Ledig stilling: Salgsstærk rejsekonsulent med sans for service og mersalg
Er du en salgsstærk profil, der får et kick ud af at skabe resultater – og som ved, at god kundeservice og mersalg går hånd i hånd? Så er det måske dig, vi leder efter!
Vitus Rejser, der arrangerer grupperejser med dansktalende rejseledere, søger en stærk salgsprofil til vores team af rejsekonsulenter. Vi har travlt, og derfor udvider vi vores team med en nyoprettet stilling som skrivende rejsekonsulent, der skal have fokus på at besvare og kvalitetssikre vores henvendelser på mail samt fokus på mersalg, gensalg og optimering af kapacitet.
Vi søger derfor dig, der måske har erfaring med den klassiske rejsekonsulent-rolle, men som ønsker at udvide sine kompetencer og fremover arbejde mere proaktivt end reaktivt. Du skal brænde for at sælge (mere) samt levere et højt serviceniveau, og du skal særligt være god til at se muligheder frem for begrænsninger.
Stillingen har som primært fokus at få mere ud af alle vores leads, men derudover ligger der mange spændende opgaver bygget ind i rollen, da vores salgsafdeling er under transformation. Du vil blandt andet få mulighed for at påvirke og deltage i videreudviklingen af vores interne backend-system samt hjemmeside, være med at øge kvaliteten af vores kundeservice samt få indflydelse på vores produktportefølje.
Du vil indgå i vores salgs- og marketingteam bestående af seks personer, og du refererer til salgs- og marketingchefen. Vi værdsætter en kultur præget af medindflydelse, samarbejde og selvstændighed. Derudover vægter vi et godt kollegaskab højt, og du vil altid kunne finde sparring og assistance i organisationen, da vi alle arbejder efter fælles mål.
Hos os får du mulighed for at udvikle dig – både som sælger og som fagperson. Stillingen er nyoprettet, så du får stor frihed til at præge din rolle og bidrage til, hvordan vi fremover arbejder med salg og kundeservice.
Dine primære opgaver:
-
Besvarelse af kundehenvendelser på mail. Denne opgave deles ved øvrige rejsekonsulenter, men ansvaret for at kvaliteten og svartiden holdes ligger i denne stilling.
-
Besvarelse af kundehenvendelser på telefon (ved travlhed).
-
Input til tilpasning af kapacitet.
-
Analyse af købs- og kundedata med henblik på mersalg.
-
Tekstskrivning, opsætning af udsendelse af segmenterede rejseforslag.
-
Effektivisering og optimering af arbejdsgange i forhold til salg/kundeservice.
-
Besvarelse af lettere klagesager og Trustpilot-anmeldelser.
-
Deltagelse i messer og kundearrangementer.
-
Ad hoc-opgaver.
Dine faglige og personlige kompetencer:
-
Flydende i dansk og engelsk.
-
Stærk skriftlig kommunikatør, som skriver præcist med imødekommenhed og smil i pennen.
-
Teamplayer, der forstår at de bedste resultater kommer, hvis vi alle arbejder i samme retning.
-
Struktureret, proaktiv og handlekraftig.
-
Positiv, imødekommende og serviceminded.
-
Hjemmevant og meget fortrolig med alt fra Office-pakken til CMS/CRM-systemer til AI-agenter. Det har ikke den store betydning, hvilke systemer, du har arbejdet med tidligere – det vigtigste er, at du hurtigt kan tilegne dig ny viden og har lyst til at teste/lege med ny teknologi.
-
Du trives i et miljø, hvor der sker meget, og hvor vi hjælper hinanden med at nå ambitiøse mål.
Din baggrund:
Har du erfaring som rejsekonsulent eller anden erfaring indenfor rejsebranchen vil det være et klart plus. Har du erfaring fra en lignende stilling i en helt anden branche, hører vi dog også meget gerne fra dig.
Arbejdssted:
Stillingen er med ansættelse på vores kontor/butik på Vesterbro med fysisk fremmøde. Arbejdstiden er 37 timer inkl. frokost mandag-fredag med arbejdstid i tidsrummet 08.00-17.00. Derudover indgår stillingen i bemandingen af vores 24-timers nødtelefon.
Vi tilbyder:
-
Løn efter kvalifikationer, pensionsordning og sundhedsforsikring.
-
En flad organisation, hvor vi hjælper hinanden på kryds og tværs.
-
En fuldtidsstilling – 37 timer inklusive frokost.
-
God kantineordning og god beliggenhed i forhold til offentlig transport.
-
Et godt kollegaskab og et attraktivt kontormiljø.
Ansøgningsfrist: Vi indkalder løbende kandidater til samtale og ansættelse vil ske, når vi har fundet den rigtige kandidat.
Ansøgning sendes til: Salgs- og marketingchef Signe Bonde Poulsen på signe@vitus-rejser.dk
Spørgsmål til stillingen kan naturligvis også rettes til signe@vitus-rejser.dk eller på telefon 33 76 64 56.
Velkommen i Vitus Verden. Vi glæder os til at høre fra dig!

Om Vitus Rejser
Vitus Rejser arrangerer grupperejser med dansktalende rejseledere til mere end 100 destinationer fordelt på alle rejseformer, men med hovedvægt på rejser i Europa med bus, fly, tog og skib.
På Vitus Rejsers hovedkontor på Vesterbro i København sidder vi ca. 20 medarbejdere, der alle brænder for at give vores gæster deres livs bedste rejseoplevelser.
Vitus Rejser er en erhvervsdrivende fond, som ledes af en bestyrelse, uden aktionærer. Overskuddet i Vitus Rejser anvendes i Albert Olsens Rejsefond, hvor ældre personer med specielle behov kan søge tilskud til rejser. Vitus Rejser er 100% danskejet.