Edinburgh, York & London

På opdagelse i Storbritannien · Skotland, England & Wales

Flyrejser
9 Dage

På denne oplevelsesrige rundrejse fra Skotland, England og til Wales tager vi på opdagelse i nogle af Storbritanniens mest seværdige byer, heriblandt Edinburgh, York, Chester, Oxford og London ligesom vi også oplever den betagende walisiske natur. Tag med på en rejse gennem landet, der for to generationer siden, regerede et imperium, hvor solen aldrig gik ned. 

Vi tager dig med til en verden, fyldt med slotte, hyggelige pubber og spændende kulturoplevelser. Der oser af stemning i dette land, hvor for- og nutid smelter sammen i en verden med stærke og stolte traditioner.
 
Rejsen bringer os til nogle af Storbritanniens...

På denne oplevelsesrige rundrejse fra Skotland, England og til Wales tager vi på opdagelse i nogle af Storbritanniens mest seværdige byer, heriblandt Edinburgh, York, Chester, Oxford og London ligesom vi også oplever den betagende walisiske natur. Tag med på en rejse gennem landet, der for to generationer siden, regerede et imperium, hvor solen aldrig gik ned. 

Vi tager dig med til en verden, fyldt med slotte, hyggelige pubber og spændende kulturoplevelser. Der oser af stemning i dette land, hvor for- og nutid smelter sammen i en verden med stærke og stolte traditioner.
 
Rejsen bringer os til nogle af Storbritanniens mest besøgte og interessante byer. I Skotland oplever vi den romantiske og kulturelle hovedstad, Edinburgh, der besidder en ganske særlig atmosfære. Her er der ikke langt mellem de traditionelle pubs, hvor skotterne elsker at slappe af med en Guinness eller whisky. Den gamle vikingeby York emmer af historie og eventyr. Byens helt store stolthed er den fantastiske domkirke York Minster, der er Nordeuropas største gotiske kirke. York har desuden en lang og spændende historie med blandt andet danske vikinger, der for mere end 1.000 år siden regerede dele af England herfra.

Det er en fryd at besøge frodige og hyggelige Wales. Selv om halvøen er en del af Storbritannien, holder waliserne godt fast i den keltiske kultur med delvist selvstyre og et anderledes sprog med mange konsonanter - som eksempelvis navnet på denne landsby: Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch.

Vi kommer naturligvis også til hovedstaden London – byen med de ufattelig mange ikoniske kendetegn og seværdigheder: London Eye, St Pauls’ Cathedral, Westminster Abbey, Piccadilly Circus, Tower Bridge og så videre. Nyd byens summen og synet af de klassiske sorte taxier og store røde busser, der suser forbi i gaderne.
 
Vi byder ydermere velkommen til en perlerække af spændende britiske byer: Den idylliske middelalderby Chester, Shakespeares hyggelige fødeby Stratford-upon-Avon og den verdensberømte universitetsby Oxford. 
 
En enestående mulighed for at opleve et flot udvalg af Storbritanniens mest interessante kulturbyer.
 

Kort over Storbritannien - Skotland, England og Wales

Datoer og priser

Vent lidt, mens vi finder datoer og priser

Tillæg pr. person

Eneværelse
3.200,-
Pladsreservation i transfer- og udflugtsbusser, række 1-3
250,-
Afbestillingsforsikring
790,-
Obl. administrationstillæg
89,-

