Dagsprogram
1. dag: Mod Tyskland
Fra Rødby tager vi færgen til Puttgarden, hvorfra vi fortsætter ned gennem Tyskland. Undervejs nyder vi en hyggelig frokost, og i bussen fortæller rejselederen om de forbipasserende byer og landskaber samt historier fra Tyskland og Schweiz og naturligvis også lidt om de næste dages mange oplevelser i Alpelandet.
Vi kommer frem til vores overnatningshotel i Midttyskland først på aftenen, hvor middagen venter.
Inkluderede måltider: Frokost og middag.
2. dag: Ankomst til Weesen og Parkhotel Schwert
Vi fortsætter vores færd gennem Sydtysklands flotte natur og nærmer os Alperne og Bodensøen. Herfra kører vi via Østrig sydpå langs Rhinen. Undervejs gennem den smukke natur holder vi små pauser.
Vores mål for dagens køretur er naturligvis landsbyen Weesen, der også går under tilnavnet Walensees Riviera. Rammerne om vores ophold i Schweiz er Parkhotel Schwert, der ligger lige ud til søen - måske frister en spadseretur langs vandet? Om aftenen hygger vi os med middagen i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: Panoramatur i Heidiland og Vaduz
Dagen byder på en flot panoramatur i Heidiland. Første stop er den populære kurby Bad Ragaz, der er kendt for en varm kilder, som leverer vand til byens spabade. I Taminaslugten udspringer en kilde med 37 grader varmt vand, og det er dette vand, der eftersigende skulle have helbredende kræfter, og som er blevet anvendt til termalbade siden 1200-tallet.
Vi går en lille byvandring i Bad Ragaz, inden vi fortsætter vores tur rundt i billedskønne Heidiland. Næste stop på ruten er landsbyen Maienfeld, der i Johanna Spyris børnebog fra 1881 var hjemsted for den lille forældreløse Heidi, som blev sendt hertil for at bo med sin bedstefar. Efter et besøg på museet Heididorf og en lille byvandring i Maienfeld fortsætter vi panoramaturen ind i Liechtenstein, hvor vi besøger hovedstaden Vaduz. Om eftermiddagen er vi retur i Weesen.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag: På egen hånd eller togtur med Glacier Express
Benyt dagen til at slappe af ved Walensee, eller tag med på en fascinerende togtur gennem Schweiz.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
Ekstraarrangement: Panoramatogtur med Glacier Express
På cirka 45 minutter kører vi med vores bus til Chur, hvor vi står på toget Glacier Express. Totalstrækningen fra St. Moritz til Zermatt med tog varer otte timer og fører over 291 broer og gennem 91 tunneller. Vi kan dog kun nå en del af denne spektakulære togtur, nemlig fra Chur til Andermatt. Denne tur tager knap 3 timer.
Panoramaturen med tog fører os gennem fantastiske bjerglandskaber med klare bjergsøer, dybe slugter og over Oberalppass i 2.033 meters højde. Undervejs passerer vi imponerende gletschere, rislende bække og duftende enge med græs og blomster. Vi kommer frem til skisportsbyen Andermatt i Urserendalen, som ligger 1.447 meter over havets overflade nær Sankt Gotthard-passet.
Her bliver der tid til at nyde byen og spise frokost, inden vi bliver hentet med bussen, som kører os tilbage til Parkhotel Schwert.
Afrejse 29/7
På afrejsen d. 29/7 kører vi denne dag udflugt til Zürich.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
5. dag: Zürich
Der er cirka én times kørsel til Zürich - en fascinerende by i naturskønne omgivelser ved Zürichsøen og floden Limmat. Byen er et af verdens største handels- og industricentre, men byder på meget mere end skattely, store banker og kolde kontanter. Her venter en skøn bykerne fra middelalderen, kunst, populærkultur, et rigt handelsliv og naturlivis Zürich Sø, som byen ligger så flot ved. Byen er så ren, at man ifølge de schweiziske myndigeder kan drikke vandet fra søen. Faktisk så kommer cirka 70% af drikkevandet i byens fontæner og haner fra byens sø.
