Dagsprogram
1. dag: Til Ærø
Fra Sjælland går turen via Storebæltsbroen til Fyn og Tåsinge, hvor vi gør et hold for at spise frokost. Efter frokost kører vi en lille tur rundt på Tåsinge og Langeland, inden vi fra Rudkøbing tager færgen til Ærø. Efter en flot sejltur gennem det sydfynske øhav ankommer vi til vidunderlige Ærø og skipperbyen Marstal, hvor vi skal bo på Ærø Hotel, der er Danmarks eneste hotel kun for voksne.
I hotellets bar er der hver dag Happy Hour fra klokken 16.00 til 17.00, og om aftenen nyder vi en dejlig 2-retters menu i hotellets restaurant. Efter maden får vi serveret de berømte Ærøpandekager med kaffe eller te. Hotellets Compass Bar er stadig åben, så der er rig mulighed for at fortsætte en hyggelig aften.
Inkluderede måltider: Frokost og middag.
2. dag: Ærø Bryggeri og en festlig aften med Amin Jensen
Efter morgenmaden kører vi en tur rundt på Ærø for at opleve den smukke ø. Rejselederen fortæller undervejs om øens spændende historie, der er tæt knyttet til søfart og handel.
Vi skal blandt andet besøge herregården Søbygård, der også kaldes Hertug Hans' jagtslot. Bygningerne har i 25 år været under restaurering, og for et par år siden blev voldgraven igen fyldt op med vand efter at have været drænet siden 1770'erne. På gårdspladsen får vi fortalt om restaureringsprojektet og lidt om Ærøs historie.
Efterfølgende er det tid til bryggeribesøg på det hyggelige Ærø Bryggeri, hvor vi får en rundvisning og selvfølgelig smager på øllet. Ærø Bryggeri åbnede i sin nuværende form i 2004, og her brygges hele 250.000 liter øl om året. Vi spiser også en lækker frokost på bryggeriet, inklusive en lille øl eller vand, inden vi returnerer til Marstal.
Resten af dagen er på egen hånd i Marstal, hvor du kan se nærmere på den charmerende skipperby og måske besøge Marstal Søfartsmuseum (éntre ikke inkluderet). Museet er en sand skattekiste af spændende fortællinger og sørøverhistorier fra de syv have. Mange af fortællingerne og genstandene fra museet danner grundlag for Carstens Jensens roman "Vi, de druknede", der omhandler fire generationer af Marstal-sømænd, som satte livet på spil på verdenshavene, og om konsekvenserne for de efterladte.
Du kan også vælge at slappe lidt af og for eksempel nyde en dukkert i hotellets indendørs pool. Igen i aften er der Happy Hour i Compass Bar fra kl. 16.00 til 17.00.
På hotellet er der lagt op til en festlig aften med dejlig middag og underholdning, for vi bliver underholdt af Amin Jensen, som vil optræde med sit Comedy & Opera show. Amin Jensen har været med siden stand-up-komediens spæde start i Danmark i begyndelsen af 1990´erne, og han er en af de få, hvis ikke den eneste, der optræder både som entertainer og operasanger.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: Besøg i Ærøskøbing og whisky og rom-smagning.
Ærøskøbing er en af Danmarks smukkeste og bedst bevarede byer fra 1700-tallet. På en byvandring gennem de hyggelige, brostensbelagte gader hører vi mere om bevaringsplaner og arkitektur, mens vi beundrer de velbevarede huse og nyder den helt unikke stemning.
På havnen ligger kogehuset ude på molen, og oprindeligt var det her, at besætningen på de gamle træskibe tilberedte deres måltider, eftersom brugen af åbne ildsteder ombord var forbudt. Senere brugte fiskerne huset til deres garn, men i dag er kogehuset blevet indrettet til grill-hytte for lystsejlere i havnen. På den måde har kogehuset på molen fået sin oprindelige funktion igen.
Ærø er fyldt med spændende lokale smagsoplevelser. Her produceres der også whisky og rom, og vi skal naturligvis smage på de gyldne dråber. I den hyggelige baggård tilhørende Ærøskøbings købmandsgård smager på vi to forskellige slags whisky og en slags rom.
Der bliver også tid til at kigge indenfor i Den Gamle Købmandsgård, hvor du også kan købe et andet lokalt produkt, nemlig lakridskonfekt fra Hattesens Lakrids. Vi får også tid på egen hånd til at finde lidt frokost i Ærøskøbing, inden vi returnerer til Marstal.
Marstal har længe været førende indenfor alternativ energi, og man er på hele Ærø meget optaget af projekter, som kan bidrage til et mere CO2-neutralt område. Nær hotellet ser vi et af verdens største solfangeranlæg, som er et imponerende syn.
Resten af eftermiddagen dagen er på egen hånd i skipperbyen, og måske kan en spadseretur til Eriks Hale med alle de smukke badehuse friste.
Vi mødes igen til middagen på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag: Marstal og hjemrejse
Vi skal snart vinke farvel til Ærø Hotel, men inden vi forlader Marstal, besøger vi sømandskirken, der har hele syv kirkeskibe.
Der bliver igen lidt tid på egen hånd i Marstal, inden bussen kører til Ærøskøbing, hvor vi kører ombord på Ærøfærgen for at sejle mod Svendborg. En dejlig sejltur gennem Svendborgsund bringer os til Fyn, hvor vi kører via Storebæltsbroen hjem til Sjælland.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Bemærkninger
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.