Dagsprogram
1. dag: Kursen er sat
Sæt dig godt til rette i bussen, og nyd turen sydover. Med færgen fra Rødby ankommer vi til Puttgarden, hvorfra vi kører til vores første overnatning ved Wuppertal i Tyskland. Aftenens middag spiser vi på hotellet.
Inkluderede måltider: Frokost og middag.
2. dag: Gennem Alsace til Jura
Efter morgenmaden forlader vi overnatningshotellet ved Wuppertal og fortsætter gennem Tyskland med passende pauser. Allerede først på eftermiddagen krydser vi grænsen til Frankrig.
Her passerer vi Alsace, og fra Besançon kører vi gennem de smukke Jura-bjerge til den charmerende kur- og badeby Salins-les-Bains. Byens navn afslører i øvrigt lidt om dens særegenhed. Salin kommer af latin og betyder salt, mens bain betyder bad på fransk, og særligt den saltede del af byen kommer vi til at stifte nærmere bekendtskab med.
Vi skal bo de kommende tre nætter på Hotel des Deux Forts, som ligger dejligt centralt i byen. Når vi har fundet os til rette på vores hotelværelser, mødes vi til en hyggelig middag i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: Sejltur på floden Doubs
Fra Salins-les-Bains tager vi i dag på en smuk udflugt i flodernes tegn. Vi følger den naturskønne Doubsflod til Villers-le-Lac. Herfra sejler vi en pragtfuld tur på Doubs og Chaillexonsøen. Mere end 150 kilometer af Doubs udgør med sit bugtende forløb den naturlige grænse mellem Frankrig og Schweiz, og under sejladsen nyder vi udsigten til de to lande. Vi gør ophold undervejs, og det vil være muligt at spadsere til det smukke og 27 meter høje vandfald, Saut du Doubs.
Efterfølgende kører vi til den lille idylliske by Ornans, hvor Loue, en biflod til Doubs, skærer sig smukt igennem det frodige klippelandskab. Her nyder vi dagens frokost, inden vi om eftermiddagen kører op i højderne for at nyde den fantastiske udsigt over slugten med 400 meter høje og stejle klippeskrænter. På et kvarter kan man vandre til Loueflodens udspring, hvor det krystalklare vand springer fram fra klippesiden frem, for sidenhen at løbe ud i Rhônefloden og Middelhavet.
Efter en dag fyldt med enestående naturoplevelser i et af Frankrigs mindre befærdede hjørner begiver vi os tilbage til hotellet i Salins-les-Bains, hvor vi nyder aftenens middag.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
4. dag: Jurabjergene, Arbois og Louis Pasteur
I Salins-les-Bains har man gennem tiden udvundet salt i de kongelige saltminer, som i dag er indrettet til museum. Vi besøger museet, der ligger i de imponerende underjordiske gange og huler fra det 13. århundrede, der i sin storslåethed minder om en katedral. Der er 46 trappetrin ned i minen, og temperaturen ligger stabilt året rundt på omkring 12 grader, så husk varmt tøj!
Efter besøget i saltminen sætter vi os i bussen og kører på udflugt langs områdets lille vinrute. Her kommer vi igennem små hyggelige vinbyer på vores vej mod Juras vinøse hovedstad, Arbois.
Her besøger vi Louis Pasteurs barndomshjem. Med omtrent 3.400 gader og pladser opkaldt efter sig er Louis Pasteur kun overgået af General de Gaulle (ca. 3.900) som den person, der har lagt navn til flest adresser i Frankrig. Nationalikonet, biologen og videnskabsmanden Pasteur er bedst kendt for i 1800-tallet at opfinde pasteuriseringen og dermed revolutionere fødevareproduktionen verden over. Desuden arbejdede han med gæringsprocesser og forståelsen af mikroorganismer i vinproduktion, hvilket mange vinelskere verden over er ham taknemmelig for.
Sidste punkt på dagen i Arbois står i vinens tegn, hvor vi med en vinsmagning ser på Frankrigs mindste vindistrikt. Vinene fra Jura er forholdsvis ukendte uden for Frankrig, men de friske og elegante vine er så absolut værd at gå på opdagelse i. Vinbønderne i Jura er stolte af, at deres vindistrikt er det eneste i Frankrig, der laver vin i fem farver, nemlig hvid, rød, rosé, grå (gris de gris - en meget lys afart af rosé) og den helt unikke gule og oxiderede vin, kaldet Vin Jaune, som minder om tør sherry. Vin Jaune, hvis lige ikke findes andre steder i verden, passer i øvrigt fremragende til den lokale og verdensberømte ost Comté.
