Dagsprogram
1. dag: Til overnatning i Thüringen
På færgen fra Gedser til Rostock har vi god tid til at nyde den store morgenbuffet. Fra Rostock fortsætter vi gennem de østlige delstater i Tyskland, inden vi sidst på eftermiddagen når frem til delstaten, Thüringen, hvor vi overnatter. Aftenens middag spiser vi på vores hotel.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
2. dag: Via Brenner til Sydtyrol
Rejsen fortsætter gennem Franken, som har den største koncentration af bryggerier i hele verden. Det ses tydeligt i landskabet, hvor vi kan nyde udsigten til de let genkendelige humlemarker. Vi passerer desuden spændende tyske byer som Bayreuth, Nürnberg og München, inden vi midt på eftermiddagen kører ind i Østrig nær Kufstein.
Ved Innsbruck kører vi sydpå ad Europas skønneste motorvej over Europabroen mod Brennerpasset og Italien. Først på aftenen ankommer vi til Leifers, der ligger få kilometer syd for Bolzano, der er hovedbyen i Sydtyrol.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: Leifers, Sydtyrols vinrute og vinsmagning
Efter morgenmaden tager vi på en lille byvandring i Leifers. Her fortæller rejselederen os om byen og området omkring Leifers. Omkring middag tager vi med bussen ud af byen, hvor vi kører langs den Sydtyrolske vinrute. Undervejs nyder vi udsigten til de mange vinmarker, bjerge og Kaldersøen. Inden længe når vi frem til en vinbonde, hvor vi får en vinsmagning.
Vi returnerer til hotellet henad eftermiddagen. På hotellet er der rig mulighed for at slappe af, inden vi igen samles til middag i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag. Merano og den botaniske have ved Trauttmansdorff Slot
I dag går turen mod nord til kurbyen Merano, der byder på sin helt egen charmerende blanding af Østrig og Italien. Den historiske bydel er karakteriseret ved de mange Art Nouveau-bygninger, en gågade med hyggelige buegange og herlige promenadestier langs med floden. Anbefalelsesværdig er også Tappeiner Promenade, hvorfra man har et godt overblik over byen. Merano kan prale af omkring 300 solskinsdage om året, så her kan du vandre mellem eksotiske planter og oliventræer, mens du kigger op på snedækkede bjergtinder.
Sammen besøger vi den botaniske have ved slottet Trauttmansdorff. Haven blev i 2005 udnævnt til Italiens smukkeste have, og her er samlet planter fra hele verden; amerikanske redwood-træer, japanske sukkulenter, rhododendron, cypresser og et væld af sommerblomster, som gør haven til et attraktivt og flot udflugtsmål.
Midt på eftermiddagen kører vi tilbage på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
5. dag: Den Store Dolomittervej
Efter en aften i god steming på hotellet, byder dagens udflugt på en køretur i bjergene, hvor den ene mere imponerende panoramaudsigt afløser den anden. Fra Eggendalen kører vi til bjergsøen Lago Carezza, hvor bjergene spejler sig smukt i det grønne vand. Vi fortsætter over Karerpasset og ad den snoede vej via vintersportsbyen Canazei til Pordoipasset, der er turens højdepunkt med sine 2.239 meter over havets overflade. På venstre side har vi det flotte bjergmassiv Rosengarten. Vi kører rundt om Sellagruppen og herfra ind i den grønne Gardenadal til St. Christina og St. Ulrich. På turen holder vi pauser med passende mellemrum, så der er tid til at nyde de formidable udsigter.
Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet. Hvis vejret ikke tillader turen i bjergene, besøger vi i stedet Garda ved Gardasøen. Vi afslutter dagen i ægte tyrolerstemning med en 3-retters menu, vin og musik på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
6. dag: Bolzano
Hovedbyen i den norditalienske region Alto Adige er Bolzano. Sammen med rejselederen går vi en byvandring i byen, hvor husene i hovedgaden Via Portici er prydet med flotte buegange over gaden. Undervejs besøger vi en ældre herre, når vi kigger ind i det arkæologiske museum. Her møder vi Ötzi, det over 5.000 år gamle mumificerede lig af en mand, der blev fundet i nærheden af Bolzano i 1991. I den nye bydel kan vi se arkitektur fra den italienske fascisme, herunder en triumfbue der er et symbol på overvindelsen af det århundrede gamle østrigske herredømme. Vil du hellere udforske området på en anden måde, findes der tre forskellige svævebaner, der tager dig med op i højderne. Fra toppen er der en meget flot udsigt over Dolomitterne, dalene og Bolzano. Bolzano er også en god handelsby med masser af gode butikker.
Midt på eftermiddagen kører vi tilbage til Leifers. Middagen nydes på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
7. dag: På egen hånd
I dag vælger du selv tempoet. Sov længe, eller stå tidligt op og udforsk området enten til fods eller på cykel, hvis du vil have det sidste med af den storslåede natur. Du kan også benytte dig af det udleverede Bolzano Bozen Card Plus, som giver adgang til diverse aktiviteter og muligheder for oplevelser i området, herunder både offentlig transport, museer og udflugter. Rejselederen hjælper gerne med ideer til de mange muligheder. Hotellets dejlige wellnessområde indbyder desuden til, at du kan få slappet helt af ovenpå ugens mange oplevelser og indtryk. Måske en kold drink kan lokke på hotellets tagterrasse med dertilhørende pool?
Om aftenen nyder vi den sidste middag i det italienske på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
8. dag: Til Midttyskland
Efter morgenmaden påbegynder vi hjemrejsen. Vi følger en anden rute efter Innsbruck og kører gennem Tyskland til overnatningshotellet, der ligger ved Fulda, midt i Tyskland.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
9. dag: Hjemrejse
På den videre vej op gennem Tyskland samler rejselederen op på rejsen. Vi spiser frokost syd for Hamborg, inden vi sejler med færgen fra Puttgarden til Rødby.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.
Bemærkninger
For mere information om Bolzano Bozen Card Plus læs her.