Dagsprogram
1. dag: Mod Georgien
Først på aftenen flyver vi fra København med Air Baltic via Riga til Georgiens charmerende hovedstad Tbilisi. På flyrejsen fra Riga til Tbilisi er der inkluderet en let anretning.
2. dag: Byvandring i Tbilisi
Vi ankommer meget tidligt om morgenen til Tbilisi, der ligger smukt ved Mtkvari-floden. Her skal vi bo fem nætter i en af byens mest populære bydele. Hotelværelset er til rådighed allerede ved ankomst, og der er tid til en lur og morgenmad efter flyrejsen, inden vi om eftermiddagen tager på en spændende byvandring.
Tbilisi er en cocktail af Sovjet, moderne metropol og middelalderby. Det lykkedes aldrig helt at sovjetificere centrum af Tbilisi, så den charmerende gamle bydel er intakt, og den omfattende restaurering er ved at være afsluttet. Samtidig har byen også et særligt strejf af orientalsk kultur, og overalt finder vi hyggelige restauranter og cafeer, spændende butikker og interessante museer. Over byen knejser den kæmpestore statue Moder Georgien.
Vi spadserer gennem de smalle gader, der er fyldt med fascinerende kirker, synagoger, moskeer og flotte huse med store, farverige træbalkoner. Bemærk, churchkhelaerne i alle kulør, der hænger overalt; de ligner hånddyppede stearinlys, men det er sundt naturslik og det smager vidunderligt. Vi går en tur gennem hovedgaden Rustaveli, inden vi med svævebane fortsætter op til Narikala-fortet. Herfra går vi ned til området med Tbilisis mange svovlbade. I Georgien er der tradition for at tage et svovlbad, der giver en dejlig afslapning i kroppen. Vi fornemmer hurtigt lugten fra de berømte bade, der er indrettet i smukke bygninger i asiatisk stil.
Om aftenen bydes vi velkommen med en dejlig georgisk middag på en hyggelig lokal restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
3. dag: Tbilisi på egen hånd eller ekstraudflugt
I dag har du god tid til at fordybe dig i Tbilisi og gå på opdagelse på egen hånd. Rejselederen kommer gerne med forslag til aktiviteter og hyggelige steder, hvor du kan nyde dagens måltider. Du har også mulighed for at deltage i en meget spændende heldagsudflugt til Stalins fødeby med en række andre interessante besøg undervejs.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Ekstraarrangement: Stalins fødeby Gori, inkl. frokost
Dagens udflugt starter med et besøg i en af Georgiens største seværdigheder, hulebyen Uplistsikhe, der lå på karavanernes Silkevej mellem Asien og Europa. Byen består af 700 huler, hvoraf 150 kan besøges. I middelalderen boede her 20.000 mennesker i et komplet bysamfund indhugget i klipperne. Hvis man er godt gående, kan man komme helt tæt på hulerne.
Vi fortsætter til Josef Stalins (1879-1953) fødeby, Gori. Stalin var leder af Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse fra midten af 1920'erne og frem til sin død. I byen ligger verdens eneste Stalinmuseum med en Stalinstatue i mandshøjde. Befolkningen har et ambivalent forhold til Stalin. Man er stolt af, at en georgier blev verdenskendt, men skammer sig over hans grove forbrydelser. Vi besøger det spændende museum, der ikke har ændret sig meget siden sovjettiden. Museumskomplekset består af udstillingssale, Stalins fødehjem og hans private togvogn.
I landsbyen Chardakhi nyder vi en dejlig frokost med vin hos familien Bitarishvili, der gennem århundreder har produceret BIO-vin efter ældgamle metoder. Den fornemme Chinuti-vin sælges blandt andet på det verdensberømte Hotel Ritz i London.
Herefter fortsætter turen til Georgiens gamle hovedstad Mtskheta, der altid har fungeret som landets religiøse centrum. I den gamle by besøger vi Jvari-klostret og Svetitskhoveli-kirken, hvor man mener at have fundet Kristi kjortel. Først på aftenen er vi tilbage i Tbilisi, hvor der er middag på egen hånd.