Vi vender hjem til hotellet, hvor vi nyder vores sidste middag i Salins-les-Bains.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
5. dag: Lac Leman, Chamonix og Aostadalen
Vi forlader Salins-les-Bains og kører gennem nationalparken Haut Jura og bjergpasset La Faucille mod Genève. Her møder vi det storslåede panorama med Lac Leman (af og til kaldet Genèvesøen) og de enestående franske alper med det majestætiske Mont Blanc som fokuspunkt.
I dalen ved Chamonix tårner Europas højeste bjerg sig dramatisk op, og ad snoede veje fortsætter vi op i højderne og videre ind i Italien. Naturen på vejen til Italien er spektakulær, evigt skiftende og aldeles bjergtagende.
Vi kører mod byen Aosta i Aostadalen og ankommer til Hotel du Cheval Blanc, hvor vi skal bo de næste fire nætter.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
6. dag: På opdagelse i Aosta
Til fods lærer vi den smukke by Aosta at kende. Her i hovedbyen for Italiens mindste region ser vi spændende bygningsværker, ruiner fra romertiden og middelalderen, men også et charmerende nutidigt miljø. De hyggelige, smalle gader er fulde af liv i restauranter, caféer og specialbutikker.
Resten af dagen fri i til at nyde Alpernes Rom, som byen kaldes, inden vi vi mødes om aftenen til middag på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
7. dag: Walserne i Gressoney-dalen
Fra Aoasta følger vi hovedvejen østpå gennem Aostadalen og drejer ind i Gressoney-dalen, som nok den mest særprægede af alle sidedalene. Her fandt de tysktalende walsere for omtrent 1.000 år siden et fristed i højderne. Walserfolket stammer oprindeligt fra Berner Oberland i Schweiz, hvorfra de spredte sig til store dele af Schweiz, Liechtenstein, Østrig og Italien, og dele af deres sprog og traditioner er bevaret op til i dag.
Ad snoede veje kører vi sydpå langs den brusende flod Lys, hvor vi passerer forbi det ene smukke vandfald efter det andet. Vi holder pause i Issime med den smukke barokkirke, og i Gressoney-Saint-Jean, en typisk walserby. På turen besøger vi desuden Aostadalens mest berømte borg, Castello di Issogne.
Vel ankommne tilbage på vores Hotel du Cheval Blanc i Aosta nyder vi en dejlig middag.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
8. dag: Nationalparken Gran Paradiso
Fra morgenstunden går vi en tur for at opleve ægte lokalkolorit på Aostas lille marked, der ligger umiddelbart bag hotellet.
Herefter sætter vi os til rette i bussen for at besøge den fascinerende Cognedal. Undervejs holder vi pause ved den berømte og unikke private bro og akvædukt, Pont d'Aël, som romeren Caius Avillius Caimus byggede omkring år nul. Mellem stejle klippevægge ankommer vi til Cogne. I nationalparken Gran Paradiso lader vi os betage af de imponerende landskaber i den enestående natur. Hvis vejret er til det, begiver vi os til et godt udsigtspunkt, hvorfra vi lader os henføre af Gran Paradisos imponerende panorama.
Turen fortsætter til Courmayeur ved foden af Mont Blanc, hvor vi lader os betage af det dramatiske landskaber. I klart vejr er der udsigt til de karakteristiske fem spidser "Djævlens nåle". Sammen nyder vi om aftenen vores sidste middag på hotellet i Aosta.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
9. dag: Luzern i Schweiz
Efter morgenmaden siger vi tak for denne gang til Aosta og vender pejlingen mod nord med Luzern som dagens mål.
Med udsyn til bjergene Pilatus og Rigi ligger Luzern spektakulært placeret ved Vierwaldstättersøen i Schweiz. Her skal vi bo en enkelt nat på Hotel Rothaus, der er centralt beliggende i byen med kort afstand til søen.
Sammen med rejselederen går vi på opdagelse i den historiske del af Luzern. Naturligvis skal vi se den ikoniske træbro, Kapelbroen, der er Europas ældste overdækkede bro.
Efter byvandringen spiser vi middag på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
10. dag: Fra Luzern til Midttyskland
Efter morgenmaden på hotellet siger vi farvel til Luzern, Schweiz og Alperne, for det er nu tid til at vende nordover. Vi kører op gennem Tyskland og overnatter i Midttyskland omkring Kassel.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
11. dag: Hjemrejse
Vi kører det sidste stykke gennem Tyskland til vores færge, der sejler os fra Puttgarden til Rødby. Tilbage i Danmark fortsætter bussen gennem Sjælland med afsætning undervejs.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
Bemærkninger
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.