Oplev Tokyo

Japan i blomst

Flyrejser
9 Dage

Japan er, med dets mageløse skønhed og egenart, et af Asiens mest eksotiske og anderledes rejsemål. Det gamle kejserrige er fuld af historier og kulturelle oplevelser i særklasse og populært som aldrig før!

Om foråret blomstrer kirsebærtræerne, og det ses ikke smukkere end i Japan. På denne eventyrlige rundrejse besøger vi hovedstaden Tokyo, bjergbyen Takayama og den gamle kejserby Kyoto. Morgensolens land er et effektivt samfund med sans for sublim service, ærlighed, renlighed, ultramoderne teknologi og præcision. Japanerne er høflige, den ene bukker mere end den anden, og alle behandles med respekt og elegance. Før 2. verdenskrigs afslutning var de...

Japan er, med dets mageløse skønhed og egenart, et af Asiens mest eksotiske og anderledes rejsemål. Det gamle kejserrige er fuld af historier og kulturelle oplevelser i særklasse og populært som aldrig før!

Om foråret blomstrer kirsebærtræerne, og det ses ikke smukkere end i Japan. På denne eventyrlige rundrejse besøger vi hovedstaden Tokyo, bjergbyen Takayama og den gamle kejserby Kyoto. Morgensolens land er et effektivt samfund med sans for sublim service, ærlighed, renlighed, ultramoderne teknologi og præcision. Japanerne er høflige, den ene bukker mere end den anden, og alle behandles med respekt og elegance. Før 2. verdenskrigs afslutning var de fire japanske hovedøer aldrig blevet erobret af udenlandske magter, og netop derfor har den japanske kultur udviklet sig i et meget isoleret miljø. Japan er et overflødighedshorn af kulturhistorie med mere end 1.600 buddhistiske templer og 270 shintohelligdomme. Hertil kommer kejserlige villaer, haver og muséer. Hele 17 steder i Japan er fredet af UNESCO. I Japan lever fortid, nutid og fremtid side om side!

Rejsen fører dig til hovedstaden Tokyo med himmelragende skyskrabere, gigantiske shoppingcentre, modehuse og gamle templer. Tokyo er byen, der er på forkant med udviklingen, som skaber nye trends og er cool, men med sjælen i behold! Glæd dig også til besøget i den velbevarede bjergby, Takayama, hvor vi bor en enkelt nat på et prisbelønnet hotel. Et spændende ophold i traditionel japansk stil. Her er det fantastisk at spadsere gennem San-no-machi-gaden forbi de gamle traditionelle træbygninger, hvor der bliver brygget den traditionelle japanske drik sake. Rejsen ender i Kyoto et kulturelt skatkammer, og her får man aldrig nok! Det bugner af eventyr i Gion-kvarteret med de gamle tehuse. Lyden af klip-klap træsandaler høres i de smalle gader, og jævnligt får man et glimt af de hvidsminkede geishaer. Konnichiwa - velkommen!
 
Kort over Japan - Japan i blomst

Datoer og priser

Vent lidt, mens vi finder datoer og priser

Tillæg pr. person

Eneværelse
1.995,-
Afbestillingsforsikring
1.080,-
Obl. administrationstillæg
69,-

Rabat pr. person

Brorabat · Rejsende fra Bornholm, Fyn eller Jylland
250,-

Ekstraarrangementer

Fuji og Hakone
975,-
Heldagstur i Kyoto
775,-

Inkluderet i prisen

  • Fly København-Japan t/r
  • Alle skatter og afgifter p.t. kr. 2.034,-
  • Transfer lufthavn-hotel t/r
  • Afr. 28/3: 3 nætter i Tokyo på Grand Hotel***+
  • Afr. 31/3: 3 nætter i Tokyo på Hotel Sunroute Shinagawa Seaside***+
  • 1 nat i Takayama på Takayama Ouan***+
  • 3 nætter i Kyoto på Hotel Centnovum Kyoto***+
  • 7 x morgenmad (ej 1. og 2. dag)
  • 1 x frokostpakke (2. dag)
  • 2 x frokost (3. og 6. dag)
  • 3 x middag (2. 5. og 8. dag)
  • Hanami i Ueno Park
  • Entré til Tokyo Metropolitan Observatory
  • Byrundtur i Tokyo
  • Besøg på Matsumoto-slottet
  • Byvandring i Takayama
  • Besøg på morgenmarkedet i Takayama
  • Kimonoshow
  • Rundtur i Gion-kvarteret i Kyoto
  • Rejseforedrag inden afrejse
  • Dansktalende rejseleder på hele rejsen

Bemærkninger

Ekstraarrangementer bestilles sammen med rejsen. (Kyoto min. 15 deltagere).

