Dagsprogram
1. dag: Det kære Sofiero og Fjäräs Bräcka
Vi indleder vores nordiske eventyr med at køre til Helsingør, hvor vi med Scandlines færge krydser Øresund til Helsingborg. Nyd sejladsen og den storslåede udsigt til Kronborg - og måske en hurtig formiddagskaffe, inden vi efter blot 20 minutter ankommer til Sverige.
Fra Helsingborg kører vi nordpå til "Det kære Sofiero", som Dronning Ingrid kaldte sin barndoms sommerresidens. Sofiero Slot har en af Europas flotteste slotshaver, der er særlig kendt for sine mange blomstrende rododendroner, som blomstrer fra midt i maj til begyndelsen af juni. Selvom du rejser udenfor denne sæson, er der mange andre dejlige oplevelser i parken - blandt andet den smukke rosenhave og Dronning Ingrids dufthave.
Efter denne dejlige oplevelse fortsætter vi med bussen, over Hallandsåsen mod Heberg hvor vi spiser frokost. Herefter fortsætter vi til Fjärås Bräcka, en ås skabt af indlandsisen for mere end 13.000 år siden. Her har vi en vidunderlig udsigt over hedelandskabet, Fjäråssletten, Lygnern sø og Kungsbackafjorden, og midt i disse mageløse omgivelser nyder vi en kop buskaffe, inden vi fortsætter til Best Western Åby Hotel fra 2019, der ligger ca. 12 kilometer fra Gøteborgs gamle bydel.
Inkluderede måltider: Frokost og middag.
2. dag: Den svenske skærgård og Trollhättan
Efter en god nattesøvn og et dejligt morgenbord er vi klar til dagens udflugt, hvor vi skal opleve den svenske skærgård. Skærgården strækker sig fra Bohuslän ved Gøteborg helt op til den norske grænse med tusindvis af små øer og skær langs kysten. På de mange øer findes maleriske og charmerende fiskerlejer omgivet af rå granitklipper fyldt med smukke røde træhuse som spejler sig i det omkringliggende hav, og stemningen her er noget helt specielt. Nyd turen via de idylliske broer, der forbinder øerne med fastlandet, til den store skærgårdsø Tjörn ved den svenske Kattegatskyst. Vi fortsætter til Orust, Sveriges tredjestørste ø, som udover de betagende fiskerlandsbyer også kan prale af frodige skove. Her på øen findes et blomstrende bådebyggeri, og mere end halvdelen af Sveriges sejlfartøjer fremstilles her.
Vi slutter dagens udflugt ved Trollhättan, hvor der vil være mulighed for frokost på egen hånd. Efterfølgende skal vi se det imponerende kraftværk og sluseanlæggene, hvor skibstrafikken hæves og sænkes 32 meter på vejen gennem de fire store sluser. Lejlighedsvis bliver der åbnet for overskudsvandet i søen Vänern, og man kan i den forbindelse opleve de storslåede Trollhättanvandfald. Efter dette besøg kører vi retur langs Götaelven tilbage til vores hotel.
Har du lyst, kan du efter middagen køre med ind til Gøteborg og bydelen Haga. Her går vi en lille aftentur i Göteborgs ældste bydel, hvis rødder går helt tilbage til 1648. De gamle træbygninger står side om side og er nænsomt blevet restaureret, så området i dag fremtræder charmerende og oser af autentisk svensk charme.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
3. dag: Himmerland
Vi forlader vort hotel tidligt og kører til havnen i Gøteborg. Herfra skal vi sejle over Kattegat til Frederikshavn. Sejlturen ud af Gøteborg er fantastisk, og vi har undervejs på den cirka tre timer lange sejlads inkluderet den store morgenbuffet. Vi ankommer i Frederikshavn midt på dagen og fra havnen kører vi til Aalborg for at opleve byen på en lille byrundtur.
Vi fortsætter videre sydover til Himmerland, hvor vi skal bo i Rold Skov på den charmerende Rold Storkro, der er omgivet af skovens dybe, stille ro. Vi mødes i restauranten og nyder aftenens middag. Da det er rejsens sidste aften, har vi inkluderet vin ad libitum til menuen.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag: Rebild Bakker, Mariager Fjord og Hvidsten Kro
Vores lille nordiske eventyr nærmer sig sin afslutning, men vi har stadig et par dejlige oplevelser tilgode. Fra Rold Skov kører vi til Rebild Bakker, hvor vi gør et stop for at nyde den storslåede og smukke natur. Området er fyldt med høje bakker, glinsende åer og udsigter, der kan tage pusten fra enhver.
Vi fortsætter sydover gennem skovene til Mariager, hvor vi går ombord på "hjuldamperen" Svanen og nyder en sejltur på Mariager Fjord. Den smukke sejlads byder på ren idyl og masser af dejlige naturscenerier. Efter en times sejlads ankommer vi til Hobro, og her venter vores bus, der skal køre os videre til rejsens sidste oplevelse i den lille landsby Hvidsten.
Her besøger vi Hvidsten Kro, som er en af Danmarks ældste kroer. Kroen drives i dag af 4. generation af familien Fiil. Netop her blev modstandsbevægelsen Hvidstengruppen stiftet af den legendariske vært Marius Fiil, og mens vi fordyber os i historien nyder vi en vaskeægte krofrokost.
Efter denne dejlige afslutning på vores spændende rejse rundt om Kattegat, kører vi sydover, krydser Fyn samt Storebæltsbroen og fortsætter via opsamlingsbyerne til København.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
Bemærkninger
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.