Dagsprogram
1. dag: Ankomst til Longyearbyen
Vi flyver med SAS fra København via Oslo til Longyearbyen. Fra lufthavnen kører vi til vores hotel, som ligger centralt i Longyearbyen i gåafstand til den lille bys centrum.
Longyearbyen ligger på øgruppens største ø Spitsbergen, og her befinder vi os i en dal omkranset af fjelde. Du kan allerede nu begynde at vænne dig til, at rensdyr uforstyrret færdes i gadebilledet på lige fod med lokalbefolkningen. Du vil også se, at mange lokale bærer skydevåben, idet isbjørnene aldrig er langt væk. I sommerperioden har du masser af mulighed for at opleve det lille samfund, da der er mange lyse timer. Om aftenen mødes vi i hotellets restaurant for at nyde en fælles middag med udsigt til de enestående omgivelser.
Inkluderede måltider: Middag.
2. dag: Byrundtur i Longyearbyen
Efter hotellets dejlige morgenbord skal vi se nærmere på Longyearbyen sammen med vores egen rejseleder og en lokalguide. Med bus kører vi rundt i byen og passerer undervejs kirken, det globale frolager og Norges mest moderne nordlysobservatorium, Kjell Henriksen Observatoriet. Observatoriet rummer instrumenter fra hele syv lande og 16 forskellige forskningsorganisationer, der studerer det sælsomme nordlysfænomen, som kan opleves i vinterhalvåret. Vi kører også over Adventsdalen mod Mine 7, forbi forskningsområder og den gamle nordlysstation. Vores lokalguide fortæller undervejs om livet her på øen og samfundet, der først i 1974 blev forbundet med resten af verdenen. På grund af isen var befolkningen nemlig afskåret fra den øvrige verden i vinterperioden, indtil man byggede lufthavnen i Longyearbyen.
Tilbage i byen er der tid til frokost på egen hånd, inden vi om eftermiddagen skal på en spændende udflugt, hvor vi går i kulminearbejdernes fodspor. For 20 år siden hentede minearbejderne det sorte kul ud af fjeldet, og i dag skal vi opleve, hvordan en minearbejders hverdag så ud på en vandretur dybt ind i fjeldet. Ved indgangen til Mine 3 får vi tildelt en arbejdsdragt, hjelm og hovedlygte, inden vi starter vores gåtur ind i minen. Vores lokalguide fortæller om driften, mens vi vandrer rundt og kan høre lydene fra fjeldet. Et godt stykke inde i minen er der helt mørkt, og så forstår man pludselig, hvor vigtigt det er, at hovedlygten fungerer optimalt. Husk at iføre dig varmt tøj, sko, hue og vanter – der kan være koldt i minen.
Om aftenen mødes vi i hotellets restaurant til en hyggelig, fælles middag.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
3. dag: Hundeslædetur på hjul i Adventdalen og middag i vildmarken
Formiddagen er på egen hånd i Longyearbyen. Du har også mulighed for at deltage i et ekstra udflugt til Barentsburg med en hybridbåd. Se beskrivelsen af ekstraarrangementet nedenfor.
Eftermiddagens udflugt er et af rejsens absolutte højdepunkter. På Svalbard findes der omkring 300 slædehunde, som dels er Grønlandshunde og krydsninger mellem Grønlandshund og Husky. Vi kører ud i Bolterdalen til Karina og Martin, som driver hundegården Green Dog Svalbard. Det er kyndige folk, som har mere end 14 års erfaring med hundeslædeturisme fra Svalbard, Grønland og Siriuspatruljen. De bygger selv slæderne og fanger selv sælerne, der bruges til hundefoder.
Ved ankomst får alle udleveret en vind- og vandtæt dragt, støvler, hue og vanter, og så får vi en grundig introduktion til hundene og kørslen med slæderne. Vi hjælper hinanden med at give hundene seler på og gøre vognene klar - alt imens de ivrige hunde gør og er utålmodige efter at komme afsted. Vi kører i små vogne på hjul til tre personer, som bliver trukket af slædehunde ind i Adventdalen mod den gamle nordlysforskningsstation og langs Endalen mod den gamle Mine 5. Undervejs er der gode chancer for at se rensdyr, polarræve og det rige fugleliv. Efter nogle timer i den imponerende natur kører vi tilbage på hundegården. Når vi har spændt hundene fra, bydes vi på lidt varmt at drikke, og der bliver også mulighed for at hilse på det nyeste kuld hvalpe på gården.
