Dagsprogram
1. dag: Ankomst til Lissabon
Afr. 21/9 og 12/10-2023 og 4/4, 14/4 og 16/5-2024
Vi flyver fra København med TAP's tidlige morgenfly direkte til Lissabon, hvor vi ankommer tidlig formiddag.
Fra lufthavnen kører vi til Parque das Nações, hvor Expo '98 blev afholdt, som vi oplever på en kørende panoramarundtur med bus. Stedet, der tidligere var et trist industriområde, er i dag Lissabons nye smarte bydel med moderne arkitektur og museer. Parkens havnefront er fornyet, og herfra er der en flot udsigt til den lange bro Vasco da Gama. Undervejs bliver der tid til at spise frokost på egen hånd.
Hen på eftermiddagen kører vi til vores centralt beliggende hotel, hvor vi har to overnatninger. Om aftenen spiser vi fælles middag.
Afr. 21/5, 8/8, 22/8, 29/8 og 5/9-2024:
Vi flyver fra København med TAP's eftermiddagsfly direkte til Lissabon, hvor vi ankommer om aftenen. Fra lufthavnen kører vi direkte til vores centralt beliggende hotel, hvor vi skal bo to nætter. Aftenens middag erstattes af en lille anretning på værelset.
Inkluderede måltider: Middag
2. dag: På opdagelse i Lissabon
Lissabon har i den grad bevaret fortidens charme. Byen byder på alt, hvad man kan forvente af en hovedstad med imponerende bygninger, museer, brede boulevarder, grønne parker, gammeldags sporvogne, flisesmykkede huse og farverige kvarterer med snoede gyder. Dertil finder vi hyggelige cafeer, et væld af gode restauranter og indkøbscentre, der kan stille selv den største købelyst.
I dag skal vi på byrundtur i Lissabon. Vi begynder dagen ved monumentet for politikeren Marquês de Pombal, der stod for genopbygningen af Lissabon efter jordskælvet i 1755. Herfra kører vi ad Avenida da Liberdade med fontæner og fortovscaféer under store skyggefulde træer til den store Rossioplads, hvor der gennem historien har været tyrefægtninger, militærparader og festivaler. Videre gennem de elegante gader i Baixakvarteret ned mod Tejofloden til den store Comércioplads, der ofte sammenlignes med Markuspladsen i Venedig.
Vi besøger også det elegante forretningskvarter Baixa med eksklusive butikker og kunstgallerier til Alfamas farverige labyrint af stejle gader og trapper med enestående udsigtspunkter over byen. Det gamle kvarter oser af stemning med blafrende vasketøj, blomsterkrukker og små butikker.
Dagens sidste stop er i bydelen Belém, der rummer masser af minder fra portugisernes bedrifter på verdenshavene. Vi kommer forbi det smukke Jéronimoskloster - et fantastisk monument over opdagelsestidens rigdom - og udefra ser vi Lissabons vartegn, det pragtfulde Belémtårn, der ligger som en fæstning i Tejofloden. På den lille spadseretur langs floden ser vi også Monumentet for Opdagelserne, der er udformet som stævnen på en karavel. Måske fristes du af de berømte Pastéis de Belém-kager på byens ældste konditori, inden turen går tilbage til hotellet. (Afr. 21/5-2024: Vi ser Jéronimosklosteret udefra, da klosteret er lukket på mandage).
Om aftenen er der middag på egen hånd, og rejselederen kommer gerne med gode restaurantforslag.
Inkluderede måltider: Morgenmad
3. dag: Óbidos, Tomar, Batalha og Coimbra
Fra Lissabon fortsætter rejsen til den fortryllende torneroselandsby Óbidos, der oser af idyl med sine hvidkalkede huse og røde tegltage. De fornemme huse er udsmykket med dekorative kakler og ligger gemt i en charmerende verden bag den høje velbevarede ringmur.
På den lille byvandring gennem middelalderbyen passerer vi Santa Maria-kirken, hvor den ti år gamle Afonso 5. blev gift med sin otteårige kusine Isabel i 1441. Vi indsnuser stemningen i den romantiske eventyrbys snævre gyder. Prøv den lokale kirsebærlikør, ginjinha, inden turen fortsætter til den charmerende by Tomar, der domineres af den højtliggende klosterborg, Convento de Cristo. De velhavende munke fra Kristusordenen finansierede store dele af Portugals opdagelsesrejser. Vi besøger den fantastiske klosterborg med syv klostergårde og ridderkirken, der er inspireret af Jerusalems Gravkirke. Klostrets største seværdighed er det fantasifulde vindue, Janela do Capítulo. Klostret er ganske enkelt et mesterværk.
