Dagsprogram
1. dag: Ankomst til Calpe
Om aftenen flyver vi med Norwegian direkte fra København til Alicante. I lufthavnen bydes vi velkommen af vores dansktalende rejseleder, inden vi fortsætter med bus til Calpe.
2. dag: Calpe
Om formiddagen arrangerer rejselederen en hyggelig gåtur, hvor vi bliver introduceret til vores nye omgivelser og får inspiration til den kommende feries aktiviteter. Samtidig får du information om, hvilke dage de inkluderede udflugter foregår. På turen kommer vi ned på strandpromenaden og går en tur langs havet forbi hyggelige barer og restauranter. Vi kigger også ind på byens hovedgade, hvorfra små hyggelige sidegader med spændende butikker udgår. Gåturen slutter med rundvisning på hotellet.
3.-21. dag: Ophold i Calpe
I løbet af rejsen tager vi på en række spændende udflugter. Under opholdet arrangerer rejselederen ligeledes forskellige aktiviteter som f.eks. vandreture og ekstraudflugter - blandt andet med lokal bus til badebyen Albir, hvis der er stemning for det. Lørdag formiddag er der marked i byen. Derudover har hotellet lejlighedsvis aftenunderholdning. Sammen hygger vi os med morgenmåltider og middage på hotellet. Nedenfor kan du læse om de inkluderede udflugter.
22. dag: Hjemrejse
Tre dejlige uger lakker mod enden, og vi flyver med Norwegian fra Alicante direkte til København.
På rejsen er følgende udflugter inkluderet
Den magiske naturpark Peñón de Ifach & fiskemarkedet
Vi spadserer til den eventyrlige 332 meter høje klippe Peñón de Ifach. På en af bjergsiderne opstod engang den lille by Ifach, som var beboet af berbere. Efter barske piratangreb valgte de at flytte ind mod land, og dermed blev nutidens Calpe grundlagt. En fantastisk vandrerute fører gennem naturparken helt til toppen. Hvert år besøges klippen af store kolonier af søfugle, som benytter området til at yngle. Vi går halvvejs op ad klippen ind gennem fine haveanlæg med imponerende palmer og blomster. Jo længere ud mod klippen vi kommer, desto mere højrøstet bliver koret fra de tusindvis af søfugle.
Efter den lille vandretur overværer vi fiskeauktionen på La Lonja, hvor man hver eftermiddag sælger havets mange specialiteter. Vi nyder livet ved marinaen og havnen, inden vi vender tilbage til hotellet.
Calpes gamle bydel
Vi spadserer op ad hovedgaden og videre til den gamle bydel med brostensbelagte gader. Her er smukke kirker, museer, hyggelige små cafeer og traditionelle tapasbarer. Skulle sulten melde sig, er der rig mulighed for at afprøve det lokale spanske køkken - ikke mindst på byens fiskerestauranter.
Prægtige Alicante
Vi tager på en flot heldagstur til den fantastiske storby Alicante, der ligger midt på Costa Blanca. Brede alléer, grønne haver, indbydende fiskerestauranter og lystyachter findes her i millionklassen. Vi nyder den storslåede udsigt over byen og havet fra middelalderborgen Santa Bárbara, der troner over centrum. Vi tager også på en spadseretur langs den berømte palmepromenade Explanada de España, efterfulgt af tid på egen hånd til shopping eller måske et visit på en af de mange stemningsfulde fortovscafeer.
Minitog til Las Salinas Naturpark
Med Calpes minitog kører vi til en saltvandssø, der ligger som en lille perle bag selve byen. Engang blev området brugt til saltproduktion, men i dag kommer besøgende for at beundre nationalparkens mange trækfugle og de lyserøde flamingoer. Flamingoens rosa fjerdragt kommer fra føden, som består af små krebsdyr og alger. En smal og ujævn sti rundt om søen gør det muligt at se dyrelivet på ganske nært hold.
Bemærk: Minitoget kører på en syv kilometer lang strækning og har tre stoppesteder: Ved den gamle bydel, ved havnen nær Peñón de Ifach og ved den centrale plads Plaza Colón blot 200 meter fra hotellet. Toget kører dagligt hver 45. minut mellem klokken 10 og 18. I visse perioder kører toget imidlertid ikke, og udflugten vil i stedet foregå med bus i forlængelse af turen til Alicante.
