Tema - Krydstogt

Krydstogter er en flydende ferie uden hastværk

Krydstogter er den ultimative rejseform, mener 62-årige Lene Rasmussen, der lever for at få det hele med. Hun har indtil videre været på ni krydstogter og fortæller her om den flydende ferie til journalist Martin Poul Pedersen.

Ønsker du at se alle Vitus' krydstogter?

Når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig frembringe et helt klart billede af udsigten fra skibets soldæk på vej ud af Paris. Der står en kopi af Frihedsgudinden, og da vi sejlede ned ad Seinen kunne vi se både den og Eiffeltårnet på samme tid. Det er bare et lille minde. Men som med så meget andet er det de små ting, man husker, og på et krydstogt er turen fyldt til randen med disse små mindeværdige oplevelser. Lige fra stemningen og underholdningen på skibet om aftenen til de storslåede oplevelser i land. Jeg har været afsted på ni krydstogter. I den henseende kan jeg vel betegnes som lidt af en veteran, selv om den første tur kun ligger nogle få år tilbage. Det var et flodkrydstogt på Seinen omkring nytåret 2009/10, og det var blandt andet her, at jeg fik lov til at opleve den fantastiske udsigt til Paris. Krydstogter trak i mig, da jeg altid har haft lyst til at opleve en masse forskelligt. Jeg vil have det hele med, og da jeg kom hjem fra den første tur, var jeg slet ikke i tvivl. Her var den ultimative rejseform for mig. Siden har jeg kun fået bekræftet det synspunkt – og jeg har fået et utal af oplevelser med på vejen. Jeg har fået lov til at komme helt tæt på både naturen, attraktionerne, byerne og lokalbefolkningen i en masse lande og områder, som jeg ellers aldrig ville kunne nå at besøge på et helt liv.

En stor oplevelse
Når skibet lægger til, er der altid god stemning om bord, mens der gøres klar til dagens udflugter. Der er altid dansktalende rejseledere – og mange steder, i for eksempel Østeuropa, har jeg faktisk oplevet, at de lokale guider også talte et udmærket dansk – det kalder jeg altså service. Nu er jeg så sådan skruet sammen, at jeg ikke vil gå glip af noget. Der er altid sammensat fantastiske programmer, hvor der er rig mulighed for at vælge enkelte ting ud eller tage hele pakken. Og jeg nyder muligheden for selv at bestemme, om jeg vil gå flere kilometer,  eller om stederne skal opleves uden alt for meget fysisk bevægelse. Begge dele har sine fordele, og jeg har mange gode minder fra ture i hestevogn eller for den sags skyld eftermiddage på små cafeer i smukke bjerglandskaber. På et krydstogt i 2013 gik vi i land på  Krim-halvøen – i dag er der jo en masse ballade netop der, hvilket næsten ikke er til at begribe – men dengang var det et fantastisk sted at besøge. Vi var blandt andet på en bustur til nogle fantastiske underjordiske huler, hvor vi, udstyret med hver sit lille stearinlys, skulle ind. Som sagt, vil jeg jo have det hele med – så jeg troppede op og travede afsted. Pludseligt gik mit lys ud, og så blev det bare fuldstændigt mørkt. Jeg må indrømme, at lige der, var jeg en anelse bekymret, men jeg fik nu kun lov til at stå op ad væggen i ganske kort tid, før en venlig guide fik tændt lyset igen. I dag er den oplevelse en af dem, jeg husker som både god og ikke mindst spændende.

Et kig bag facaden
På et krydstogt besøgte vi også Rusland. Jeg så min første ballet, ligesom jeg havde den store fornøjelse at opleve et ægte russisk cirkus. Der er næsten også altid mulighed for, at besøge lokalbefolkningen. På disse besøg åbner venlige mennesker deres hjem for turisterne, og jeg  elsker simpelthen denne kombination af turistattraktionerne og så de lidt mere personlige kig bag facaden. Det kan dog også blive lidt for interessant, og jeg husker især et besøg i Serbien, hvor en venlig vært var meget flittig til at skænke den lokale brændevin slivovitz. Her var det altså med at holde en hånd over glasset, hvis man ikke ville have en kæp i øret. Vi slap dog også ud af denne situation endda med højt humør.

Store forventninger
En af de bedste ting ved at rejse, er at man møder en masse gode mennesker, der alle kommer med forskellige baggrunde og livserfaringer. På et krydstogt handler det nemlig om at hygge sig, mens man får en masse oplevelser ind under huden. Selv rejser jeg alene, og jeg stiller høje krav til, at turen både skal byde på god mad, festlig stemning og spændende oplevelser. På et krydstogt får man det hele serveret i en perfekt blanding samtidigt med, at man slipper for at skulle stresse rundt med baggage og nye hoteller. Tværtimod: På et krydstogt har jeg min seng på ryggen, og den frihed, det giver, er helt uvurderlig. Jeg har ganske enkelt kun godt at sige om mine mange rejser, og jeg kan næsten ikke vente til næste tur, som bliver et krydstogt på Yangtze-floden i Kina, hvilket jeg har store forventninger til. Og jeg er sikker på, at de alle bliver indfriet.