4. dag: Vinområdet Kakheti
Georgien er et ældgammelt vinland og blandt verdens første vinproducenter. Nordøst for Tbilisi ligger Georgiens berømte vindistrikt Kakheti. På køreturen fra Tbilisi gør vi et stop i den romantiske by Sighnaghi, der ligger med de majestætiske Store Kaukasusbjerge som baggrundstæppe. Sighnaghi kaldes for Kærlighedens by, og byder os velkommen med hyggelige gader med toppede brosten, charmerende huse med balkoner og udsigt til de omkringliggende vinmarker, som var vi i Italien! At blive gift her, står på manges ønskeseddel.
Vi fortsætter til den meget anerkendte vingård Vellino, hvor vi hører om Georgiens gamle vintraditioner og smager på de berømte vine fra de underjordiske lerbeholdere, kvevri. Denne metode til vinfremstilling er opført på UNESCO´s kulturarvsliste. Vinsmagningen byder på herlige hvid- og rødvine fra producenten Beka Jimheladzes, som vi nyder til en let frokost, inden vi vender tilbage til Tbilisi.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
5. dag: Kaukasusbjergene, Kazbegi og Gergeti
Ad den berømte georgiske Hærvej kører vi gennem et fantastisk bjerglandskab med majestætiske, sneklædte tinder og forrevne klippeformationer. Vejen fører op mod Kaukasusbjergene tæt på den russiske grænse. Undervejs holder vi en lille pause ved slottet Ananuri, der er bygget på en stejl bjergskråning. Kaukasus består af bjergkæderne Store og Lille Kaukasus, der også regnes for at være grænsen mellem Europa og Asien. Glæd dig til den meget smukke køretur langs Tergi-floden til byen Kazbegi, der officielt hedder Stepantsminda, men som oftest refereres til med navnet Kazbegi. Langt op i det 19. århundrede boede der her eneboermunke i bjergenes klippehuler.
Med firehjulstrækkere fortsætter vi op til den isolerede landsby Gergeti og videre til den pittoreske Treenighedskirke, der ligger i Store Kaukasus i 2.170 meters højde. Kunne du få tiden til at stå stille, skulle det formentlig være her! Kirkens beliggenhed er blandt de mest spektakulære i hele verden - så eventyrligt flot, at det kan tage pusten fra enhver. I klart vejr er det muligt at få et glimt af det 5.047 meter høje Kazbegi-bjerg. Her hviler en andægtig stemning midt i den storslåede natur. Den lille kirke og dens vidunderlige beliggenhed er symbol på Georgiens gamle kultur og er derfor et af de mest foretrukne motiver i landets turistbrochurer. Kazbegi og Gergeti er i dag næsten vokset sammen kun adskilt af floden. At opleve Kazbegi er som at se 50 år tilbage i tiden, mens Gergeti nærmere er som at se 150 år tilbage. Her bor befolkningen i gamle stenhuse mellem stejle stenbelagte gader sammen med deres husdyr. I Kazbegi venter en hyggelig frokost i et privat hjem, inden vi sidst på dagen er tilbage i Tbilisi.
Bemærk: Det er koldt i de store højder, så medbring varmt tøj til denne udflugt. Vi tager forbehold for ændringer ved dårlige vejrforhold.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
6. dag: Tbilisi på egen hånd
Dagen er afsat til at gå på egne eventyr og gøre de sidste indkøb i Tbilisi. Vi kan anbefale et besøg i et af de populære svovlbade, hvor du bliver skrubbet, renset og masseret, til du føler dig som nyfødt. En indkøbstur til centret Mardzhanishuili, kabelbanen til Mtatsmindepark eller et besøg på Dry Bridge Market er også blandt vores anbefalinger. Afslapning over et godt glas lokal vin på en af byens stemningsfulde cafeer er ligeledes en dejlig oplevelse.
Om aftenen samles vi til en herlig middag på en lokal restaurant i gåafstand fra hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
7. dag: Tbilisi – Sevansøen - Jerevan
Vi vinker farvel til Tbilisi, og kører med bus over grænsen til Armenien med kurs mod hovedstaden Jerevan. Undervejs nyder vi en hyggelig frokost på lokal restaurant, inden vi ankommer til armeniernes foretrukne sommerferiemål, Sevansøen – Det blå Øje.
