Dagsprogram
1. dag: Mod Apuliens hjerte
Vi flyver med Lufthansa fra København via München eller Frankfurt til Apuliens hovedstad Bari. Fra lufthavnen kører vi sydover gennem Itria-dalen, hvis røde jord er fyldt med oliventræer, grønne lunde og vinmarker, så langt øjet rækker.
Målet for vores køretur er regionens hjerte og den unikke historiske by Martina Franca, som ligger midt i Itria-dalen, som er Trullilandets bankende hjerte. Vi bor på det hyggelige familiedrevne Hotel Villa Rosa, som blot ligger ca. 10 minutters gang fra den gamle bydel med spændende gågader, smukke pladser og et væld af smukke barokbygninger. Om aftenen spiser vi sammen på hotellet og slapper lidt af efter dagens rejse.
Inkluderede måltider: Middag.
2. dag: Alberobello
Efter morgenmaden kører vi med bus den korte strækning til den nærliggende by Alberobello, en lille by, som er særligt kendt for sine mange trullier. Trulli er unikke, hvidkalkede huse med kegleformede tage, som oprindeligt blev bygget uden brug af mørtel - de tørre sten blev simpelthen stablet ovenpå hinanden. Denne helt særlige byggeteknik blev indført, så indbyggere kunne undgå at betale ejendomsskat til Napolis konge. Husene kunne nemlig nemt ødelægges i tilfælde af en kongelig inspektion. Byen er delt i de to distrikter Rione Monti og det noget mindre Rione Aia. Alberobello er helt unik, og dens lige findes ingen andre steder i verden.
Til fods går vi på opdagelse i Alberobellos bydel Rione Monti, som omfatter cirka 1.000 trullihuse. Området er billedskønt med smalle bilfrie gader, og vi ser blandt andet kirken Sant’ Antonio i byens hjerte samt katedralen. Husene er mere end 500 år gamle, og det er ganske eventyrligt at gå rundt i de smalle gader, hvor de små charmerende butikker lokker med lokale produkter fra den frodige region.
Vi besøger også Trullo Sovrano, som er det største trullihus i Alberobello. Det er en fascinerende oplevelse, der giver os et godt indblik i, hvordan man levede i disse anderledes stenbygninger. Efter besøget bliver der tid til frokost på egen hånd, inden vi kører lidt udenfor byen for at besøge Castellana-grotterne, som er nogle de største og smukkeste i Italien. I selskab med en lokalguide går vi 60 meter under jorden og ser de mest fantastiske klippeformationer, som er dannet af vand gennem millioner af år. Vi er retur på hotellet sidst på eftermiddagen, hvor du har tid til afslapning eller et dyp i poolen inden aftenens middag.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
3. dag: Matera og bydelen Sassi med de enestående grotter
I dag kører vi ind i naboregionen Basilikata, hvor vi skal besøge Matera og det gamle kvarter Sassi, der er at finde på UNESCOs Verdensarvsliste på grund af de enestående grotter, der tidligere har fungeret som boliger. Matera, der er valgt som europæisk kulturby i 2019, ligger på en bakketop, hvorfra der er en flot udsigt over en dyb kløft. Området har lagt kulisse til mere end 30 film - blandt andet Mel Gibsons The Passion of Christ.
I selskab med en lokalguide besøger vi dette helt specielle sted og hører den spændende historie. Vi går rundt i det historiske kvarter, hvor man finder grottebyen Sassi med huler, der er hugget ind i klipperne. Det er svært at forestille sig, at disse faktisk var beboet helt frem til 1960’erne. Historien er nærværende, og de oldgamle gader ligner dem, du finder i Jerusalem. Vi besøger et af de gamle huse Casa Grotta, der ser ud, som dengang det var beboet med møbler og køkkenudstyr. Vi ser også Chiesa Rupestre, som er en helt særlig kirke fra middelalderen, der tidligere blev brugt som blandt andet kloster. Frokosten er på egen hånd, og vi har god tid til at se os om i disse eventyrlige omgivelser.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag: Lecce - Syditaliens Firenze
Vi kører tidligt fra Alberobello sydover på Adriaterhavets hovedvej mod Italiens støvlehæl. Her skal vi besøge den smukke by Lecce, der også kaldes for sydens Firenze og sammenlignes med et stort udendørs museum på grund af alle de imponerende barokbygninger, der er bygget i cremefarvede kalksten.
Med lokalguide går vi igennem Napoliporten til den imponerende plads Piazza Duomo, som er fyldt med seværdige paladser og bygninger. Udefra ser vi blandt andet katedralen, hvis facade er dekoreret med søjler, dyr og groteske figurer og planter. Vi ser også det gamle romerske teater, der havde plads til cirka 20.000 tilskuere. Der bliver også tid på egen hånd til at udforske de smalle gader, der er fyldt med kunsthåndværksbutikker, der sælger papmaché- og stenvarer. Håndværk der stadig laves i henhold til gamle traditioner, som er gået fra generation til generation.
