Dagsprogram
1. dag: Ankomst til Dresden
Ombord på færgen fra Gedser til Rostock hygger vi os med den store morgenbuffet, der byder på både varme og kolde lækkerier. Herefter kører vi med vores komfortable bus gennem Mecklenburg-Vorpommern, forbi Berlin og mod Dresden, hovedstaden i delstaten Sachsen. På vejen fortæller vores vidende rejseleder om Tyskland og tyskerne.Om aftenen spiser vi middag sammen på vores centralt beliggende hotel i Dresden.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
2. dag: Byvandring og Striezelmarkt
Efter morgenmaden skal vi på byvandring med rejselederen i centrum af Dresden. Vi skal se nærmere på alle seværdighederne i den historiske bydel og høre om byens blomstringstid i 1700- og 1800-tallet. I 1945 blev Dresden ved et bombardement forvandlet til en ruinbunke. Genopbygningsarbejdet har været ufattelig stort og dyrt, men Dresden er i dag genskabt som europæisk kulturcentrum. Glæd dig til at beundre Semperoperaen, slottet Zwinger med den smukke park, Frauenkirche og de mange andre historiske bygninger. På grund af byens store og mange kunstsamlinger har Dresden også fået det poetiske tilnavn Elbens Firenze.
Frokosten er i dag på egen hånd, og Dresden vrimler med indbydende restauranter og cafeer. Rejselederen kommer gerne med gode forslag. Om eftermiddagen har du tid til at opleve julemarkedet på det gamle torv. Striezelmarkt er afledt af det tyske ord Stollen - navnet på den traditionelle tyske julekage, Dresdner Christstollen. Er du glad for søde sager, skal du ikke snyde dig selv for en bid af den tradionelle julekage. På julemarkedet er der en hyggelig stemning blandt de mange boder. Her finder du alle julens lækkerier; brændte mandler, pandekager, grillede pølser, saltkringler, slikkepinde, Glühwein og meget andet. Der er oftest også et stort udvalg af trælegetøj, glaskugler, julestjerner og diverse kunsthåndværk i boderne.
Til aften venter en stemningsfuld andagt i Frauenkirche efterfulgt af en dejlig middag i den hyggelige Restaurant Pulverturm.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
3. dag: Panoramatur til Sachsisk Schweiz
Sæt dig godt til rette i bussen og nyd udsigten, når vi drager ud på en smuk panoramatur gennem Sachsisk Schweiz. Vi kører blandt andet ud til de meget specielle og karakteristiske klippeformationer ved Bastei, hvorfra der er en flot udsigt over Elben. Frokosten er på egen hånd undervejs.
Herefter kører vi retur til centrum af Dresden, hvor der igen vil være tid på det store julemarked på Altmarkt. Denne aften har du mulighed for selv at finde dig en god restaurant i Dresden.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
4. dag: Hjemrejse
Efter morgenmaden forlader vi Dresden og kører med passende pauser undervejs mod Rostock og færgen til Gedser. Vil du afslutte rejsen på behagelig vis, kan du med fordel forhåndsbestille færgens store frokostbuffet, inkl. drikkevarer ad libitum. Vi er hjemme i Danmark midt på aftenen.
Inkluderede måltider: Morgenmad.