Dagsprogram
1. dag: Til Ærø
Fra Sjælland går turen via Storebæltsbroen til Fyn. Efter en kort frokostpause kører vi mod Svendborg, hvorfra vi fortsætter med færge til Ærøskøbing.
Efter en flot sejltur gennem det sydfynske øhav ankommer vi til vidunderlige Ærø, hvor vi straks sætter kursen mod skipperbyen Marstal. Her bor vi på Ærø Hotel, og ved ankomst hilses vi velkommen med kaffe og ærøske pandekager. Om aftenen nyder vi middagen i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Frokost og middag.
2. dag: Skjoldnæs Fyr, Søbygård og Bregninge
Vi kører til spidsen af Ærø, hvor vi skal se Skjoldnæs Fyr. Det 22 meter høje granitfyr blev bygget i 1881 og står velbevaret med en 57 trins stentrappe op til platformen ved lanternen. Herfra har man en formidabel udsigt over Østersøen, Lillebælt, Als og Nordtyskland.
Efter besøget ved fyrtårnet kører vi til herregården Søbygård, også kaldet Hertug Hans' Jagtslot. Bygningerne har været under restaurering i 25 år, og for et par år siden blev voldgraven igen fyldt op med vand efter at have været drænet siden 1770'erne. På gårdspladsen får vi fortalt om projektet og lidt om Ærøs historie. Frokosten indtager vi i øens tredje største by Søby, som er en aktiv havneby med færgeforbindelse til både Als og Fåborg. I Søby ligger Ærøs flåde af fiskekuttere og Søby Værft, der er øens største arbejdsplads.
Om eftermiddagen besøger vi den romanske landsbykirke i Bregninge med velbevarede kalkmalerier og den helt enestående trefløjede altertavle, udført på Claus Bergs træskærerværksted i Odense. Der bliver også lejlighed til et besøg i gårdbutikken Uldgården, inden vi via de enestående 33 meter høje Voderup Klinter kører tilbage til Marstal. Aftenens middag nyder vi igen sammen i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: Ærøskøbing og Ærø Bryggeri
Ærøskøbing er en af Danmarks smukkeste og bedst bevarede byer fra 1700-tallet. På en byvandring gennem de hyggelige, brostensbelagte gader hører vi mere om bevaringsplaner og arkitektur, mens vi beundrer de velbevarede huse og nyder den helt unikke stemning. På torvet står stadig de to gamle vandpumper, som var byens vandforsyning helt frem til 1952. På havnen ligger kogehuset ude på molen. Oprindeligt var det her, besætningen på de gamle træskibe tilberedte deres måltider, da brugen af åbne ildsteder ombord på træskibene var forbudt. Senere brugte fiskerne huset til deres garn, men i dag er kogehuset blevet indrettet til grill-hytte for lystsejlerne, så huset har fået sin oprindelige funktion igen.
Efterfølgende er det tid til bryggeribesøg på Ærø Bryggeri, hvor vi får en rundvisning og selvfølgelig smager på øllet. Ærø Bryggeri åbnede i sin nuværende form i 2004, og her brygges hele 250.000 liter øl om året. Vi spiser en lækker frokost på bryggeriet inklusive en lille øl eller vand, inden vi returnerer til Marstal. Marstal har længe været førende indenfor alternativ energi, og man er på hele Ærø meget bevidst om projekter, som kan bidrage til et mere CO2-neutralt område. Nær hotellet ser vi et af verdens største solfangeranlæg - et imponerende syn.
Vi skal naturligvis også stifte nærmere bekendtskab med Marstals maritime historie på Marstal Søfartsmuseum, der er en skattekiste af spændende fortællinger og sørøverhistorier fra de syv have. Mange af fortællingerne og artifakterne fra museet ligger grund til Carstens Jensens roman "Vi, de druknede", der omhandler fire generationer af sømænd fra Marstal, som satte livet på spil på verdenshavene, og om konsekvenserne for de efterladte. Resten af dagen er på egen hånd i skipperbyen - eller måske frister en spadseretur til Eriks Hale med alle de smukke badehuse? Vi mødes igen til middagen på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
4. dag: Marstal og hjemrejse
Vi skal snart vinke farvel til Ærø Hotel, men inden vi forlader Marstal, besøger vi sømandskirken, der har hele syv kirkeskibe. Der bliver lidt tid på egen hånd i Marstal, inden vi spiser en let frokost på hotellet. Derefter kører bussen ombord på Ærøfærgen, og vi sejler mod Svendborg. En dejlig sejltur gennem Svendborgsund bringer os til Fyn, hvor vi kører via Storebæltsbroen hjem til Sjælland.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
Bemærkninger
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke længere er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.