Dagsprogram
1. dag: Afsejling fra Barcelona
Afrejse med Norwegian fra København 8.55 og ankomst til Barcelona 11.45.
Vi flyver direkte fra København til Barcelona med Norwegian. I lufthavnen venter vores egen bus, der kører os til krydstogtsterminalen. Her stiger vi ombord på det flotte krydstogtskib Celebrity Infinity, der er vores hjem de næste 11 dage.
Der er god tid til at pakke ud og finde sig til rette, inden skibet stævner ud fra Barcelona kl. 17.00, og vores eventyr begynder.
Inkluderede måltider: Middag.
2. dag: På havet
Et krydstogt er en fantastisk rejseform, der både byder på masser af oplevelser på land og god tid til afslapning og selvforkælelse ombord.
Vores første rejsedage tilbringer vi på skibet, og her kan vi for alvor nyde de mange faciliter ombord, der byder på masser af muligheder, uanset om du har lyst til at være aktiv eller blot læne dig tilbage og pleje den indre livsnyder. Her er inden- og udendørs poolområder, jacuzzi, wellnessområde kun for voksne, førsteklasses træningscenter, teater med Broadwayinspirerede shows, cafeer, restauranter, vinbar og meget mere.
Alle måltider er inkluderet, og det samme er skibets Classic-drikkepakke, så du blot kan forsyne dig med lokale drikkevarer i restauranter og barer ombord (øl, vand, husets vin og lokal spiritus).
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: På havet
Endnu en dag til at lade batterierne op, nyde livet ombord eller måske blot lade tankerne flyve mens blikket glider ud over havet.
Ombord på Celebrity Infinity føler man sig hurtigt hjemme, og du har helt sikkert allerede fundet dit favoritsted på skibet – måske frister den velduftende italienske kaffebar Café al Bacio eller Martinibaren med den frosne bardisk, der holder dine cocktails kølige.
Glem heller ikke at opleve et af skibets flotte shows, mens vi har kursen sat mod de Kanariske Øer, der venter os i morgen.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
4.dag: Fuerteventura - ost og aloe vera
Ankomst kl. 11.00 til Fuerteventura og afsejling kl. 19.00.
Midt på formiddagen anløber vores store skib Fuerteventura, som er berømt for sine gyldne sandstrande og turkisfarvede vand. Men øen har meget mere at byde på end det, og på en spændende udflugt dykker vi ned i både historien, geografien og kulturen på øen.
Vi starter med et besøg på Majorero-ostemuseet, der fortæller historien om, hvordan indbyggerne fra de tidligste tider har udnyttet de vulkanske landskaber til at holde geder. Øens helt specielle flora har gjort mælken fra gederne til selve livsgrundlaget for de første indbyggere. I dag regnes Majorero-osten fra Fuerteventura for en delikatesse, der serveres på de bedste restauranter. Vi får selvfølgelig også en lille smagsprøve, ligesom der bliver tid til at se nærmere på udstillingerne, omgivelserne og den traditionelle vindmølle, som er en af de mere end 1.000 møller, der engang stod overalt på øen.
Ud over geder har også aloe vera-planten optimale livsvilkår i den vulkanske undergrund kombineret med de stabile temperaturer og mange solskinstimer. På en af øens aloe vera-fabrikker får vi et indblik i den næsten mytiske plante, der siger at have helbredende og helende virkning. Aloe vera indeholder både vitaminer, mineraler og enzymer, der blandt andet bruges i cremer, som er en af Fuerteventuras store eksportartikler.
Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til skibet, der klokken 19.00 lægger fra land og sætter kursen mod den næste af vores kanariske oplevelser.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
5.dag: Gran Canaria – Las Palmas, Maspalomas og Mogan
Ankomst kl. 7.00 til Las Palmas på Gran Canaria og afsejling kl. 18.00.
Efter morgenmaden ombord venter endnu en spændende udflugtsdag. Vi kører mod sydkysten af Gran Canaria og tager et stop ved Maspalomas, der er kendt for sit helt særlige klitlandskab. De bølgende klitter strækker sig over næsten tre kilometer og omtales ofte som en miniudgave af Saharas ørkenlandskab.