Efter besøget i Tomar kører vi videre til det enestående dominikanerkloster Santa Maria da Vitória i Batalha. Det honningfarvede kloster er en bygning i særklasse. Glæd dig til at se kirkens storslåede vestfacade og dets klostergange med elegante buer. Herfra går turen videre til uddannelsesbyen Coimbra, der var Portugals hovedstad for 750 år siden, men i dag Portugals svar på Storbritanniens Oxford. Gadebilledet er præget af de mange studerende, som er iklædt sorte kapper. Vi bor en nat i den smukke og levende by, der ligger ved Mondegofloden, omgivet af et betagende landskab.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag: Universitetsbyen Coimbra og portvinsbyen Porto
Om morgenen besøger vi det prestigefyldte universitet, der troner på Alcacovabjerget. Her ser vi det berømte barokbibliotek med forgyldte sale og med mere end 300.000 bøger. Universitetet, der er blandt verdens ældste, har over 20.000 studerende fra mere end 70 lande.
Rejsen fortsætter herefter til Portugals næststørste by Porto, der ligger vidunderligt ved Douroflodens udmunding. Her oplever vi byens mange farverige huse, gammeldags sporvogne, eventyrlige pladser og grønne parker. Porto er som en skattekiste fyldt med oplevelser! Svulmende facader på kirker og bygninger stråler i deres pragt til minde om den maritime fortid, hvor utallige rigdomme strømmede til havnebyen fra den nye verden. Senere blev Porto kendt for den verdensberømte vinhandel med Storbritannien.
På byvandringen passerer vi børsen, der er kendt for det overdådigt udsmykkede Arabiske Værelse, og kommer forbi den smukke San Francisco-kirke. Vi tager et kig ind i den rigt dekorerede banegård med de klassiske portugisiske fliser (azulejos) i blå og hvide farver og går gennem labyrinten af smalle, stejle gyder ned til Ribeira. Her oplever vi den helt unikke stemning, når livet ved floden udfolder sig ved de mange kulørte huse og på de udendørs restauranter og barer. Vi besøger også det historiske Bolhão marked, som er genåbnet i september 2022 efter flere års lukning grundet renovering.
Vi bor to nætter i Porto på et moderne hotel, beliggende blot fire kilometer fra byens hyggelige historiske hjerte.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
5. dag: Braga og Guimarães
I dag skal vi udforske Braga til fods og besøge den fantastiske kirke Bom Jesus do Monte, der er kendt for sin gigantiske trappe og fontæner. Her kan man ofte se pilgrimme, der på knæ klatrer op ad de 252 trin. Kirken blev optaget på UNESCOs verdensarvliste i 2019.
Herefter ser vi nærmere på Portugals vugge Guimarães, der var Europas kulturby i 2012. Sammen tager vi på en flot byvandring ad krogede gader i den velbevarede middelalderby med smukke arkader og borgerhuse.
Vi kører tilbage til Porto for middag og overnatning.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
6. dag: Dourofloden og Serra da Estrela
Den 900 kilometer lange Douroflod udspringer i Spanien og strømmer mod vest gennem Portugal til Porto. Den gyldne flod slynger sig gennem et smukt landskab med dybt skårne slugter, omgivet af terrasser med endeløse vinmarker og smukke quintas - portugisiske vingårde. Druerne dyrkes på flodens skråninger, hvorefter vinen langsomt modnes i de enorme træfade i Portos mange lagerhuse.
Med bus følger vi portvinsruten langs floden til Cambres, hvor vi besøger den meget charmerende vingård Quinta da Pacheca. Vi hører stedets historie og får indblik i vinproduktionen. Vi slutter besøget med en herlig frokost hvor vi smager stedets vine og til desserten nyder vi selvfølgelig et lille glas portvin. Efterfølgende har du mulighed for at besøge stedets vinbutik, hvor der findes mange forskellige portvine.