Rejseforedrag
Ved køb af denne rejse er der inkluderet et inspirerende foredrag om din rejse, hvor du kan hilse på rejselederen og måske allerede her møde dine medrejsende. Foredragene finder sted i København, og du modtager en personlig invitation med tid og sted et par måneder før, du skal afsted.

Dagsprogram

1. dag: Mod Japan

Ved middagstid rejser vi fra København med KLM via Amsterdam til Japans hovedstad Tokyo.
 

2. dag: Tokyo

Om morgenen ankommer vi til Tokyo - en af verdens største byer. Tokyo sammenlignes ofte med New York og med god grund, for begge byer er i konstant bevægelse. Strømme af mennesker, hightech, mode og lysreklamer får byen til at funkle. Det moderne Japan er sprudlende og sansepirrende, men Tokyo er også fyldt med traditioner! Som en flot velkomst til Japan, skal vi opleve den ældgamle tradition Hanami. I slutningen af marts og begyndelsen af april, tager japanerne på udflugt med madpakke i Ueno Park, for at se de over 1.000 blomstrende kirsebærtræer i hvide og lyserøde farver. En meget smuk oplevelse! Hanami betyder "at se på blomster". Med blomster menes selvfølgelig sakura (kirsebær), som står i fuldt flor i ca. to uger. Selvom vi rejser på den ideelle årstid, må vi tage forbehold for ændring af blomstringstiden, da det afhænger af vejrforhold. Vi hygger os i parken og nyder stemningen. Herefter fortsætter vi med elevator til toppen af Metropolitan Observatory, hvorfra der er en enestående udsigt over millionbyen. Som en oase ligger kejserpaladset med sit udstrakte grønne område midt i storbyen. Der er ikke adgang til selve paladset, hvor kejserfamilien bor, men fra Nijubashi-broen får vi et glimt af paladset og den imponerende have, inden vi indkvarteres tre nætter på vores hotel. Om aftenen introduceres vi til japansk gastronomi med en sushimiddag på restaurant i gåafstand fra hotellet.
Manami i Ueno Park om aftenen.
 

3. dag: Tokyo

Japanerne har stor respekt for deres skikke og religiøse overbevisninger. Konstant møder vi det nyeste nye i kombination med det årtusind gamle. Fisk, tang, sushi, nudler, sake, selvopvarmende madpakke, toiletter med kontrolpanel, Toyota, Kenzo, sumobrydning, samuraier, skrifttegn, haver, bonsai, teceremoni, geisha, kimono og origami i en skøn blanding - men alt sammen umiskendelig japansk.

Det er let at komme rundt til fods og med byens meget veludbyggede metrosystem, og vi undgår dermed lange trafikpropper og har mulighed for at komme tættere på japanernes hverdag. Med metro tager vi til Asakusa-kvarteret ved Sumidafloden. Vi ser den berømte Kaminarimon-port og går gennem den livlige tempelgade Nakamise med et utal af små boder. Hele området er pyntet med dekorative røde rispapirlamper. Vi besøger Tokyos ældste tempel, Asakusa Kannon (Senso-ji) og ser ceremonihallen, pagoden og det store røgelseskar. I dette spændende kvarter er en del af Tokyos gamle atmosfære stadig bevaret. Efter frokosten kan du tage metroen tilbage til hotellet sammen med rejselederen eller fortsætte med at udforske byen på egen hånd. Måske lidt shopping i det berømte Ginza-kvarter? 

Tokyos hyggelige Asakusa-kvarter.
 

