I opdagelsestiden var Sesimbra en vigtig havneby, og i dag finder vi her en skøn autentisk atmosfære, særligt i den charmerende gamle bydel hvor de smalle gader fordeler sig labyrintisk mellem hvide huse med terrakottafarvede tage. Over byen troner en mere end 1.000 år gammel maurisk borg, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Sesimbra og den farverige havn, som er særlig smuk ved solnedgang. Glæd dig til at mærke havets brise, vågne til lyden af de salte bølger og nyde livet på en afslappende gåtur langs promenaden under svajende palmer.

Sesimbra er ikke bare et skønt sted at slappe af, men også et godt udgangspunkt for spændende udflugter. På rejsen tager vi blandt andet ud og ser den enestående natur i Arrábida-bjergene, smager de lokale vine og oste samt oplever den interessante Alentejo-region, hvor vi besøger en af landets mest berømte vingårde. Glæd dig til desuden til at opleve den fortryllende by Évora og til afslappende vandreture langs havet. Du har også mulighed for at komme med på flotte ekstraudflugter til den romantiske hovedstad Lissabon samt Cabo Espichel, spidsen af halvøen Setúbal. 

Lad dig fortrylle af eventyrlige Portugal på denne rejse fyldt med oplevelser, forkælelse og god mulighed for afslapning. Vi bor på et dejligt 4-stjernet hotel med både uden- og indendørs pool samt direkte adgang til strandpromenaden. Alle værelser byder desuden på balkon og havudsigt, og hver aften hygger vi os med en dejlig middag på hotellet.

Kort over Portugal - Sesimbra

Datoer og priser

Vent lidt, mens vi finder datoer og priser

Tillæg pr. person

Dobbeltværelse som eneværelse
2.625,-
Pladsreservation i transfer- og udflugtsbusser, række 1-3
250,-
Afbestillingsforsikring
635,-
Obl. administrationstillæg
89,-

Rabat pr. person

Brorabat · Rejsende fra Bornholm, Fyn eller Jylland
250,-

Ekstraarrangementer

Romantiske Lissabon
275,-
Naturen ved Cabo Espichel
150,-

Inkluderet i prisen

  • Fly København-Lissabon t/r
  • Alle skatter og afgifter
  • Transfer lufthavn-hotel t/r
  • 9 nætter i Sesimbra på Hotel do Mar ****
  • 9 x morgenmad (2.-10 dag)
  • 1 x frokost (3. dag)
  • 9 x middag (1.-9. dag)
  • Byvandring i Sesimbra
  • Udflugt gennem Arrábida-bjergene
  • Besøg på fiskemarked i Setúbal
  • Vinsmagning i Casa Agricola Horácio Simões
  • Besøg hos keramikere på værkstedet São Simão Arte
  • Rundvisning og vinsmagning på vingården Herdade do Esporão
  • Byvandring i Évora, inkl. besøg i São Francisco-kirken og domkirkenn
  • Besøg på fiskeauktion i Sesimbra
  • Vandretur langs kysten med lokalguide
  • Dansktalende rejseleder på rejsemålet

Bemærkninger

Ekstraarrangementer bestilles sammen med rejsen (min. 15 deltagere).

Dagsprogram

1. dag: Ankomst til maleriske Sesimbra

Vi flyver fra København med TAP til Lissabon, hvorfra vi fortsætter i bus til vores hotel i Sesimbra. Om aftenen hygger vi os med rejsens første hyggelige middag i hotellets panoramarestaurant.

Inkluderede måltider: Middag.

2. dag: Byvandring i Sesimbra

Vi indleder vores ophold i Sesimbra ved at se nærmere på vores omgivelser på en byvandring. Fra hotellet går vi cirka én kilometer langs den skønne strandpromenade ind til byens livlige område, som rummer de mange fiskerestauranter, byen er kendt for. Herfra går vi videre op i den gamle bydel og oplever stemningen i de stejle gader. Denne historiske del af byen har formået at bevare en skøn og autentisk atmosfære. Frokosten er på egen hånd, men har du lyst, kan du vælge at tage med rejselederen på en af de hyggelige fiskerestauranter, inden vi går tilbage til hotellet.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

3. dag: Pragtfulde Portugal

Dagen byder på en flot køretur gennem dele af den store nationalpark Serra da Arrábida med pudsige bjergformationer, fyrretræer og enestående flora. Turen byder på hårnålesving, stejle klippekyster og betagende udsigter til Atlanterhavet. Undervejs besøger vi den hyggelige havneby Setúbal, hvor vi skal se nærmere på byens populære fiskemarked, der blandt andet er kendt for sardiner og den lange, sølvfarvede dybhavsfisk Espada – en yderst velsmagende fisk. Herefter er der lidt tid på egen hånd i byen. Snup eventuelt en portugisisk espresso, bica, og smag de små berømte kager Pastéis de Nata på en af de stemningsfulde caféer.