En storslået køretur venter med udsigt til alle sider gennem Portugals højeste bjergkæde, Serra da Estrela (Stjernebjergene). Stejle bakketoppe, floder, søer og skove gør området til et af landets flotteste naturområder. Som et smukt billede i landskabet ses fårehytternes stråtækte stenhuse på skråningerne - og i de mørke granitbjerge gemmer sig mange myter. Området er hjemsted for Portugals mest berømte ost, Queijo Serra da Estrela, der er så blød, at den næsten er flydende.
Vi bor én nat i Serra da Estrelas største by, den hyggelige Covilhã, der er kendt for fine tekstiler vævet af den lokale uld. Inden middagen på hotellet, går vi en lille tur gennem Covilhãs hyggelige gader.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
7. dag: Middelalderbyen Évora
Rejsen fortsætter til Alentejo-regionen og middelalderbyen Évora, hvor der hersker en skøn atmosfære. Her tager vi på en flot byvandring gennem de maleriske gyder og kommer forbi et overflødighedshorn af arkitektoniske værker. Den idylliske by er fyldt med minder fra en rig fortid med mere end 2.000 års historie. Gemt bag den gamle bymur finder vi hvidkalkede huse, fornemme paladser, herskabsvillaer, eventyrlige kirker, klostre, brostensbelagte gader, buegange, kakkeldekorerede indgangspartier, patioer og antikke tempelsøjler.
Turen slutter med besøg i den fine vinforretning Rota dos Vinhos, som repræsenterer vin fra de fleste af regionens vingårde. Her smager vi på flere forskellige varianter. Glæd dig til at tilbringe natten i hjertet af byen på et skønt hotel. Har du lyst, kan du for egen regning tage med rejselederen på en hyggelig lokal restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
8. dag: Setúbal, Arrábida-bjergene og Sesimbra
Vi fortsætter til den hyggelige havneby Setúbal, hvor vi ser nærmere på byens populære fiskemarked (falder besøget i Setúbal ikke på en mandag besøges det lokale marked i Sesimbra istedet for), der blandt andet er kendt for sardiner og den lange, sølvfarvede dybhavsfisk Espada – en yderst velsmagende fisk. Snup eventuelt en bica - en portugisisk espresso - på en af byens stemningsfulde cafeer.
Herefter tager vi på endnu en flot køretur - denne gang gennem dele af den store nationalpark Serra da Arrábida med pudsige bjergformationer, fyrretræer og enestående flora. Turen byder på hårnålesving, stejle klippekyster og betagende udsigt til Atlanterhavets blå bølger.
For foden af Arrábida-bjergene ligger den maleriske fiskerby Sesimbra, hvor vi skal bo to nætter. Sesimbra er en af Portugals mest velbevarede hemmeligheder. Portugiserne har længe haft en forkærlighed for denne lille ferieperle og har med god grund forsøgt at holde den for sig selv. Bjergene beskytter byen for de kolde nordenvinde, hvorfor Sesimbra nyder godt af et skønt klima. Den smukke brede sandstrand, den dejlige lange strandpromenade, de lækre fiskerestauranter og stemningen i de smalle gyder med hyggelige cafeer gør Sesimbra til et perfekt sted at nyde livet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
9. dag: Afslapning ved Atlanterhavet
Nyd den gyldne strand, tag en dukkert, mærk havets brise, lyt til havets bølger eller slap af ved hotellets dejlige pool.
Måske lokker en afslappende spadseretur med rejselederen langs den skønne strandpromenade med svajende palmer ind til hjertet af byen, hvor vi finder en hyggelig fiskerestaurant og nyder en dejlig frokost for egen regning. Herfra går turen videre op i de smalle gader, der fordeler sig labyrintisk mellem de hvide huse med terrakottafarvede tage. Sesimbras historiske bydel har formået at bevare en skøn og autentisk atmosfære. Over byen troner en mere end 1.000 år gammel maurisk borg, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Sesimbra og den farverige havn.
Om aftenen hygger vi os med middag på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
10. dag: Hjemrejse
Det er blevet tid til at sige farvel til skønne Portugal efter en dejlig og oplevelsesrig rundrejse. Vi kører til lufthavnen i Lissabon, hvorfra vi flyver med TAP direkte til København.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Bemærkninger
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.