4. dag: Tokyo på egen hånd

Ekstraarrangement: Mt. Fuji og Hakone
Fra Tokyo Station tager vi med bus til den smukke vulkan, Fuji-san, der majestætisk tårner 3.776 meter mod himlen. Mt. Fuji er symbolet på Japan og er japanernes helligste bjerg med guderne boende på toppen! Vi ser Fuji-san fra 5. station og fortsætter til Hakones månelandskab med krater og rygende svovldampe. Herfra med svævebane til Owakudani-dalen, der er kendt for smuk natur og de mange onsens (kursteder). Her venter en flot sejltur på den betagende Ashino-sø. Fra denne blå sø kan vi i klart vejr være heldige at få et fantastisk glimt af Fuji-san i al sin glans. Med lynhastighedstoget Shinkansen kører vi tilbage til Tokyo Station.

Det majestætiske Mt. Fuji, der er symbolet på Japan.
 

5. dag: Takayama

Rejsen fortsætter til den elegante bjergby Takayama, der ligger gemt i en dal midt i Hida-bjergene. Besøget i Takayama er en tur til Japans bagland, hvor livet går lidt langsommere. Undervejs besøger vi det smukke Matsumoto-slot, der er en af Japans velbevarede nationalskatte. Takayama er en levende museumsby med gamle træhuse i traditionel byggestil, blomsterkummer og imponerende kunsthåndværk. Her holdes de ældgamle japanske traditioner i hævd. Vi tager på byvandring gennem den idylliske, gamle bydel, lille Kyoto, der er en sand perle! Takayama er kendt for produktion af sake, der indeholder ca. 18% alkohol. Sake fremstilles af ris og serveres kold eller opvarmet i små kopper. Smagen er let, salt og sød på en gang. Vi bor en nat i Takayama på et meget spændende hotel indrettet i traditionel japansk stil. Om aftenen nyder vi en hobayaki-middag på lokal restaurant i gåafstand fra hotellet. 

Det smukke Matsumoto Slot.

6. dag: Takayama og Kyoto

Vi oplever en skøn morgenstemning på Takayamas farverige morgenmarked, hvor lokale bønder sælger frisk frugt, grøntsager og pickles. Med bus fortsætter vi til Kyoto, der i mere end 1.000 år var Japans hovedstad. Kyoto var indtil 1868 hjemsted for den kejserlige familie og Japans største og prægtigste by. Nu er den overhalet i størrelse og betydning af Tokyo, men den er dog stadig den prægtigste. Byen ligger smukt omgivet af bjerge og har mere end 2.300 paladser, templer, helligdomme og fint revne zen-haver. En fantastisk by med forførende attraktioner og ikke uden grund japanernes stolthed! Efter en velsmagende okonomiyaki-frokost (fyldt pandekage) overværer vi et flot kimono-show. Kimonoen er japanernes nationaldragt og benyttes til bryllupper, ceremonier og særlige familiesammenkomster. Der findes mange forskellige typer af kimonoer, de kan have en værdi helt op til kr. 140.000.

Turen til fods gennem Gion-kvarterets gamle brostensbelagte gader er det rene eventyr! Her oplever vi det oprindelige Japan med gamle træhuse med skodder, tehuse, små designerforretninger og kirsebærtræer. Det er ikke ualmindeligt at se kvinder i traditionelle kimonoer og træsandaler i Gion. Jævnligt ses geishaer iklædt farverige dragter med kunstfærdigt bundne obi-bælter, og håret nænsomt opsat med pinde. Pigerne oplæres i den ældgamle kunst at spille, synge, danse og konversere. Glæd dig til at bo tre nætter i denne fantastiske by. 

Geishaer i Gion-kvarteret i Kyoto.

