Dagsprogram
Nyhed! Nu også som flyrejse
På dette flodkrydstogt kan du vælge mellem tre forskellige afrejsedatoer, der alle ligger midt i april: 14/4, 19/4 og 24/4.
På alle tre datoer tilbyder vi rejsen i den velkendte form, hvor rejsen til og fra Holland foregår med bus fra Danmark. På afrejsen d. 19/4 har du som noget nyt mulighed for at flyve direkte fra København til Amsterdam t/r. For gruppen, som flyver til Holland, vil udflugterne med bus blive gennemført med en lokal hollandsk bus.
1. dag: Fra Danmark til Holland
Med bus fra Sjælland: Afrejse 14/4, 19/4 og 24/4
Med vores bekvemme bus sætter vi kursen mod Holland. Undervejs spiser vi frokost i Nordtyskland, inden vi henad aftentide møder vores skib MS Leonora i Zaandam ved Amsterdam.
På skibet venter der en velkomstdrink i den hyggelige lounge, inden middagen serveres i restauranten. Efter middagen kan du fortsætte aftenen i skibets lounge, hvor der vil være musikalsk underholdning.
Inkluderede måltider: Frokost og middag.
Med fly fra København til Holland: Afrejse 19/4
Om morgenen flyver vi med SAS fra København direkte til Amsterdam. Fra lufthavnen kører vi til Zaandam ved Amsterdam, hvor vores skib MS Leonora ligger for kaj. Vi kan endnu ikke komme ind i vores kahytter, men bagagen bliver opbevaret, mens vi ser os lidt omkring i Zaandam.
I samlet flok spadserer vi til centrum af Zaandam, hvor vi nyder en let frokost. Efterfølgende tager rejselederen os med på en lille byvandring, inden vi returnerer til skibet og tjekker ind i vores behagelige kahytter, som er vores hjem de næste 5 nætter.
Om aftenen venter der en velkomstdrink i den hyggelige lounge, inden middagen serveres i restauranten. Efter middagen kan du fortsætte aftenen i skibets lounge, hvor der vil være musikalsk underholdning.
Inkluderede måltider: Frokost og middag.
2. dag: Blomstermarker i Nordholland, Zaanse Schans og Wijk bij Duurstede
Fra Zaandam kører vi med bussen til Nordholland og Den Helder. Det er et af de få steder i Holland, hvor vi er sikre på at støde på de karakteristiske landskaber med tulipanmarker. Ellers kan man sagtens køre gennem Holland uden at se skyggen af en blomst! Vi kommer helt tæt på de hollandske landskaber med de flade marker, kanaler og vindmøller. Landet minder på mange måder om Danmark, men er alligevel helt anderledes.
I provinsen Noord-Holland ligger et frilandsmuseum ved navn Zaanse Schans, hvor der findes traditionelle huse, hollandske vindmøller, et ostemejeri og butikker med kunsthåndværk. Vi holder en pause i byen, inden vi besøger ostebyen Alkmaar, der er kendt for markeder med oste fra Gouda og Edam.
Tilbage på skibet nyder vi frokosten, inden kaptajnen sætter kursen sydpå til den lille by Wijk Bij Duurstede, hvor skibet ligger for kaj til næste dag. Måske har du lyst til en spadseretur i den idylliske by om aftenen efter middagen?
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: Keukenhof og Arnhem
I dag tager vi til verdens måske smukkeste blomsterpark, Keukenhof. Ordet keukenhof betyder køkkenhave - men her i Holland er der ikke tale om en helt almindelig køkkenhave. Hvert år plantes der mere end syv millioner blomsterløg. Uanset hvornår på sæsonen du besøger parken, mødes du af et smukt, blomstrende tæppe af narcisser og farvestrålende tulipaner. En oplevelse, der i sig selv er rejsen til Holland værd. Parken byder også på en have med flot formede blomsterskulpturer og et orangeri med farvestrålende orkidéer. Vi bruger et par timer i parkens blomsterflor, hvorefter vi returnerer til vores gode skib og frokosten.