Efter besøget i Setúbal fortsætter vi til den lille vingård Casa Agricola Horácio Simões, hvor familien Simões har produceret fremragende vine siden 1901. Her fremstilles stadig flere vine på gammeldags maner, hvor druerne presses ved, at man tramper på dem. Adskillige af familien Simões vine har gennem tiden vundet fornemme priser. Vi nyder et glas rød- og hvidvin og smager på to af områdets delikate dessertvine, moscatel. Druerne høstes, når de er fuldmodne, og gæringen afbrydes allerede efter få dage ved tilsætning af brandy i mosten. Ligesom portvin lagres vinen i træfade, inden de hældes på flasker. Vi smager også osten azeitão og nyder en let frokost.

Vi slutter den spændende heldagstur med et besøg på værkstedet São Simão Arte i landsbyen Vila Fresca, hvor vi ser, hvordan de traditionelle portugisiske azulejos (kakler) fremstilles.  I århundreder har portugiserne sat håndmalede kakler på huse og kirkevægge. Det er svært ikke at blive fristet til at købe et par af de dekorative kakler med hjem. 

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost, middag.

4. dag: Afslapning ved Atlanterhavet

Nyd hotellets faciliteter, eller slap af på den gyldne strand. Måske frister en drink i hotellets hyggelige bar, hvor man både kan sidde inde og ude på den charmerende træbalkon med udsigt til Atlanterhavet. Rejselederen kommer gerne med forslag til aktiviteter. Om aftenen hygger vi os med middag på hotellet.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

5. dag: Vinsmagning og middelalderbyen Évora

I dag lader vi os beruse af Alentejo-regionens herligheder. På Alentejos mange vingårde nyder druerne godt af de mange solskinstimer i det varme og tørre klima. Vi får en rundvisning på vingården Herdade do Esporão, hvis historie går mere end 700 år tilbage. Vingården er en af Portugals mest dynamiske og fremadskuende. Mange danskere kender formodentlig vingårdens klassiker, Monte Velho, men her fremstilles faktisk mere end 25 forskellige vine, hvoraf flere har vundet internationale priser. Efter den spændende rundvisning smager vi naturligvis på vinen.
 
Dagens næste besøg er i kulturbyen Évora, som med et væld af minder fra en rig fortid er en af Portugals smukkeste og mest velbevarede middelalderbyer. Her venter os en eventyrby med antikke tempelsøjler, hvidkalkede huse, fornemme paladser, herskabsvillaer, snoede gyder og buegange - alt sammen gemt bag en flot gammel bymur. Den bedårende gamle bydel afspejler en 450 år lang periode, hvor byen var under maurisk fyrstedømme, indtil den blev erobret i 1166. De næste 400 år levede byen i rigdom, og Évora blev et yndet feriested for de portugisiske konger. I denne storhedstid blev eventyrlige kirker, klostre, pladser, universitet og smukke huse bygget i byen, mens kunstnere og akademikere fulgte i kølevandet på hoffet. Évora blev ganske enkelt et centrum for videnskab og kunst. Byen mistede så småt sin popularitet efter Spaniens indtagelse i 1580, men i dag er byen fredet af UNESCO og igen et utroligt populær besøgsmål. 

Vi besøger São Francisco-kirkens bizarre knoglekapel, hvor vægge, loft og søjler er beklædt med 5.000 skeletter i sirlige mønstre. Kapellet blev bygget af franciskanermunke i det 16. århundrede som et rum til meditation over døden. Dengang var det ikke unormalt at bygge den slags kapeller, men i dag forekommer det en kende makabert. Bedøm selv! Vi når det store torv Praça do Giraldo med byens berømte springvand samt cafeer, restauranter og små butikker. Romerne var flittige bygherrer på Den Iberiske halvø, og Évoras Diana-tempel med korintiske søjler er blandt Portugals klenodier. Inden turen går tilbage til Sesimbra besøger vi også Évoras imponerende domkirke, der er en af landets største middelalderkirker. Efter denne dejlige heldagstur nyder vi en skøn middag på hotellet.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

6. dag: Fiskeauktion i Sesimbra

Om eftermiddagen går vi ad strandpromenaden mod havnen, som ligger i udkanten af byen. Her finder vi mange farverige både, som ligger fortøjet, og på kajen oplever vi byens spændende fiskeauktion.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

7. dag: På egen hånd eller ekstraudflugt til Lissabon

Nyd dagen på egen hånd i dejlige Sesimbra, eller tag med på en ekstraudflugt til Lissabon. 