Ekstraarrangementer

Jorvik Viking Centre
100,-

Inkluderet i prisen

  • Fly København-Storbritannien t/r
  • Alle skatter og afgifter p.t. kr. 430,-
  • Transfer lufthavn-hotel t/r
  • 2 nætter i Edinburgh på:
  • Afr. 18/6: Holiday Inn Express Edinburgh City Centre ***+
  • Afr. 27/8: Hampton by Hilton Edinburgh West End ***+
  • 2 nætter i York på Hotel Ibis York Centre**+
  • 1 nat i Llanberis på The Royal Victoria Hotel ***+
  • 2 nætter i Oxford på:
  • Afr.  27/8: Jurys Inn Oxford ****
  • Afr. 18/6: Best Western Plus Oxford Linton Lodge ***
  • 1 nat i London på Ibis Earl’s Court***
  • 8 x morgenmad (2.-9. dag)
  • 4 x frokost (2. 6. 7. og 8 dag)
  • 5 x middag (1. 3. 5. 7. og 8. dag)
  • 1 x afternoon tea (5. dag)
  • Byvandring i Edinburgh
  • Besøg på Edinburgh Castle
  • Byrundtur i York
  • Entré til York Minster
  • Rundtur ved Snowdonia Nationalpark
  • Byvandring i Stratford-upon-Avon
  • Byvandring i Oxford
  • Entré til universitet Christ Church College
  • Byrundtur i London
  • Dansktalende rejseleder på hele rejsen

Bemærkninger

Ekstraarrangement bestilles sammen med rejsen (min. 10 deltagere).

Dagsprogram

1. dag: Edinburgh – New Town

Vi flyver først på eftermiddagen med Norwegian, direkte fra København til Edinburgh. Vi skal ud og opleve byens storhed med det samme! Vi starter derfor med en spændende byrundtur, hvor vi blandt andet passerer Palace of Holyroodhouse, som er Dronning Elizabeths officielle residens i Skotland. Vi kører langs Edinburghs førende indkøbsgade, Princes Street, og videre ad den to kilometer lange Royal Mile til New Town, hvor vi holder pause. Det georgianske kvarter er fyldt med elegante herskabshuse, der regnes for nogle af Storbritanniens fornemste. Vinkelrette gader, fine pladser og klassiske, velordnede huse kendetegner New Town. Vi bor to nætter i hjertet af Edinburghs historiske bydel med masser af butikker, hyggelige restauranter og barer lige om hjørnet. Om aftenen hygger vi os med middag på lokal restaurant i gåafstand fra hotellet.

 

2. dag: Edinburgh – Old Town    

Det er en oplevelse at tage på byvandring i den middelalderlige bydel Old Town, der oser af eventyr med sine snævre gyder, gamle trapper, skæve huse og toppede brosten. Centrum domineres af det verdensberømte Edinburgh Castle, der troner på den 134 meter høje Castle Rock. Den befæstede borg har en strategisk beliggenhed, som engang skulle gøre byen uindtagelig, men som i dag gør borgen aldeles indtagende! Vi besøger borgen og ser Castle Esplanade, hvor der hvert år i august afholdes Tattoo - en stort anlagt militær parademarch. Alle dage klokken 13 affyres et kanonskud (undtagen søndag) efter gamle traditioner, så alle kan indstille deres ure! Strækningen Royal Mile, der stammer fra middelalderen, forbinder smukt de gamle gader med utallige sidegader. På vores færd kommer vi forbi en perlerække af attraktioner, smukke bygninger, caféer, museer og spændende forretninger. Undervejs nyder vi en traditionel pubfrokost. Om eftermiddagen er der tid til egne oplevelser. Vi kan anbefale en rejse, der går 400 år tilbage i tiden, med et besøg i Gladstone’s Land – en smuk restaureret købmandsgård tæt på Edinburgh Castle. Eller måske et kig ind i en af de mange whiskyforretninger, der kan gøre dig klogere på forskellen mellem malt og blended whisky?