Herefter fortsætter vi til Puerto de Mogan, der er Gran Canarias nok smukkeste og mest charmerende kystby. Den ældste del af byen klynger sig til de stejle bjergsider, mens der ud mod havnen er smalle gyder og stræder, hvide huse med farverige og eksotiske planter og masser af charmerende butikker og caféer. Her tager vi os tid til at slentre gennem de hyggelige omgivelser og nyde stemningen, inden vi vender tilbage til Las Palmas.
Om eftermiddagen er der tid til at nyde livet på skibet ellers måske på egen hånd se nærmere på Las Palmas, hovedbyen på Gran Canaria, der byder på et væld af indkøbsmuligheder, caféer og seværdigheder.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
6.dag: Tenerife – Las Cañadas og Teide
Ankomst kl. 7.00 til Tenerife og afsejling kl. 18.00.
Tenerife er hjem for Spaniens højeste bjerg Teide, der også er verdens tredjestørste vulkan. Vi skal selvfølgelig se nærmere på det meget særprægede landskab omkring vulkanen, mens vi begiver os med bus fra kysten op ad bjergsiderne. Undervejs oplever vi, hvordan landskabet ændrer sig fra de varme kyststrækninger til fyrreskov, inden vi til sidst når ud i Las Cañadas, der er det gamle krater. Her er vi omgivet af størknet lava og klippeformationer, der mest af alt minder om et stort månelandskab.
Der bliver tid til et par fotostop undervejs, inden vi når til nationalparkens besøgscenter i El Portillo, hvor vi ser nærmere på områdets helt specielle fauna. Vi tager også et stop ved udsigtspunktet i Ucanca-dalen inden turen går tilbage mod skibet.
Om eftermiddagen er der tid på egen hånd til at nyde fristelserne på land eller blot slappe af på skibet, inden trosserne bliver kastet og rejsen fortsætter mod det afrikanske fastland.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
7.dag: På havet
Mens vi sejler mod Marokko, kan vi efter tre dage med udflugter nyde en afslappende dag ombord. Måske soldækket, en tur i poolen, en cocktail i baren eller lidt selvforkælelse i wellness-centret kunne interessere?
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
8.dag: Casablanca – marokkanske highlights
Ankomst til Casablanca kl. 07.00 og afsejling kl. 18.00.
Allerede ved indsejlingen til Casablanca får vi første indtryk af Marokkos største by, som har spillet en stor rolle i mange film. Mest kendt er nok filmen fra 1942, der bærer byens navn, og den berømte Rick's Café, der spillede en stor rolle i filmen, er i dag genskabt og ligger tæt på havnen, hvor vi lægger til.
Formiddagens byrundtur starter med et besøg i den imponerende moske, der er opkaldt efter Hassan II og som stod færdig så sent som i 1993. Undervejs i byggeprojektet har mere end 6.000 kunstnere arbejdet med udsmykning og indretning af moskeen, der er landets største. Som noget helt specielt er en del af moskeen bygget med et glasgulv, der rækker ud over havet, så kongelige kan bede direkte over bølgerne.
Efter besøget ved moskeen kører vi ad kystvejen La Corniche og videre gennem det mondæne kvarter Anfa, der byder på en flot udsigt over hele byen. Tilbage i bycentrum ser vi nærmere på Mohammed V-pladsen, der er er prydet af et kæmpe springvand og omkranset af byens store offentlige bygninger såsom teatret, rådhuset, retsbygningen og adskillige konsulater.
Vi runder turen af ved De Forenede Nationers Plads, der ligger lige ved den gamle bydel, medinaen, der med sine snævre gyder og stræder er karakteristisk for Nordafrikanske byer. Her bliver der god tid til at gå på opdagelse og måske afprøve sine handelstalenter i basaren eller blot nyde de gode marokkanske kager og et glas af den klassiske mynte-te.
Skibet ligger tæt på bycentrum, så der er gode muligheder for at fortsætte udforskningen af byen på egen hånd om eftermiddagen.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
9.dag: Cádiz – byvandring og tapas
Ankomst til Cádiz kl. 09.00 og afsejling kl. 19:00.
Cádiz er en af Spaniens ældste og vigtigste havnebyer. Beliggende på en halvø og forbundet til fastlandet med en smal landtange er byen en fremskudt forpost ud i Atlanterhavet. Helt naturligt har livet i byen altid været tæt knyttet til havet, og både handel og fiskeri har sat sit præg på den hyggelige og gamle bykerne.