Om aftenen tager vi sammen ud i vildmarken og kører cirka ti kilometer udenfor Longyearbyen til Camp Barentz, der ligger i Adventsdalen. Den autentiske Camp Barentz er en tro kopi af den hytte, som Willem Barents overvintrede i på Novaja Semija i 1596. Her nyder vi et måltid helt i Svalbards ånd, og vores vært fortæller isbjørnehistorier. I den lille hytte sidder vi omkring et bål, og sidst på aftenen kan vi nippe til bålkaffen og den hjemmelavede kage til lyden af bålets knitren. En aften som aldrig går i glemmebogen.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
Ekstraarrangement: Russiske Barentsburg · Varighed ca. 4,5 time
Brug formiddagen på en spændende bådtur fra Longyearbyen. I en hybridbåd krydser vi Isfjorden og sætter kurs mod Barentsburg. Hold øjnene åbne, for på sejladsen har du mulighed for at se både hvaler, sæler og det rige fugleliv. Den russiske mineby Barentsburg er opkaldt efter den hollandske søfarer Willem Barents, som opdagede øriget i slutningen af 1500-tallet. Byen ligger cirka 60 kilometer vest for Longyearbyen ved bredden af den smukke Grønfjord. I dag bor her knap 450 mennesker – hovedsageligt russere og ukrainere, som er ansat af det russiske statsejede minefirma Trust Arctickugol. Barentsburg er en speciel oplevelse, og man får hurtigt følelsen af at være trådt tilbage i tiden til den gamle Sovjet-æra.
Fra kajen kører vi i bus op til Barentsburg hovedgade, hvor du blandt andet kan se det lokale hospital, skolen, børnehaven, idrætshallen, hotellet, det russiske forskningscenter, det russiske konsulat og den smukke russiske kirke. Vi ser selvfølgelig også statuen af Lenin, der spejder ud over bugten. Kontrasten til Longyearbyen er til at tage og føle på, og besøget her plejer at fascinere. Der bliver også lidt tid på egen hånd, inden vi igen sætter kursen mod Longyearbyen. Vi er tilbage i Longyearbyen cved middagstid. Husk det varme tøj, hue, vanter, kikkert og kamera til dagens udflugt.
4. dag: På egen hånd eller ekstraudflugt til spøgelsesbyen Pyramiden
I dag kan du nyde de spektakulære omgivelser og gå på opdagelse i Longyearbyen, som i øvrigt er opkaldt efter den engelske mineejer John Munroe Longyear. Der er masser at opleve i Longyearbyen på egen hånd. Om sommeren arrangeres der også vandreture i området, og rejselederen er gerne behjælpelig med information. Til frokost kan du spise på den karakteristiske restaurant Steakers Svalbard, hvor du kan nyde en hjemmelavet elgburger med tyttebærrømme og søde fritter - et måltid, der er særligt populært blandt de lokale. Om eftermiddagen har du mulighed for at deltage i en ekstraudflugt til spøgelsesbyen Pyramiden med Hybridbåd. Om aftenen spiser vi rejsens sidste middag sammen i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
Ekstraarrangement: Den arktiske spøgelsesby Pyramiden · Varighed ca. 5,5 time
Først på eftermiddagen går vi ombord på hybridbåden, som sejler ud i den majestætiske Billefjord, der er fyldt med arktisk vildmarksliv. Undervejs passerer vi Nordenskjoldbreen, en massiv blå væg af is, der rejser sig cirka 60 meter op af havet. Vi holder en lille pause, mens vi nyder det smukke panorama. Fra Nordenskjoldbreen fortsætter vi til Pyramiden, en by som oprindeligt blev grundlagt af svenskerne i 1910 og sidenhen solgt til Sovjetunionen i 1927. Byen ligger for foden af Billefjorden og er navngivet efter det pyramideformede bjerg ved byen. Her boede cirka 1.000 indbyggere frem til 1998, hvor den blev lukket af det russiske mineselskab Arctickugol. Pyramiden blev rømmet på ganske kort tid, og de fleste bygninger står, som da de blev forladt. Byen er en tidslomme, og man føler sig her hensat til det tidlige Sovjetunionen.
Vores engelsktalende, russiske guide venter på kajen med en riffel over skulderen og møder os med et ”Velkommen til Rusland”. Med lokalguiden går vi i samlet flok på opdagelse, for Pyramiden kan af og til være befærdet af isbjørne. Lokalguiden fortæller om de forskellige bygninger, der har kælenavne som London, hvor de enlige mænd boede, og Paris, hvor de ugifte kvinder boede. Og måske hører vi også skrønen om den underjordiske tunnel, der efter sigende skulle forbinde London og Paris. Selvom byen har et snert af uhygge og bærer præg af tidens forfald, så har den øgede interesse alligevel tiltrukket cirka 20 mennesker, som nu bor her fast. Det er en meget speciel oplevelse at besøge de forladte bygninger. Tilbage på båden fortæller rejselederen om Skansebugten og den tragiske historie om Svenskhuset, hvor 17 mænd døde i vinteren 1872-73.
5. dag: Hjemrejse
Vi nyder morgenmaden på hotellet, og om formiddagen er det tid til at køre mod lufthavnen og forlade isbjørnenes rige. Vi flyver med SAS fra Longyearbyen via Oslo til København.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Bemærkninger
Læs mere om særlige forhold vedrørende rejser til Svalbard i de praktiske oplysninger.