Sevansøen ligger i 1.900 meters højde og er landets største sø og samtidig en af verdens højst beliggende søer. Det smukke vandspejl skifter konstant mellem tusindvis af nuancer af azurblå og mørkeblå alt efter vejr og lysforhold. Den 1.240 km2 store sø har en stor fiskebestand og rummer de smukke månesten, der sælges som fine smykker fra små boder til lave priser. Ad trapper kommer vi op til det gamle middelalderkloster Sevanavank, der ligger på en lille halvø, hvorfra vi har en formidabel udsigt.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til den stemningsfulde by Jerevan, hvor det snedækkede Ararat-bjerg troner i horisonten. Den sovende vulkan består af to toppe og er blevet symbolet for Armenien. Ifølge Bibelen var det her, Noahs Ark strandede med dyrene, da syndfloden trak sig tilbage. Jerevan, der er en af verdens ældste byer, lå centralt ved karavanevejen i det sydlige Kaukasus og blev gentagne gange udsat for angreb af både romere, arabere, mongoler, tyrkere og persere. Jerevan er i dag en moderne storby med veludviklet cafékultur, gallerier, teatre og koncerthuse. Vi bor fire nætter på et dejligt hotel i hjertet af byen.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
8. dag: Jerevan – Den lyserøde by
Jerevan er et miks af ældgammel kultur og traditioner blandet med moderne livsstil. Mange af hovedstadens smukke huse er opført i Armeniens karakteristiske tufsten i nuancer af rød, rosa, lyserød, violet samt lilla, der har givet Jerevan tilnavnet Den lyserøde By. Det summer af liv i de grønne parker og på de hyggelige cafeer, der næsten findes på ethvert gadehjørne.
På byvandringen besøger vi den populære Republikplads, der smukt er omgivet af regeringsbygninger af tufsten – arkitekt Alexander Tamanians mesterværk. Vi fortsætter ad gågaden og forbi det smukke operahus til det spektakulære kunstmuseum Cascade, der er Jerevans svar på New Yorks Guggenheim.
Udover at være museum er Cascade også en unik udsmykning af byen, hvor rulletrapper og et system af trapper med springvand fører op mod det højtliggende åbne museum med moderne skulpturer og til Sejrsparken i baggrunden. Oprindeligt blev det klassiske sovjetmonument bygget for at fejre Armeniens 50-årsdag som kommunistisk sovjetrepublik, men i dag er stedet forvandlet til byens største kunstværk. Fra toppen er der en fantastisk udsigt over Jerevan og til det snedækkede Ararat-bjerg, der troner i horisonten. Øverst oppe finder vi også den fransk-armenske sanger og skuespiller Charles Aznavours (1924-2018) hus, der gennem forskellige medier fortæller om kunstnerens liv. Eftermiddagen er afsat til egne oplevelser i Jerevan.
Om aftenen nyder vi en dejlig middag på en hyggelig lokal restaurant i gåafstand fra hotellet. Vi slutter dagen ved ”De syngende fontæner” - et fantastisk lys-, vand- og musikshow ved det store springvand på Republikpladsen.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
9. dag: Garni-templet, eventyrlig vandretur, Geghard-klostret og cognacsmagning
I dag skal vi på udflugt til det imponerende Garni-tempel, som ligger lidt uden for Jerevan. Det romerske tempel blev opført i det 1. århundrede e.Kr. og ligger dramatisk ud mod en dyb kløft, hvor Azat-floden bruser i bunden.
Fra templet tager vi på en vidunderlig vandretur, hvor vi følger en sti ned i Garni-kløften. Langs klippevægge finder vi her de forunderlige basaltsøjler, der gennem århundreder er blevet udskåret af floden. Kompositionen af de regelmæssige sekskantede søjler kaldes for ”Stenenes symfoni” eller ”Basaltorglet” og er et beskyttet område. Vandreturen på 2,5 kilometer tager cirka halvanden time. Den sidste lille del af turen består af store sten, men vi tager det i et roligt tempo. Ønsker du ikke at vandre, er der mulighed at tage turen i jeep. Prisen er cirka 20 USD pr. person ved fire personer pr. bil og turen kan bestilles hos rejselederen ved ankomst til Armenien. Glæd dig til en skøn frokost med hjemmelavede retter i en lille landsby hos en privat familie. Her ser vi også, hvordan de lækre armenske lavash (fladbrød) bages i lerovne.
