Dagsprogram
1. dag: Gennem Tyskland
Med færgen fra Rødby kommer vi hurtigt til Tyskland. I løbet af dagen spiser vi frokost i Nordtyskland, og sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores overnatningshotel nær Dortmund i Tyskland, hvor middagen venter.
Inkluderede måltider: Frokost og middag.
2. dag: Ankomst til MS Leonora og Strasbourg, Frankrig
Efter morgenmaden fortsætter vi vores rejse fra vores overnatningshotel gennem Sydtyskland ned mod den franske grænse og Europabyen Strasbourg. Her i Alsaces hovedstad venter krydstogtskibet MS Leonora på os. Mens bagagen bliver bragt til kahytterne, bliver vi budt velkommen ombord med en drink og en præsentation af skibets besætning. Efterfølgende bliver der serveret en skøn middag i skibets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag
3. dag: Strasbourg med idylliske Petit France
Efter morgenmaden ombord tager vi på byrundtur i Strasbourg. Vi skal både på en hyggelig kanalrundfart i byens centrum og med rejselederen på byvandring, hvor vi blandt andet besøger den smukke bydel Petit France i det restaurerede og velbevarede centrum. Strasbourg har skiftevis været under fransk og tysk herredømme, men er i dag et symbol på forsoningen mellem Frankrig og Tyskland og dermed for freden i Europa. Flere EU-institutioner har til huse i byen, herunder parlamentet, og der tales mange sprog i Strasbourg - hele Europas mødested. Vi er tilbage på skibet til frokost.
Først på eftermiddagen sejler skibet fra Strasbourg nordpå ad Rhinen ind i Tyskland. Om eftermiddagen kan du f.eks. nyde udsigten fra en liggestol på soldækket. Om aftenen hygger vi os med middag i skibets panoramarestaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag
4. dag: Mannheim og Heidelberg, Tyskland
I løbet af natten er vi ankommet til Mannheim. Efter dejlig morgenmad ombord går vi fra borde og kører udflugt til Heidelberg, som er en af Tysklands smukkeste byer. Her er et væld af charmerende huse, og hele området er fyldt med prægtige slotte og floddale, hvor noget af Tysklands bedste vin produceres.
I selskab med rejselederen tager vi på en spændende byvandring i Heidelberg, der er universitetsby, hvilket sætter sit præg på gadebilledet. De mange studerende fra ind- og udland fylder godt op i gaderne, hvor der er liv og glade dage. Vi er tilbage på skibet til frokost.
Eftermiddagen er til fri disposition i Mannheim. Skibet sejler fra Mannheim, inden vi mødes til middagen i restauranten.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag
5. dag: Rüdesheim og Boppard
Fra Mannheim sejler vi nordpå ad Den Romantiske Rhin, og om formiddagen lægger skibet til i den kendte vinby Rüdesheim. Her skal vi opleve det imponerende Niederwalddenkmal og nyde udsigten over byen, vinbjergene og floden. Sammen med rejselederen går vi også en tur igennem Rüdesheim, hvor vi blandt andet passerer den berømte, smalle Drosselgasse med vinstuer og værtshuse.
Mens vi spiser frokost ombord, sejler skibet videre nordpå forbi gamle Rhin-borge, små hyggelige vinbyer og stejle vinbjerge. Vi passerer den legendariske Loreley-klippe, hvor sømændene i gamle dage blev tryllebundet af havfruens lokkende sang.
Midt på eftermiddagen ankommer vi til den hyggelige vinby Boppard, hvor skibet ligger resten af dagen.
I Boppard besøger vi en vingård, hvor vi skal smage på den liflige, lokale vin, og om aftenen er der mulighed for en spadseretur langs Rhinpromenaden i Boppard. Ved midnatstide sejler skibet videre med kurs mod Køln.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
6. dag: Køln, Tyskland
I løbet af morgenen nærmer vi os Køln, som bliver vores næste stop. Vi går i land og følger rejselederen på en byvandring, hvor vi blandt andet besøger byens berømte katedral. Den imponerende Kölner Dom er byens vartegn, og kirken slap mirakuløst næsten uskadt fra de allieredes bombardementer under 2. Verdenskrig. Der bliver naturligvis tid til at se nærmere på byen på egen hånd om eftermiddagen, måske shoppe eller nyde en friskskænket Kölsch på et af byens værtshuse.
Middagen spiser vi ombord, mens skibet sejler videre mod Amsterdam. Efter middagen samles vi i loungen, hvor skibets musiker spiller op til dans.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag
7. dag: Kanalrundfart i Amsterdam, Holland
Vi har nu sejlet den sidste stræknikng af Rhinen fra Tyskland ind i Holland, hvor vi er fremme i Amsterdam midt på dagen. Umiddelbart efter frokost tager vi ud for at se nærmere på byen. De utallige kanaler, der skærer sig på kryds og tværs af Amsterdam, giver byen sin helt egen karakter og charme. Den bedste måde at opleve Amsterdam på, er naturligvis på en kanalrundfart. Vi går ombord i en af de smalle både og sejler ud i havnen og ad de snævre kanaler mellem de mange smukke gavlhuse. Mange af husene er utrolig smalle, da det før i tiden var almindeligt, at ejendomsskatten blev fastsat efter husets bredde ud mod kanalen.
Der vil også være tid til at se sig lidt omkring i Amsterdam på egen hånd, inden vi hygger os med afskedsmiddag i restauranten ombord på MS Leonora. Efter middagen er der musik og dans i loungen.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag
8. dag: Hjemrejse fra Amsterdam
Efter morgenmaden er det tid at tage afsked med vores gode skib og køre hjemad mod Danmark. Vi spiser frokost undervejs i Nordtyskland og via færgeoverfarten Puttgarden-Rødby ankommer vi til Sjælland.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost
Bemærkninger
Flere krydstogter med MS Leonora i maj:
I maj kan du desuden sejle med MS Leonora på disse togter:
Afr. 9/5: Rhinen · Forårskrydstogt fra Strasbourg til Amsterdam
Afr. 17/5: Rhinen · Forårskrydstogt fra Amsterdam til Strasbourg.
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.