Landsbyen Guadalest og kystbyen Altea
Vi tager på en spændende halvdagsudflugt i Costa Blancas bagland. Ad smukke veje kører vi op i bjergene til den dramatisk placerede og maleriske landsby Guadalest med blot 200 indbyggere. I middelalderen havde Guadalest stor betydning. Byen tilhørte kongehuset Aragon, der dengang var et af de vigtigste i Europa, og som dominerede hele den vestlige del af Middelhavsområdet. Den eneste adgang til den gamle bydel er op ad Costera del Portal-trapperne og via en tunnel boret ind i klippen ved Guadalest-slottet. Den bilfri by regnes ikke uden grund blandt en af Spaniens store seværdigheder, og på byvandringen gennem den velbevarede gamle bydel passerer vi både adelshuset, kirken og fængslet. Herfra er der en smuk udsigt til den dybtliggende sø, marker med oliventræer og blomstrende mandeltræer.
Turen fortsætter til den charmerende kystby Altea, der ligger som en sand perle direkte ud mod det azurblå Middelhav. Vi tager på en lille byvandring i den højtliggende gamle bydel med hvidkalkede huse og kommer gennem labyrinten af stejle brostensbelagte gader. Her findes en autentisk spansk stemning i de kringlede gader, og det er derfor ikke overraskende, at byen ikke bare tiltrækker besøgende, men også mange fotografer og malere. Altea har en fantastisk beliggenhed som var det én stor balkon med fuld havudsigt over Alteabugten .
Kulturbyen Valencia
Spændende heldagsudflugt til en af Spaniens største byer, der byder på smukke haver og parker. Storbyens ni kilometer lange, grønne pulsåre Jardín del Turia er en af Spaniens største byparker og ligger i et tørlagt flodleje, hvor intet mindre end 18 broer krydser den. Valencia er en fascinerende blanding af gammelt og nyt. Byen er blevet verdensberømt på grund af Formel 1 og America’s Cup, men er også kendt for det enestående byggeri Ciudad de las Artes y las Ciencias, der er den spanske arkitekt Santiago Calatravas mesterværk, og som i dag er byens mest populære seværdighed. Den verdensberømte arkitekt er født i byen og har fået skabt sig en særlig signatur i Valencia. På en spadseretur ser vi det store område, der rummer både et opera- og koncerthus, et eksperimentarium og et af Europas største saltvandsakvarier.
På byrundturen passerer vi musikpaladset, tyrefægterarenaen og det imponerende rådhus. Vi kommer også forbi den velbevarede børs, La Lonja, der gennem århundreder er blevet brugt til silkehandel. På Mercado Central sælges friske krydderurter, citrusfrugter og fisk. I det mondæne kvarter Eixample ser vi byens eksklusive forretninger og chikke cafeer samt får et godt indtryk af livet i Valencia på første klasse. Byen minder på mange måder om Barcelona, og man fornemmer tydeligt, at arkitekten Francisco Mora Berenguer var venner med Barcelonas verdensberømte arkitekt Antoni Gaudí. Det er torvehallen Mercado de Colón et godt eksempel på.
Efter den spændende byrundtur i den nye bydel, fortsætter vi til fods gennem det stemningsfulde middelalderkvarter El Carmen. Bag katedralen ligger den atmosfærefulde plads, Plaza de la Virgen, hvor vi finder et væld af hyggelige spisesteder. Find på egen hånd en hyggelig lokal restaurant, og prøv måske den spanske nationalret paella, der oprindeligt stammer fra Valencia. Vi kan også varmt anbefale byens berømte horchata de chufa, som er en sund, kold, mælkefarvet drink lavet af jordmandler (tigernødder).
På rejsen tilbydes følgende ekstraarrangement
Økologisk vingårdsbesøg, inkl. tapas og vinsmagning
Glæd dig til en spændende rundtur på den hyggelige familiedrevne vingård Enrique Mendoza. Her fremstilles økologiske kvalitetsvine, og reglerne for økologisk landbrug uden brug af kemiske herbicider og pesticider følges nøje. Vingården drives i dag af Mendozas børn José og Julián.
Her bringes vi ind i en fredfyldt verden blandet med aromatiske dufte fra de skønne vine og hører om familiens historie og lærer lidt om, hvordan man dyrker økologisk vin. Det kræver fantasi og er en kompliceret proces. På vingården fremstilles cirka 600.000 flasker om året, hvoraf halvdelen sælges i Spanien og resten bliver solgt til andre europæiske lande – blandt andet til Laudrup Vinimport i Danmark. Vi hygger os med vinsmagning, som består af syv forskellige vine og nyder en let tapasfrokost.
Bemærkninger
Forbehold for ændring i rækkefølgen af udflugterne. Ved få tilmeldinger vil udflugterne blive gennemført i selskab med gæster fra Vitus Reiser i Norge.