Dagsprogram
1. dag: Windsor Castle og Bournemouth
Om morgenen flyver vi fra København med British Airways eller SAS til London. Herfra fortsætter vi med bus til Windsor Castle, som er et af verdens ældste kongeslotte, der stadig er i brug. Slottet har i mere end 900 år været hjem for Storbritanniens kongefamilie og er en af Dronning Elizabeths tre officielle residenser. Når flaget vajer på toppen af Round Tower bor dronningen på slottet, og dele af slottet vil da være lukket for besøgende. Vi ser de overdådige repræsentationslokaler og St. George's Chapel, hvor det romantiske royale bryllup fandt sted i 2018, da prins Harry og Megan Markle blev gift. I 1992 ødelagde en brand en del af slottet, men det er stadig et majestætisk syn at opleve fæstningsmurene og tårnene i en spændende verden med pomp og pragt - hjemmet for verdens længst regerende monark.
Efter besøget fortsætter vi mod badebyen Bournemouth, hvor vi skal bo den første nat. Byen ligger i et grønt område med sandstrande, så langt øjet rækker. Vi ankommer sidst på dagen og hygger os om aftenen med middag på hotellet.
Inkluderede måltider: Middag.
2. dag: Den Engelske Riviera
Efter morgenmaden går turen videre langs Den Engelske Riviera. Undervejs holder vi pause i en lille idyllisk badeby, inden vi fortsætter langs Den Engelske Kanal via den charmerende landsby Abbotsbury. Vi kører gennem det bakkede landskab til den maleriske by Lyme Regis. Byen er berømt for sine gamle victorianske huse i alle regnbuens farver og for havneområdet The Cobb med den lange mole, som nogle måske kender fra filmen "Den franske løjtnants kvinde". Fra parkeringspladsen går vi ned i byen, som den engelske landskabsmaler William Turner var så betaget af, at den figurerer på flere af hans malerier.
Fra Lyme Regis fortsætter vi vores færd, og sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel i Torquay, hvor vi bor en enkelt nat. Ud over at være Agatha Christies fødeby, er byen kendt for sine strande, palmetræer og livlige havn.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
3. dag: Dartmoor National Park og Polperro
I dag skal vi opleve lidt af den vidunderlige engelske natur på køreturen gennem Dartmoor National Park – et hedelandskab på størrelse med Bornholm. Her findes bizarre granitformationer, moser med kviksand, får, vilde heste, skorstene fra gamle tinminer og mere end 800 kilometer vandrestier. Overalt blomstrer det gule tornblad, der vokser vildt i hele området. Dartmoor er ofte indhyllet i tåge, som siges at lokke spøgelser frem! Det var her forfatteren Sir Arthur Conan Doyle fik inspiration til Sherlock Holmes-novellen om Baskervilles uhyggelige hund.
Vi ankommer til den eventyrlige fiskerby Polperro, hvor der er tid til at nyde gåturen gennem de små stræder og indsnuse byens særlige atmosfære. Ved den farverige havn ligger husene helt ned til vandet og drysset op ad de omkringliggende klippevægge. Prøv en af de berømte Cornish Pasty, som er en slags butterdej med fyld, til frokost og måske en is til dessert? Polperro er nemlig kendt for sine is af høj kvalitet.
Efter vores spændende besøg i Polperro kører vi til feriebyen Newquay på Cornwalls nordkyst, hvor vi skal bo i to nætter. Byens mange strande kombineret med Atlanterhavets høje bølger, har gjort Newquay til et populært sted at surfe.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag: Cornwall med Land's End og Penzance
Vi starter dagen ved Englands vestligste punkt - det imponerende landskab ved Land's End. Her tordner bølgerne løs på de vindblæste klipper og det mægtige fyrtårn, der ligger ude i vandet. Fra Land's End drager vi på en let vandretur langs havet på knap tre kilometer til den lille landsby Sennen. Du kan også vælge at køre med bussen til Sennen.