3. dag: Vikingebyen York

York er en af Nordeuropas smukkeste byer og ikke uden grund elsket af mange. Som var man trådt ind i en tidsmaskine, bringes man her tilbage i tiden. Byen bærer endnu vidnesbyrd om Yorks vigtige rolle i vikingetiden. Læg mærke til gadenavnene, der ofte ender på ’gate’ – en afledning af det gammelnordiske ord ’gata’, der betyder gade. En lille men ikke ubetydelig detalje, der afslører, at York har spillet en vigtig rolle for de skandinaviske lande i vikingetiden. Vi spadserer gennem den middelalderlige bydel - en labyrint af smalle, krogede gyder og skæve huse, der er omkranset af en imponerende, fem kilometer lang bymur. Turen går også gennem en af Storbritanniens mest idylliske gader, den lille, gamle slagtergade The Shambles. Disney kunne ikke have tegnet det mere romantisk og karikeret - her er så smalt, at husene næsten rører hinanden. Vi fortsætter forbi Merchant Adventurer’s Hall, der er et af Europas bedst bevarede lavshuse. Byrundturen slutter med besøg i den enestående domkirke York Minster, der regnes blandt en af verdens smukkeste. Kirken er kendt for sine 128 blyindfattede vinduer og de mange glasmalerier fra middelalderen. Under 2. Verdenskrig undgik domkirken på mirakuløs vis at blive bombet, men til gengæld gennemgik den en omfattende redningsaktion, da det ene tårn på et tidspunkt var tæt på at kollapse. Vi bor to nætter i York på et centralt beliggende hotel, hvor vi også nyder aftenens middag.

4. dag: York på egen hånd eller Jorvik Viking Centre 

Fik du ikke set nok af spændende York i går, kan du i dag drage ud på egen hånd og indsnuse mere af den historiske by. Har du mod på at dykke ned i byens fortid som vikingeby, kan du også deltage i en ekstraudflugt til Jorvik Viking Centre, som ligger blot 15 minutters gang fra hotellet. Rejselederen arrangerer middag på en hyggelig, lokal restaurant om aftenen, for dem som har lyst (ikke inkl.).

Ekstraarrangement: Jorvik Viking Centre
I år 867 belejrede danske vikinger York, der dengang hed Jorvik, og et velstående bysamfund blomstrede op med handel, landbrug og søfart. Vikingekongen Svend Tveskæg, og senere hans søn, Knud den Store, regerede over store dele af England helt frem til år 1035. Under arkæologers udgravninger har man fundet enestående rester fra en vikingeby i moselag ca. fem meter under Yorks gader. Mere end 40.000 velholdte genstande har gjort det muligt at rekonstruere, hvordan vikingerne levede i byen. Ombord på små vogne føres vi under jorden til en tid, hvor vores forfædre herskede i området. Her oplever vi vikingekulturen med alle sanser. Vi passerer en markedsplads, håndværkere og dufter ildstedet, hvor maden tilberedes. Vi får et interessant indblik i, hvordan livet må have været i vikingetiden og et godt billede af, hvordan menneskene så ud.

5. dag: Chester og Snowdonia

Næste stop på rejsen er den maleriske middelalderby Chester. Bag en tre kilometer lang og tyk bymur gemmer byen sig med charmerende sort-hvide bindingsværkshuse og moderne butikker. Byen blev grundlagt for mere end 2.000 år siden, så romerne kunne holde de walisiske stammer væk. Vi slentrer ad The Rows – en gade med charmerende huse i Tudorstil - og når frem til en historisk bygning, der huser den berømte café Mad Hatters Tea Room, som har vundet mange priser og i 2014 blev udnævnt til Storbritanniens bedste bageri. Vi nyder her en klassisk 5 o’clock tea. Briterne elsker deres traditionelle eftermiddagste med det store måltid bestående af sandwich, scones og kager. Herlighederne skylles ned med te, komfortabelt siddende i hyggelige omgivelser.

Efter vores eftermiddagste går turen videre til den betagende Snowdonia Nationalpark, der ligger i grevskabet Gwynedd i Nordwales. Her finder vi smuk og venlig natur, der samtidig både er øde og barsk. Med små landsbyer, grønne bakker, krystalklare søer, små vandløb, vandrestier, slugter og kløfter er nationalparken topscorer blandt den bjergrige halvøs seværdigheder. Omkring parken ligger en del borge og fæstninger, og mere end 25.000 mennesker bor inden for parkens område, der er på størrelse med Fyn. Midt i parken ligger det 1.085 meter høje bjerg Snowdon. Vi bor en nat i meget smukke omgivelser tæt på nationalparken og hygger os om aftenen med middag på hotellet.

