Dagsprogram
1. dag: Ankomst til Prag og vores 5-stjernede skib
Midt på dagen flyver vi fra Københavns Lufthavn til Prag. Efter ankomst kører vi ind til centrum af byen for at få et lille indtryk af en af Europas mest besøgte hovedstæder.
Vores skib MS Elbe Princesse ligger ved broen Cechuv i gåafstand til Prags gamle bydel. Mens kufferterne bæres ombord, får vi en velkomstdrink og præsentation af besætningen i skibets lounge. Om aftenen mødes vi i restauranten til en fælles velkomstmiddag med tilhørende drikkevarer.
Inkluderede måltider: Middag.
2. dag: Fra Prag til Stechovice
Nyd formiddagen på skibet, mens vi sejler til Stechovice ad Moldau-floden, der hedder Vltava på tjekkisk. Stechovice ligger fredeligt vest for Prag og var engang kendt for sine guldminer, men i dag er byen mere berømt for sit traditionelle håndlavede keramik.
Efter frokosten ombord på skibet skal vi på en lille udflugt til Konopiste Slot, som ligger i mageløse omgivelser. Fra det 13. århundrede og frem til slutningen af det 18. århundrede var Konopiste en fæstning, hvorefter slottet blev fuldstændig renoveret af den østrig-ungarnske tronfølger Franz Ferdinand.
Slottet er overdådigt, og her kan man blandt andet se en imponerende samling af middelalderlige våben og rustninger, der engang tilhørte Franz Ferdinand. En af ærkehertugens store interesser var jagt, og hjemmet er da også prydet med trofæer overalt. I nogle af Franz Ferdinands bøger hævder han at have skudt mere end 100.000 dyr lige fra ræve til rådyr og tigre. Slottet var hans sidste bolig, inden ærkehertugen og hans kone blev dræbt den 28. juni 1914 af den serbiske nationalist Gavrilo Princip under et attentat i Sarajevo.
Fra Konopiste Slottet kører vi til den lille landsby Slapy, hvor vi møder skibet. Om aftenen hygger vi os sammen på skibet under middagen, og efterfølgende vil der være underholdning ombord.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: Fra Slapy-dæmningen til Prag
Fra landsbyen Slapy sejler vi videre ad den smukke, snoede Moldau til Slapy-dæmningen, som er en imponerende konstruktion bygget i perioden 1949-1955. Dæmningen er 260 meter lang og 60 meter høj.
Undervejs nyder vi de smukke landskaber med grønne bjergskråninger, hvor slotte ligger drysset rundt omkring i landskabet og gør det centrale Bøhmen til en billedskøn oplevelse. Området er et populært feriested for indbyggerne i Prag og byder på utallige vandsports og rekreative aktiviteter. Slap af, og nyd dagen på skibet, inden vi sidst på eftermiddagen igen er tilbage i Prag.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
4. dag: Prags gamle bydel
Prag er ikke egnet til store turistbusser, så denne morgen tager vi på byrundtur til fods, hvor vi oplever byens puls i de hyggelige og charmerende gader. Vi besøger den gamle bydel Staré Město på østbreden af Moldau, hvis historie går mere end 1.000 år tilbage. Vi slentrer igennem Prags smalle gader og nyder de mange seværdigheder. Vi ser det gamle krudttårn, Rådhuspladsen med det berømte astronomiske ur og Teyn-kirken med Tycho Brahes grav, inden vi går til det gamle jødiske kvarter.
Vi spadserer også over Prags berømte Karlsbro med de 30 helgenstatuer, hvor kunstnere, spillemænd og gadesælgere blander sig med forelskede teenagere og gør stemningen til noget helt særligt.
Midt på dagen nyder vi frokosten på skibet, og om eftermiddagen besøger vi borgområdet Hradcany, som ligger højt hævet over Prags ældste bydel, Mala Strana. Her ser vi borgen, der næsten er en lille by i sig selv. Hradcany er verdens største antikke borg og en af byens mest besøgte attraktioner. Tæt på borgen troner den imponerende Skt. Vitus-katedral med de smukke glasmosaikker. Katedralen er byens vartegn og ligger majestætisk med en smuk udsigt over byen. Overfor katedralen ligger den gyldne gyde med små pittoreske huse, der i dag ikke længere er beboet, men huser små butikker der læner sig op ad borgmuren.