På vores videre tur gennem Cornwall står det klart, at det smukke område også har en trist historie. Regionen var tidligere kendt for sin tinproduktion, men i dag er industrien lukket og arbejdsløsheden er stor. Kedelhuse og skorstene stikker op i landskabet, og et puslespil af minegange ligger overalt - selv langt under havets dyb. Vi besøger den gamle piratby Penzance og går på opdagelse i de stemningsfulde gader, der også er kendt for sine tropiske haver. Sidst på dagen vender vi tilbage til vores hotel i Newquay, hvor middagen venter.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
5. dag: Somerset og Bristol
Englænderne har stolte og lange traditioner for ciderproduktion, og der findes mange forskellige varianter. I Somerset, mellem byerne Taunton og Wellington, besøger vi Sheppy’s Cider, der i mere end 200 år har produceret cider og vundet flere priser. På gården ser vi en lille film om produktionen, besøger museet og smager på den herlige drik. Æblesaften, der har en alkoholprocent på mellem 2 og 8,5 gæres to gange og lagres mellem tre måneder og tre år. Briterne elsker cider og har verdens højeste forbrug, så her venter en ægte engelsk oplevelse. Herefter hygger vi os med en typisk Cornish Cream Tea, der består af hjemmelavet scone med clotted cream, som er en blanding af smør og fløde, samt te eller kaffe.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Bristol, byen der i 2015 blev udnævnt til Europas grønne hovedstad. På byrundturen passerer vi blandt andet det spændende havneområde, hvor de gamle pakhuse ligger ned til Avonfloden. Langs dokken finder vi en rig blanding af gallerier, pubber, restauranter og modeforretninger. Siden middelalderen har denne del af byen summet af liv, og gennem historien har handlen budt på salg af alt lige fra sukker til rom og slaver! Vi kommer også forbi nogle af byens moderne bygninger - den flotte banegård, det nye koncerthus og Bristols vartegn, den imponerende hængebro, Clifton Suspension Bridge. Mange forfattere, filminstruktører, arkitekter og kunstnere har gennem tiden fundet inspiration i denne kreative og sofistikerede by. Efter en oplevelsesrig dag ankommer vi til vores dejlige hotel i hjertet af byen, hvor vi skal bo de kommende tre nætter. Om aftenen nyder vi middagen på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
6. dag: Elegante Bath
I dag skal vi på en flot heldagsudflugt til Bath, som er Englands mest elegante kur- og badeby. På byvandringen kommer vi forbi Royal Crescent med palæer, der er opført i en flot halvcirkel, og vi ser de smukke honningfarvede georgianske huse med hvidmalede døre på Circus-pladsen. På turen passerer vi også Assembly House, der var borgerskabets feststed i byen. Baths berømte forfatter Jane Austen (1775-1817) beskriver lyslevende i sine bøger, hvordan mænd og kvinder her i sin tid mødte hinanden til fine selskaber. Et fantastisk besøg venter i Baths berømte Romerske Bade. I over 2.000 år har Bath taget form omkring byens varme kilder. Romerne forstod at udnytte naturens gaver, da de her anlagde et netværk af bade og saunaer. Stedet blev udgravet i midten af 1700-tallet, og badene har været indrettet, så der både var inden- og udendørsbad med varmt og koldt vand.
Herefter er det tid til at gå på opdagelse i Bath på egen hånd. Nyd en af de berømte Bath-boller på den stemningsfyldte café Sally Lunn’s, eller forkæl dig selv med en ægte afternoon tea på den elegante restaurant The Pump Room. Tag et kig ind i den smukke domkirke Bath Abbey, eller besøg det georgianske hus No. 1 ved Royal Crescent. Vi kan også anbefale et besøg i Jane Austens hus, hvor du ligeledes kan nyde en skøn afternoon tea. Læg også mærke til den gamle bro Pulteney Bridge, der minder om Ponte Vecchio i Firenze.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
7. dag: Cotswolds billedskønne landsbyer
Dagen byder på en flot udflugt gennem Cotswolds bakkede landskab med eventyrlige landsbyer, der ser ud, ganske som vi kender dem fra krimiserien Barnaby. Der er god tid til at besøge den romantiske landsby Broadway, hvorefter vi fortsætter til den charmerende markedsby Stowe-on-the-Wold. Her hersker en ganske særlig atmosfære, og byens gammeldags udtryk giver følelsen af at være trådt gennem en hemmelig dør til en verden af i går. Det bliver en dag med rendyrket postkortidyl!
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
8. dag: Hjemrejse
Med bus kører vi fra Bristol til lufthavnen i London, hvorfra vi sidst på eftermiddagen flyver med British Airways eller SAS til København.
Inkluderede måltider: Morgenmad.