7. dag: Kyoto på egen hånd

Ekstraarrangement: Heldagstur i Kyoto
På byrundturen ser vi den berømte Nijo-borg, hvor den særlige japanske æstetik kommer til udtryk, når det handler om den rå power. På shogunens borg havde skønheden en funktion! Perlegruset omkring borgen sikrede, at indtrængende tropper ville blive afsløret af grusets knasen. Nattergalegulvet rundt om de indre gemakker er sammensat af små træstykker med metaldele. Blot den mindste vægt på gulvet giver træstykkerne en knirkende lyd, som var det syngende fugle! Dernæst besøger vi Kinkaku-ji og Ginkaku-ji-templerne. Kyotos stolthed er Guldpavillonen, Kinkaku-ji, spejler sig underskønt i dammen i den tilhørende have med stiliserede landskaber i miniformat. Den omkringliggende natur er afstemt i perfekt harmoni med Guldpavillonen. Søstertemplet, sølvpavillonen Ginkaku-ji, er omgivet af en fortryllende smuk zen-have, der perfekt matcher trætemplet. Efter et besøg ved disse templer forstår man til fulde, hvorfor de er fredet af UNESCO. Vi holder pause på Kyoto Håndværkcenter, der er kendt for traditionelt kunsthåndværk af især tekstiler, lak, papir, kalligrafi, perler m.m. Her er der også mulighed for at købe lidt frokost, inden turen fortsætter til shintohelligdommen, Fushimi Inari Taisha, der ligger lidt uden for byen. Til fods går vi gennem hundredevis af orangerøde torii-porte opstillet så tæt, at de udgør et langt gangsystem. De mange porte er ofringer til Inari, der er risens gud og en slags skytsengel for handel og håndværk. Fushimi er imponerende og en af byens mest levende helligdomme. Her mødes vi en af helt særlig stemning.
(Vi tager forbehold for lukning af templer ved religiøse aktiviteter.)

 

Der er mulighed for en heldagstur rundt i Kyoto.

8. dag: Kyoto på egen hånd

Besøg kejserpaladsets Kyoto Goshos pertentlige haver, det røde Heian-Jingu tempel med de enorme tempelporte, den mystiske Ryoan-ji zen-have eller nyd livet ved den maleriske bro ved kanalen i Gion-kvarteret. Kyoto er fuld af muligheder - en by, du aldrig bliver færdig med! Måske den berømte japanske massage, shiatsu, var en idé? Om aftenen tager vi metroen til en flot, lokal restaurant, hvor vi hygger os med afskedsmiddag (sukiyaki) inkl. et glas sake.

Det sagnomspundne Gion-kvarter i Kyoto.
 

9. dag: Hjemrejse

Om formiddagen afrejse fra Osaka med KLM via Amsterdam til København. Ankomst sidst på eftermiddagen.

 

Rejseleder

Rejseleder d. 28/3
Søren Bjelke

Søren Bjelke har arbejdet som rejseleder siden 1998, og med tilvalgsfag i japansk fra Københavns Universitet samt flere studieture og private ophold i Japan er dette en af hans favoritdestinationer. Søren formidler med stort engagement den spændende japanske kultur og historie, har dyrket japansk kampkunst i 20 år og har en stor passion for det klassiske Japan.

 

 

 

Rejseleder d. 31/3
Anders Stoustrup

Anders Stoustrup er antropolog, rejsejournalist og fotograf med rejseerfaring fra mere end 60 lande i hele verden. Med Anders får du en vidende og passioneret rejseleder, der brænder for de små detaljer og sjove historier, der gør, at du kommer ind under huden på rejsemålet.
 

Hotelinformation

Grand Hotel ***+
Læs hotelbeskrivelsenSkjul hotelbeskrivelsen

Vi bor på et dejligt hotel med en fantastisk beliggenhed i Tokyos Shiba-kvarter og tæt på Tokyo Tower og metrostation. Hotellet har restaurant, kaffebar og elevator. Pæne værelser med aircondition, tv, hårtørrer, elkedel, minibar og gratis WiFi. Sikkerhedsboks i receptionen mod gebyr.

Læs mere om hotellet her. 
Eksempel på dobbeltværelser på Grand Hotel.

Hotel Sunroute Shinagawa Seaside ***+
Læs hotelbeskrivelsenSkjul hotelbeskrivelsen

Afrejse den 31/3
Meget populært hotel blot 20 minutters kørsel fra Tokyo centrum. Hotellet blev nyrenoveret i 2015 og er indrettet i moderne stil. Fra hotellet er der direkte adgang til metrostation, så man meget hurtigt og let kan nå helt ind i centrum. Ved hotellet findes et stort shoppingcenter, butikker og masser af hyggelige caféer og restauranter. Hotellet har elevator og en lækker restaurant på 16. etage med fantastisk udsigt over byen. Vi bor i store værelser efter japanske forhold med aircondition, køleskab, hårtørrer og gratis WiFi.  
Eksempel på dobbeltværelser på Hotel Sunroute Shinagawa Seaside.