6. dag: Snowdonia, Stratford-upon-Avon og Oxford

Ad små veje ind over højderne med grønne græsgange og fåreflokke nyder vi det flotte udsyn over landskabet. Gennem idylliske landsbyer fortsætter vores rejse i Storbritannien til Stratford-upon-Avon, der er William Shakespeares fødeby. 2016 var 400-året for Shakespeares død, og i den forbindelse åbnede attraktionen New Place på stedet, hvor Shakespeare boede frem til sin død. I det istandsatte hus får man en fornemmelse af, hvordan den succesrige forfatter levede. Vi nyder en byvandring gennem de gamle gader forbi Royal Shakespeare Theatre og Shakespeares fødehjem. Vi afslutter turen med en hyggelig pubfrokost. Herefter er der tid på egen hånd i byen til eksempelvis at besøge Shakespeares hjem eller blot til at fornemme den særlige atmosfære i byen med de fine velbevarede huse og veltrimmede haver. Entré til Shakespeares fødehjem koster cirka kr. 165. Sidst på eftermiddagen sætter vi kursen mod Oxford, hvor vi bor to nætter i hjertet af byen.

7. dag: Universitetsbyen Oxford

I dag skal vi udforske universitetsbyen Oxford - en by med stil. Det britiske skolesystem er et af de ældste og mest respekterede i verden. Oxford Universitet er verdens næstældste og består af mere end 30 selvstændige 'colleges', der hver især fungerer som små samfund med flotte bygninger, grønne områder, bibliotek og egen kirke. Gennem århundreder har videnskabsmænd, politikere og store personligheder, heriblandt Margaret Thatcher, Oscar Wilde og Bill Clinton, studeret på dette verdensberømte universitet. Vi indsnuser studenterlivet, der er en sjov blanding af topmoderne uddannelser og ældgamle traditioner. På byrundturen besøger vi Oxfords største og mest imponerende universitet, Christ Church College. Vi ser gårdhaven, kirken (Englands mindste domkirke) og den overdådige spisesal. Måske synes du at have set Oxford før? Byens historiske bygninger har dannet kulisse til en del centrale scener i både film og tv-serier, herunder de populære Harry Potter-film og krimiserien Inspector Morse. Vi tager en byvandring gennem centrum, og så er det tid til sammen at nyde en dejlig pubfrokost. 

8. dag: London

I dag ankommer vi til Storbritanniens ikoniske hovedstad, hvor vi på en byrundtur passerer nogle af Londons vigtigste seværdigheder. Vi oplever storbyens særlige stemning og holder løbende pauser undervejs. London byder på næsten alt, hvad man kan forestille sig. Fra slottet Buckingham Palace ned ad den berømte The Mall til de engelske monarkers kroningskirke, Westminster Abbey, og til det britiske parlament, Westminster, med den verdensberømte klokke, Big Ben. Forbi den berømte adresse 10 Downing Street mod den kendte plads, Trafalgar Square, med Lord Nelson statuen på toppen af søjlen. Vi når det travle Piccadilly Circus med farverige neonreklamer og byens imponerende teaterliv. På turen passerer vi også den enestående St. Paul’s Cathedral, der i størrelse kun er overgået af Peterskirken i Rom. Efter en hyggelig fælles frokost fortsætter vi til den velbevarede middelalderborg, Tower of London, der engang fungerede som fort, fængsel og kongelig residens – i dag er stedet garnison og rummer blandt andet landets imponerende kronjuveler. Ved indgangen ses de berømte Beefeaters i farverige uniformer. Fra borgen er der en fantastisk udsigt over Themsen og til Tower Bridge. Turen går videre forbi triumfbuen Marble Arch med kig ned til hovedgaden Oxford Street. Vi kører langs den skønne Hyde Park og passerer Londons eksklusive stormagasin, Harrods, inden vi ankommer til vores hotel, hvor vi bor en enkelt nat, her spiser vi en hyggelig afskedsmiddag efter en uge fyldt med oplevelser.

 

9. dag: London og hjemrejse

Efter morgenmaden er der lidt tid til at få det sidste ud af London, inden vi om eftermiddagen flyver med Norwegian tilbage til København.   
 