Midt i den skønne natur finder vi det enestående Geghard-klosterkompleks, der delvist er udhugget i bjergvæggen. Klostret blev grundlagt i det 4. århundrede, og de bevarede bygningsværker stammer helt tilbage fra det 12. og 13. århundrede. Gedigne stenstolper, blafrende vokslys, halvt udviskede kors og mystiske symboler træder frem på de grove mure. Fra et lille rum foroven høres jævnligt et kvindekor synge helt vidunderligt uden akkompagnement, og den enestående akustik bringer lyden videre til de dunkle buegange og krypter. Klostret er en sand perle, der ikke uden grund regnes blandt Armeniens største seværdigheder.
Herefter vender vi tilbage til Jerevan, hvor udflugten slutter med rundvisning og prøvesmagning på den berømte armenske cognacfabrik, Ararat Brandy, der siden 1887 har fremstillet den dyrebare ravfarvede drik. For at opnå den høje kvalitet, der har indbragt armensk cognac talrige priser ved internationale konkurrencer, destilleres hvidvinen to gange, tilsættes forskellige frugter og krydderier og lagres derefter i mindst tre år. Siden fabrikken blev leverandør til den kejserlige familie i Rusland, er de gyldne flasker blevet verdensberømte. Selv om Winston Churchill foretrak armensk brandy frem for fransk cognac, regnes den franske cognac dog stadig som den fineste.
Bemærk, der tages forbehold for lukning ved officielle besøg på Ararat Brandy - i så fald besøger vi en anden populær cognacfabrik.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
10. dag: Jerevan på egen hånd eller ekstraudflugt
I dag kan du fordybe dig i Jerevan på egen hånd. Måske med et besøg på frugtmarkedet eller et kig ind i Grand Candy, hvor man sælger landets berømte tørrede frugt betrukket med chokolade? Vi kan også anbefale et besøg på tæppefabrikken Megeryan Carpets med Armeniens håndknyttede tæpper eller det Nationale Kunstgalleri på Republikpladsen.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Ekstraarrangement: Pilgrimskloster og vingårdsbesøg, inkl. frokost
Dagens udflugt starter med et besøg i den tankevækkende mindepark og museet Tsitsernakaberd, der fortæller om det grusomme armenske folkedrab fra 1915-18, hvor mere end en million armenere mistede livet. Gennem historien har den kristne minoritet i Armenien været udsat for omfattende diskrimination, forfølgelse og mord begået af Osmannerriget. Mange lande i Vesten har ikke anerkendt folkedrabet - heriblandt Danmark. På museet hører vi også om de to danskere, der rejste til Armenien for at hjælpe. Den dramatiske fortid er ikke glemt, og grænsen mellem Tyrkiet og Armenien er stadig lukket.
Da Armeniens mest betydningsfulde vartegn, det bibelske Ararat-bjerg, fortsat ligger på tyrkisk jord, kan det ikke besøges, men fra pilgrimsklostret Khor Virap tæt på grænsen til Tyrkiet, nyder vi den fascinerende udsigt over bjergtoppene. Bjerget har i mere end 1.000 år været symbol på trøst og håb for den armenske befolkning.
Armenien har en voksende vinindustri, og vi besøger den atmosfærefyldte vingård Tushpa, der ligger i Ararat-dalen. Familien Manasserian driver den lille vingård, der blev grundlagt i 1992. En kombination af gamle traditioner og moderne teknik skaber de populære Tushpa-vine, og her er man særlig stolte af at have haft besøg af selveste Pave Frans. Efter en lille rundvisning hygger vi os med en herlig armensk tapas-frokost med vinsmagning.
11. dag: Hjemrejse
Lidt over midnat forlader vi hotellet og flyver fra Jerevan med Air Baltic via Riga til København. Hotelværelset er til disposition helt indtil afrejse. Undervejs byder vi i flyet fra Jerevan til Riga på en let anretning. Vi ankommer til Danmark om morgenen.
Bemærkninger
Ekstraarrangementer skal bestilles sammen med rejsen og gennemføres ved min. 10 deltagere.