Vi mødes igen om aftenen til en fælles middag. Er der stemning for det, arrangerer rejselederen gerne en spadseretur i Prags oplyste gader efter middagen. Skibet ligger for kaj i Prag natten over.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
5. dag: Fra Prag til vinbyen Melnik
Kaptajnen letter anker tidligt denne morgen, så du kan nyde livet ombord, mens vi sætter kurs mod vinbyen Melnik, som ligger lige der, hvor Moldau løber sammen med Elben. Vi er fremme om eftermiddagen, så du har god tid til at nyde både dit morgenmåltid og frokosten ombord. Melnik er et af de vigtigste jordbrugsområder i Bøhmen, og det var her, vinproduktionen startede, hvilket bliver tydeligt, når vi nærmer os byen, der er smukt prydet af vinmarker på skråningerne ned mod floden.
Om eftermiddagen skal vi på en udflugt fra Melnik til det storslåede Nelahozeves Slot, der er et af Bøhmens fineste renæssanceslotte. Vi finder det på en skråning med en mageløs udsigt over Moldau i landsbyen Nelanhozeves.
Sammen besøger vi slottet, som er ejet af den noble Lobkowicz familie og igennem tiderne har været hjem for ikke mindre end 23 forskellige bøhmiske dronninger og prinsesser. Her kan man se en af de mest værdifulde private samlinger af malerier i Europa, som inkluderer værker af Rubens, Canalleto, Velazquez og Bruegel.
Vi slutter besøget her med at smage på et udvalg af vine fra slottets vingård, inden vi igen kører retur til vores skib. Skibet ligger i Melnik natten over, så du har mulighed for at gå en tur i den hyggelige by og måske gøre et godt køb i de mange vinbarer og vinbutikker.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
6. dag: Dresden, Elbens Firenze
Efter morgenmaden forlader vi skibet i Melnik for at køre over grænsen til Tyskland og tage på en spændende heldagsudflugt til Dresden, Elbens Firenze, som byen ofte kaldes på grund af den fantastiske barokarkitektur og byens placering ved floden.
Dresden, der er en forholdsvis ny by med slavisk oprindelse, blev hovedstad for markgreven af Meissen i det 13. århundrede og sæde for hertugerne af Sachsen i det 15. århundrede. Byen byder på en bred vifte af attraktioner, en storslået promenade langs Elbens bred, fascinerende museer, monumenter og et væld af charmerende detaljer.
Sammen med rejselederen går vi på byvandring gennem Dresdens historiske centrum med Zwinger, Taschenbergpalais, Semperoperaen og naturligvis den genopbyggede Frauenkirche.
I slutningen af 2. Verdenskrig bombede de allierede tropper Dresden til ukendelighed. Et ufatteligt stort oprydnings- og genopbygningsarbejde har dog ført byen tilbage til tidligere tiders status som europæisk kulturperle. I dag har Dresden et hyggeligt centrum med cafeer, restauranter og Bierstuben. Sachsens hovedstad er igen en af Tysklands smukkeste byer.
Dagens frokost spiser vi på en af Dresdens hyggelige restauranter. Sidst på eftermiddagen møder vi igen skibet udenfor Prag, og herfra sejler vi de sidste timer tilbage til centrum af Prag. Det er krydstogtets sidste aften, og der er derfor lagt op til ekstra hygge og en festlig gallaaften.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
7. dag: Prag på egen hånd og hjemrejse
Efter morgenbuffeten forlader vi skibet, og vores kufferter bæres til opbevaring, indtil vi skal køre til lufthavnen.
Vi har lidt tid på egen hånd til de sidste oplevelser eller shopping i Prag. Sidst på formiddagen kører vi til Prag lufthavn, hvorfra vi flyver hjem til København.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Bemærkninger
Specialrabat: Spar 3.000 kroner pr. person
Før fra kr. 18.499,- NU fra 15.499,- pr. person.
Rabatten fratrækkes automatisk i trin 3 i onlinebookingen.
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.