Om eftermiddagen sejler vi mod Arnhem, som ligger, hvor Rhinen deler sig i Neder Rijn og Ijssel. Skibet ligger i Arnhem natten over.
Afr. 19/4 og 24/4: Inden vi besøger Keukenhof, står vi på disse rejser tidligt op og besøger Hollands største blomsterauktion, der ligger i Aalsmeer. Det er imponerende at se omsætningen af millioner af blomster og transporten i tusindvis af lastbiler, som bringer et blomstrende Holland ud i Europa. Efter besøget kører vi til blomsterparken Keukenhof, og resten af dagen forløber som beskrevet ovenfor.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
4. dag: Arnhem, The Airborne Museum og Nijmegen
Med rejselederen går vi en lille byvandring i provinsen Gelderlands hovedstad, Arnhem. Byen vil for altid være forbundet med et af de mest berømte slag under 2. Verdenskrig - nemlig Slaget ved Arnhem, der fandt sted den 17.-25. september 1944. Planen, der var udtænkt af general Montgomery, fik navnet Operation Market Garden, og den gik ud på, at mere end 10.000 faldskærmssoldater skulle lande bag fjendens linier på markerne ved Oosterbeek vest for Arnhem. Efterfølgende skulle faldskærmssoldaterne rykke frem mod Arnhem og indtage broen over Nederrijn, indtil der kom forstærkning fra de amerikanske og polske tropper fra syd. Montgomery forventede, at dette overraskelsesangreb ville forvirre og splitte de tyske tropper, men Operation Market Garden gik fuldstændig galt. En tæt tåge over Arnhem gjorde det umuligt for de amerikanske og polske tropper at nå frem. Efter ni dages kamp var mere end 2.000 soldater dræbt, og mere end 5.000 sårede i den ødelagte by. De allierede nåede aldrig frem, og i vinteren 1944-45 oplevede hollænderne en katastrofal krigsvinter, hvor tusinder døde af kulde og hungersnød. Arnhem blev befriet den 8. april 1945. I dag er der ingen anden by i Holland, der fejrer befrielsesdagen den 5. maj med så stor festivitas, som Arnhem.
På det lille slot Hartenstein i Oosterbeek, som var hovedkvarter for Operation Market Garden, er der i dag indrettet det mest fantastiske museum, The Airborne Museum, der fortæller hele historien. om slaget ved Arnhem. Efter dette bevægende museumsbesøg vender vi tilbage til frokost på skibet. Eftermiddagens sejlads bringer os til Nijmegen, hvor skibet ligger natten over. Denne aften serveres kaptajnens gallamiddag i skibets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
5. dag: Amsterdam
Tidligt om morgenen sejler vi fra Nijmegen med kurs mod Amsterdam. Du kan nyde formiddagens sejlads gennem typiske hollandske landskaber langs Amsterdam-Rjin-Kanalen. Midt på dagen lægger vi til i den smukke og velbevarede kanalby med de karakteristiske smalle og smukke gavlhuse, som hælder svagt ud mod kanalerne.
I Amsterdam skal vi om eftermiddagen på kanalsejlads med de lokale udflugtsbåde. Endvidere tager rejselederen os med på en lille byvandring i centrum. Imponerende og flotte bygninger som Koninklijk Paleis, Centraal Station og Bartolotti-huset er med til at gøre Amsterdam til en rigtig flot oplevelse. Sidste aften ombord på vores gode skib hygger vi os med middag i restauranten og efterfølgende kaffe, serveret i loungen. Skibet ligger i Amsterdam natten over.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
6. dag: Hjemrejse
Med bus til Danmark: Afrejse 14/4, 19/4 og 25/4
Mens vi spiser morgenmad, bringer skibets besætning bagagen til bussen, hvorefter vi sætter kursen mod nord. I Tyskland venter en hyggelig frokost, inden vi henad aftentide ankommer til Danmark.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
Med fly fra Amsterdam til København: Afrejse 19/4
Efter en tidlig morgenmad ombord på skibet, kører vi til Amsterdams lufthavn, hvorfra vi flyver med SAS direkte til København.
Inkluderede måltider: Morgenmad.