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

Ekstraarrangement: Romantiske Lissabon
Lissabon har bevaret fortidens charme, og den gamle hovedstad byder i sandhed på alt, hvad man kan forvente og mere til. Imponerende bygninger, museer, brede boulevarder, grønne parker, gammeldags sporvogne, flisesmykkede huse og farverige kvarterer med gamle, snoede gyder. Dertil kommer indkøbscentre, hyggelige cafeer og et væld af atmosfærefyldte restauranter.

På denne heldagstur med bus oplever vi blandt andet Avenida da Liberdade med fontæner og fortovscafeer. Fra den store skyggefulde plads Rossio går vi gennem Baixa-kvarterets elegante gader ned til Tejofloden og den store Comércio-plads, der ofte sammenlignes med Markuspladsen i Venedig. Vi fortsætter herfra til det farverige kvarter Alfama, som er en labyrint af stejle gader og trapper med en enestående udsigt over byen. Det gamle kvarter oser af stemning med blafrende vasketøj, blomsterkrukker og små butikker. På turen passerer vi også bydelen Belém, der rummer masser af minder fra portugisernes bedrifter på verdenshavnene. Vi kommer naturligvis forbi det smukke Jéronimos-kloster og det pragtfulde Belémtårn, der ligger som en fæstning i Tejo-floden. Der er tid på egen hånd, inden vi sidst på eftermiddagen vender tilbage til Sesimbra.

8. dag: På egen hånd eller ekstraudflugt til Cabo Espichel

I dag har du også mulighed for at få ekstra oplevelser på en udflugt. Du kan også blive i Sesimbra og nyde den hyggelige by, stranden og hotellets faciliteter.  

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

Ekstraarrangement: Cabo Espichel
Vi tager på en dejlig halvdagstur til den sydvestlige spids af halvøen Setúbal, Cabo Espichel. Her venter os et dramatisk landskab med stejle klipper, der falder brat ned i havet og uophørligt rammes af Atlanterhavets bølger. Fra den nøgne forpost er der en pragtfuld udsigt. De øde klipper i den barske natur har givet anledning til snak om religiøse mirakler, og området var i 1200-tallet et vigtigt pilgrimsmål. På kanten af den høje skrænt ligger valfartskirken, og tæt på findes store fodspor, som menes at være forstenede dinosaur-fodspor. Et fyrtårn advarer søfarende om de forræderiske klipper nedenfor. Turen hertil er ligeledes interessant. Den går nemlig gennem en del af Serra da Arrábida-nationalparken, som H.C. Andersen besøgte i 1866, og som den berømte eventyrforfatter var ganske betaget af.  

9. dag: Vandretur

Om formiddagen tager vi i et stille og roligt tempo på en hyggelig vandretur med en vidende lokalguide i nærområdet. På turen oplever vi noget af det oprindelige Sesimbra, der også omtales som Arrábida Nationalparkens perler. Vi passerer ligeledes flere lokalhistoriske steder og hører om den interessante kultur.

Inkluderede måltider: Morgenmad, middag.

10. dag: Hjemrejse

Fra Lissabon flyver vi med TAP tilbage til København efter en skøn ferie ved Atlanterhavet.  

Inkluderede måltider: Morgenmad.

Hotelinformation

Hotel do Mar ****, Sesimbra
VisSkjul

Charmerende hotel med en fantastisk beliggenhed i et af Sesimbras mest populære områder. Hotel do Mar er bygget på en lille bjergskråning direkte ud til Atlanterhavet. Fra hotellet er der direkte adgang til den lange strandpromenade, blot 100 meter til den brede sandstrand og cirka en kilometer til byens mange fiskerestauranter. Hotellet har en flot udendørs pool med solterrasse, indendørs pool, sauna, fitnesscenter, bordtennis, tennisbane, elevator, meget hyggelig bar og en skøn restaurant med panoramaudsigt.

Værelser

Vi bor i smukke standardværelser, der har balkon med havudsigt samt tv, aircondition, minikøleskab, gratis WiFi, sikkerhedsboks og eget badeværelse med badekar og hårtørrer. Vi benytter dobbeltværelser som eneværelser.     

Læs mere om hotellet her. 
Eksempel på et standard værelse på Hotel do Mar. Udsigt til standpromenaden fra Hotel do Mar. Den indbydende restaurant med panoramaudsigt på Hotel do Mar.