Vi lægger til tæt på det historiske centrum og tager på byvandring i de gamle gader med pastelfarvede huse, farverige markeder og flotte parker. Vi kommer selvfølgelig også forbi den storslåede katedral og det smukke rådhus, inden vi tager en smagsprøve af byens berømte tapas.
Om eftermiddagen er der god tid på egen hånd til selv at udforske byen, slentre en tur i parkerne, langs strandene eller måske finde en lille hyggelig cafe i de smalle gader og blot nyde livet passere forbi. Cádiz er også kendt for sine smukke solnedgange, som vi kan opleve fra skibet, når vi til aften igen stævner ud og sætter kursen mod Gibraltarstrædet.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
10.dag: På havet
Vi er atter i Middelhavet og har en hel dag ombord på skibet, mens vi stille sejler langs Spaniens solkyst og passerer kendte feriebyer som Málaga, Cartagena og Alicante.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
11.dag: Valencia – Alle tiders arkitektur
Ankomst Valencia kl. 08.00 og afsejling kl. 17.00.
Valencia er en perle af en storby, der har levet skyggen af Barcelona og Madrid, men som er helt sin egen og fuld af overraskelser og attraktioner i verdensklasse.
Vi starter dagen med en panoramatur i bus, der fører os forbi nogle af byens allerstørste seværdigheder. Her oplever vi Valencias enorme spændvidde i arkitektur og byggestil fra de ældste gotiske kirker og arabiske bygninger til det ultramoderne City of Arts and Sciences, der er tegnet af stjernearkitekten Santiago Calatrava. Vi standser ved et af de ældste og største markeder i Europa, beliggende i en smuk jugendstilsbygning, hvor vi tager os tid til at opleve livet på markedet og det store udbud af friske, lokale råvarer.
Herfra fortsætter vi til fods gennem den gamle bydel og ser blandt andet silkemarkedet, inden vi når frem til byens store katedral og det gamle middelalderkvarter. Her bliver der tid til at fortsætte oplevelserne på egen hånd, inden vi atter mødes og kører tilbage til skibet.
Om eftermiddagen er der tid til at nyde skibet eller måske spadsere en tur på havneområdet i Valencia. Du kan også vælge at blive i den gamle bydel efter byrundturen og selv tage en taxi tilbage til skibet inden afgangen kl. 17.00.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
12.dag: Barcelona – byrundtur og overnatning
Ankomst Barcelona kl. 06.00 og udtjekning kl. 09.30.
I løbet af morgenen anløber vi Barcelona, og det er blevet tid til at sige farvel til skibet, der har været vores hjem de seneste 11 dage, men oplevelserne er langt fra slut endnu. Efter morgenmaden forlader vi vores kahytter og tjekker ud fra skibet. På kajen venter vores egen bus og er klar til at tage os på en spændende rundtur i Barcelona, der byder oplevelser i verdensklasse.
Man kan ikke sige Barcelona uden også at tænke på Antoni Gaudí og katedralen Sagrada Família. Byggeriet startede i 1882, og de arbejder stadig den dag i dag. Ikke uden grund er det en af verdens mest besøgte kirker, og ingen andre steder finder man den helt specielle blanding af gotik og art nouveau. Hele kirken er fuld af symbolik, farver og fantasifulde former.
Efter besøget i Sagrada Família fortsætter vi til et andet af Gaudís mesterværker, nemlig Park Güell. Her finder vi igen Gaudís fantasi foldet helt ud i en smuk symbiose mellem arkitektur og natur.
Vi ser selvfølgelig også nærmere på Barcelonas berømte bycentrum, inden vi midt på eftermiddagen når frem til vores hotel i hjertet af byen. Her er både hovedstrøget Ramblaen og markedet La Boqueria vitterligt lige rundt om hjørnet, så der er alle muligheder for at fortsætte oplevelserne på egen hånd, slentre i de gamle gader og måske finde en hyggelig restaurant og et koldt glas sangria.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
13.dag: Hjemrejse
Efter morgenmad bliver vi hentet af vores egen bus, der kører os til lufthavnen. Herfra flyver vi med Norwegian direkte til København med ankomst først på eftermiddagen.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Bemærkninger
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.
Rejseforedrag inden afrejse
Ved køb af denne rejse er der inkluderet et inspirerende foredrag om rejsen, hvor du kan hilse på rejselederen og måske allerede her møde dine medrejsende. Foredragene finder sted i København, og du modtager en personlig invitation med dag og sted et par måneder før, du skal af sted på din drømmerejse.