Takayama Ouan ***+
Læs hotelbeskrivelsenSkjul hotelbeskrivelsen

Det er en særlig oplevelse at bo på dette charmerende hotel indrettet i traditionel japansk stil. Hotellet fik i 2014 tildelt Tripadvisors Certificate of Excellence. Perfekt beliggenhed blot få minutters gang til Takayamas gamle bydel. Hotellet har tatami stråmåtter på gulvet, restaurant med japansk og europæisk mad og elevator. Der er mulighed for udendørs spabad i de naturlige varme kilder (onsen) på toppen af hotellet med udsigt over byen og bjergene. Værelserne er indrettet i japansk stil, hvor enkelthed er i fokus. Alle værelser har eget badeværelse, lave vestlige senge, tv, køleskab og elkedel. Der er gratis WiFi i lobbyen. 

Læs mere om hotellet her.

Hotel Centnovum ***+
Læs hotelbeskrivelsenSkjul hotelbeskrivelsen

Glæd dig til at bo i Kyoto på dette hyggelige hotel med fremragende beliggenhed i Minami-kvartetet, tæt på Kyototårnet og banegården. Hotellet har restaurant, kaffebar, gavebutik og elevator. Alle værelser er udstyret med aircondition, tv, køleskab, hårtørrer og gratis WiFi.

Læs mere om hotellet her. 

Værd at vide om rejser til Japan

Elektricitet

I Japan bruger de 100V. Stikkene er anderledes end i Danmark. Vi anbefaler, en adapter eller at batteridrevne el-artikler medbringes.
 

Film & foto

Ved nogle seværdigheder betales gebyr, for at fotografere/filme.
 

Indkøb

Der kan med fordel købes: elektronik, kunsthåndværk, vifter, tekstiler og kulturperler.
 

Mobiltelefon

Mobiltelefon virker kun med japansk SIM kort.
 

Påklædning

Shorts og nedringede bluser er ikke velset.
 

Religion

Shintoisme er den japanske religion (naturreligion) uden en fastlagt teologi eller trosbekendelse. Kejserne mentes at være solgudindens efterfølgere. I 1946 fralagde kejser Hiroshito sin guddommelige status. Forfædredyrkelse kendetegner shintoisme. Religionen ligner buddhismen. Templerne er enkle træbygninger. Ved tempelbesøg skal fodtøj stilles uden for templet. Knæ og skuldre skal være tildækkede.
 

Restauranter

Mange restauranter udstiller plastikmodeller af retterne, så udvalget kan ses. Der spises med pinde. Regningen betales ikke ved bordet, men medbringes til kassen ved udgangen. For en europæer er det japanske køkken spændende. Man bruger mange anderledes grøntsager, fisk og frugter. Japanerne spiser ikke meget kød. Kogt ris hører til ethvert måltid. Ofte sluttes måltidet med suppe. Dessert kan være frisk frugt, grøn te, is eller kage. Maden er mild, og der bruges kun få krydderier.
 

Takt & tone

Omgangsformen er mere formel end danskere er vant til. Japanerne giver ikke hånd, men bukker ved hilsen og afsked. Man anvender efternavn før fornavn. Det er ikke god tone at fremføre personlige holdninger om Japan. Ting kan tage tid i Japan, og det kan være nødvendigt at væbne sig med lidt tålmodighed. Det er uhøfligt at pudse næse offentligt. Tag skoene af ved besøg i japanske hoteller (ryokan), i private hjem og templer.
 

Tidsforskel

+8 timer.
 

Vaccinationer

Der kræves ingen. Statens Serum Institut og Rejseklinikken anbefaler dog visse vaccinationer. Se eventuelt www.rejseklinikken.dk og www.vaccination.dk. Vi anbefaler, at egen læge kontaktes ca. 6 uger før afrejse for nærmere information. Rejseklinikken i Charlottenlund tlf. nr. 39 63 01 15 giver rabat til Vitus Rejsers gæster. Medbring rejsebevis som dokumentation.
 

Valuta

Yen.

Vejret i Japan

Herunder kan du se gennemsnitstemperaturerne i Japan.
Hvis vi bor i en mindre by, vises den nærmeste storby.

Du kan se det aktuelle vejr på DMI´s hjemmeside.

Tokyo - klik her.
Osaka - klik her.

byvejr verdensvejr 1850147 Tokyo, Japan

byvejr verdensvejr 1857910 Kyoto, Japan