Hotelinformation

Holiday Inn Express Edinburgh City Centre ***+
VisSkjul

Dejligt hotel indrettet i en georgiansk bygning med fantastisk beliggenhed i centrum og blot cirka en kilometer til Edinburgh Castle og ikke langt fra Princes Street. Hotellet har fitnesscenter, elevator, restaurant og en hyggelig bar med et stort udvalg af whisky. Alle værelser er udstyret med badeværelse med brusebad, hårtørrer, tv, sikkerhedsboks, elkedel og gratis WiFi.    

https://www.ihg.com/holidayinnexpress/hotels/us/en/edinburgh/edbpp/hoteldetail

Hampton by Hilton Edinburgh West End ***+
VisSkjul

Dejligt hotel med fantastisk beliggenhed i hjertet af byen blot en kilometer fra Edinburgh Castle. Hotellet har fitnesscenter, elevator og en hyggelig restaurant. De rummelige værelser er udstyret med badeværelse med brusebad, tv, sikkerhedsboks, elkedel, aircondition og gratis WiFi.

http://hamptoninn3.hilton.com/en/hotels/united-kingdom/hampton-by-hilton-edinburgh-west-end-EDIFBHX/index.html
 
 

Hotel Ibis York Centre **+
VisSkjul

Fremragende beliggenhed ikke langt til Yorks gamle middelalderkvarter, en kilometer til centrum og blot 20 minutters gang til York Minster. Hotellet er indrettet i et tidligere georgiansk hus og har restaurant, bar, billard, terrasse samt elevator. Vi bor på pæne værelser med tv, aircondition, elkedel og gratis WiFi.

Læs mere om hotellet her.
Lobbyen på hotel Ibis York Centre.

The Royal Victoria Hotel ***+
VisSkjul

Skønt hotel med fremragende beliggenhed tæt på den lille by Llanberis og ved foden af Snowdon mellem søerne Llyn Padarn og Llyn Peris. Betagende omgivelser med en stor smuk have, der også rummer Dolbadarn borgen fra det 12. århundrede. Blot 100 meter fra hotellet ligger den populære Snowdon Mountain Railway, hvorfra man med det lille damptog kan køre op til toppen af Snowdon (ikke inkl.). Hotellet har en hyggelig restaurant, bar, terrasse, elevator og gratis WiFi på fællesområder. De 104 veludstyret værelser er fordelt i to bygninger med badeværelse med brusebad eller badekar, hårtørrer, tv og elkedel.  
 
http://www.theroyalvictoria.co.uk/
 

Jurys Inn Oxford ****
VisSkjul

Populært hotel cirka fire kilometer fra Oxfords historiske centrum og med gode busforbindelser direkte til hjertet af byen. Hotellet har en flot indendørs pool, sauna, fitnesscenter, elevator, bar og en god restaurant kendt for sine steaks. De 240 rummelige værelser er velindrettet med badeværelse, hårtørrer, sikkerhedsboks, elkedel, tv, aircondition og gratis WiFi.    
 
https://www.jurysinns.com
 

Best Western Plus Oxford Linton Lodge ***
VisSkjul

Pænt hotel bygget i edwardiansk stil beliggende i et roligt område og blot 1½ km fra Oxfords historiske centrum. Hotellet har en dejlig have, elevator, bar og en hyggelig restaurant. Uensartede værelser med badeværelse, tv, sikkerhedsboks og gratis WiFi.
 
https://www.bestwestern.co.uk/hotels/best-western-plus-linton-lodge-hotel-83647
 

Ibis Earl’s Court ***
VisSkjul

Stort hotel beliggende i et dejligt område med blot 500 meter til undergrundsstationen West Brompton. Herfra er der kun to stop til Harrods - Londons berømte shoppingcenter. Royal Albert Hall ligger heller ikke langt fra hotellet. På hotellet er der elevator, hyggelig restaurant og en populær bar. Vi bor i små, men hyggelige værelser med tv, elkedel, hårtørrer og gratis WiFi. 

Læs mere om hotellet her.
Eksempel på standardværelse på Ibis Earl’s Court.