Efter frokosten på egen hånd besøger vi et spændende museum, der ligger i et historisk palads, som har tilhørt familien Faggiano igennem århundreder. For nogle år siden gennemgik paladset en større renovering, og her fandt man vandcisterner, grave, templer og fresker - over 5.000 arkæologiske fund, der fortæller mere end 2.500 års historie. Vi bliver vist rundt i de spændende omgivelser af stedets lokalguide, som fortæller om de særlige fund.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
5. dag: På egen hånd eller besøg på lokal gård
Nyd dagen på egen hånd, eller deltag i et hyggeligt ekstraarrangement.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
Ekstraarrangement: Besøg på lokal gård, inkl. frokost
Det frodige Puglia er fyldt med smage og dufte, hvilket gør det lokale køkken særdeles spændende. Retterne er relativt enkle og primært baseret på områdets afgrøder og gamle traditioner. I dag har du mulighed for at deltage i en dejlig udflugt, hvor vi besøger en landejendom fra 1700-tallet, som i sin tid blev bygget af en adelig familie. I dag drives stedet af en lokal familie, men ejendommens paladsagtige arkitektur er bibeholdt, ligesom man stadig kan se det originale interiør.
Dagens udflugt kombinerer på fineste vis stedets rige historie med lokal, autentisk gæstfrihed. Landstedet ligger billedskønt omgivet af høje palme- og oliventræer. Under vores besøg ser vi mere end 100 år gamle oliventræer, der stadigvæk producerer oliven. Frugterne bliver naturligvis brugt til at lave en fremragende økologisk olivenolie, som vi selvfølgelig skal smage på. Landstedet producerer blandt andet også økologisk tomatsovs, marmelade og rødvin.
Vi bliver vist rundt på ejendommen både ude og inde, besøger olivenmarkerne og får en grundig gennemgang af de forskellige olier, der produceres her. Vi slutter besøget af med en frokost, som er tilberedt udelukkende af gårdens økologiske produkter. Vi smager naturligvis også et glas af gårdens dejlige vin, inden vi igen kører til Martina Franca, hvor du kan nyde eftermiddagen ved hotellets pool.
6. dag: Ostuni, Polignano a Mare og Monopoli
Dagens udflugt starter med et besøg i Ostuni, som straks giver associationer til Grækenland. I den gamle by er alle huse hvidkalkede med farverige døre og vinduer. Ostuni ligger på tre bakker, hvoraf vi ser nærmere på den højest beliggende bydel, som har et fascinerende middelaldercentrum med smalle brostensbelagte stræder, prydet med bougainvillea og smukke hængeplanter. Byen er omsluttet af en bymur, hvorfra man har en flot udsigt over Itria-dalen og Adriaterhavet.
Ved middagstid kører vi mod den unikke by Polignano a Mare, som ligger på klippekanten ved Adriaterhavet. Under byen finder man grotter, som det krystalklare vand igennem tiderne har dannet. Her i byen blev den berømte sanger Domenico Modugno, kendt for sangen Volare fra 1958, født. Polignano a Mare oser af poesi og syditaliensk livsglæde - her befinder vi os uden tvivl på en af Apuliens allersmukkeste kyststrækninger.
Rejselederen udpeger vejen til den smukt beliggende restaurant - Grotta Palazzese, som flere måske kender fra billeder. Restauranten ligger helt enestående inde i en hule i klippen. Her kan man nyde et måltid, mens bølgerne bogstaveligt talt brydes på klippevæggen lige under ens fødder. Tidligere kunne alle få et kig til restauranten - i dag er den forbeholdt de spisende gæster. Du får tid på egen hånd i den charmerende historiske bydel til frokost, og måske vil du også gå en lille tur i byen og nyde udsigten over havet fra de smukke udsigtsposter.
Dagens sidste besøg er i den charmerende by Monopoli, som oversat fra græsk betyder unik by. Byen ligger som en perle ved kysten, og her kan vi nyde det krystalklare vand langs den fascinerende kyst, inden vi kører tilbage til vores hotel i Martina Franca.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
7. dag: På egen hånd og afslutningsmiddag
Nyd feriens sidste dag, slap af ved hotellets pool, eller gå på opdagelse i atmosfærefyldte Martina Franca. Rejselederen er selvfølgelig også gerne behjælpelig med udflugtsforslag.
Om aftenen byder hotellet på en dejlig middag i haven, hvor vi smager nogle af de rustikke lokale retter, som regionen er så kendt for. Hotellets kok griller, og denne stemningsfyldte aften er en perfekt afslutning på vores rejse i Apulien, som har budt på mange indtryk og oplevelser.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
8. dag: Hjemrejse
Vi nyder morgenmaden, inden vi vinker farvel til det eventyrlige Trulliland og drager mod lufthavnen i Bari. Herfra flyver vi ved middagstid med Lufthansa eller Lux Air via Zürich, München eller Frankfurt til København.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Bemærkninger
Ekstraarrangement bestilles sammen med rejsen (min. 10 deltagere).