Vi kører en byrundtur, hvor vi ser nogle af de største seværdighederne, og herefter tager vi på byvandring i det gamle middelaldercentrum til blandt andet Fraumünster-domkirken med de imponerende Chagall-vinduer og Skt. Peter Kirken. Vi skal naturligvis også opleve Bahnhofstrasse, som er en af de dyreste og mest eksklusive shoppinggader i verden. Her finder vi også flere chokoladebutikker og konditorier, hvor man blandt andet kan købe og nyde den kendte schweiziske Lindt-chokolade.
Der bliver tid på egen hånd til at smage på chokoladen, finde sig lidt frokost og se sig omkring i den spændende by. Midt på eftermiddagen vender vi tilbage til vores hotel.
Afrejse 29/7
På afrejsen den 29/7 kører vi denne dag ekstraudflugten med Glacier Express.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
6. dag: På bjerget
I dag skal vi en tur op i de schweiziske højder. Med bussen kører vi til den anden ende af Walensee, hvor liftene til bjerget Flumserberg kører op. Med sine 2.524 meter troner bjerget over Walensee og indbyder til aktiviteter året rundt. Vintersæsonen er dog den største, og i denne periode kører hele 17 lifte op ad bjergsiderne, mens kun seks lifte er i gang om sommeren.
For at komme op i 2.000 meters højde benytter vi to gondolbaner i forlængelse af hinanden. Når vi har taget den første del op, går vi til den efterfølgende liftstation for at komme resten af vejen til tops. Herfra har vi en fantastisk udsigt over hele kantonen og den smukke omgivende natur. Der vil være god tid til at se sig omkring i de smukke omgivelser.
Nyd frokosten på restauranten, der ligger heroppe, eller gå en tur ad de mange vandrestier, der findes heroppe i højderne. Vi aftaler et mødetidspunkt, så vi kan følges med liftene ned til Walensee og vores bus, der venter på at bringe os retur til vores hotel.
Afrejse 3/6
På afrejsen d. 3/6 tager vi til Bad Ragaz og med bjergbanen op til Pizol, da Flumserbanen endnu ikke er i drift. Også med denne bjergbane kommer vi op til en fantastisk udsigt og flot natur.
Bemærk: Vi gør opmærksom på, at gennemførslen dagens udflugt afhænger af vejret. Vi kan derfor blive nødsaget til at ændre i udflugternes rækkefølge for at gennemføre programmet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
7. dag: Sejltur på Walensee og besøg i Quinten
Midt på formiddagen går vi ombord på båden, som sejler mellem byerne, der ligger ved Walensee. En dejlig sejltur på den spejlblanke sø bringer os til den bilfrie landsby Quinten. Man kommer kun til Quinten gående på en bjergsti eller sejlende på søen, hvorfor byen er dybt afhængig af skibstrafikken. I læ af de høje Churfirsten-bjerge har Quinten et mildt klima, som giver mulighed for at dyrke vindruer, figner, kiwi og andre sydfrugter.
Vi nyder en afslappende dag i de romantiske omgivelser. Er du vinkender, kan du smage på den delikate vin, som dyrkes her. Det er blandt andet druesorterne Chardonnay, Blauburgunder og Syrah, der gror på rankerne i området.
Vi spiser frokost i denne vidunderlige landsby på en restaurant, der ligger med en skøn udsigt over søen. Efterfølgende vil der være tid til at se sig omkrig på egen hånd, inden vi midt på eftermiddagen sejler retur til Parkhotel Schwert.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
8. dag: Fra Schweiz mod Tyskland
Vi vinker farvel til vores hotel i Schweiz og sætter kurs mod Tyskland. Undervejs nyder vi en frokost i Sydtyskland.
Vi overnatter midt i Tyskland på et godt hotel, hvor vi hygger os med aftenens middag.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
9. dag: Hjemrejse
Hjemturen fortsætter med frokost i Nordtyskland og sejlads med færgen fra Puttgarden til Rødby. Vi er tilbage i Danmark midt på aftenen.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
Bemærkninger
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.