Dagsprogram
1. dag: Sydpå med kurs mod Østrig
Vi forlader Sjælland med færgen fra Gedser til Rostock, hvor vi har reserveret plads i restauranten, så vi kan nyde den store brunch ombord. Herefter går rejsen ned gennem Tyskland, hvor vi ankommer til vores overnatningshotel sidst på eftermiddagen. Om aftenen slapper vi af med middag på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
2. dag: St. Johann in Tirol
Efter morgenmaden sætter vi os i bussen og forsætter mod Tyrol. Vi holder frokostpause tæt på München, og sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores dejlige hotel i St. Johann. Sporthotel Austria er danskejet, og vores værter - Johnny og hans mor Ilse - står klar til at forkæle os under vores ophold. Aftenens middag nyder vi i hotellets hyggelige restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
3. dag: Byvandring i St. Johann
I dag bliver vi introduceret til St. Johann, der er en klassisk tyrolerby. Vi bor et stenkast fra den idylliske bymidte, hvor du finder dejlige cafeer samt et væld af butikker. Byen ligger smukt i grønne omgivelser og med de omkringliggende bjerge som en flot kulisse. Efter en lille byvandring skal vi opleve, hvordan man laver den berømte østrigske Apfelstrudel på den hyggelige Café Reiner, der ligger i gåafstand til hotellet.
Resten af eftermiddagen er på egen hånd, inden vi om aftenen mødes i restauranten hos Johnny og Ilse til aftenens middag. Efter middagen er der mulighed for at deltage i en tyroleraften i gåafstand fra hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
4. dag: Swarovski Glasværk og Innsbruck
Vi besøger det verdensberømte Swarovski Glasværk, som ligger på den såkaldte glasrute. Swarovski åbnede i 2015 en helt ny og udvidet afdeling i det enestående museum. Museet er ganske spektakulært, både inde, hvor vi kan beundre kunstneriske tableauer, og ude i haven, hvor vi finder Krystalskyen, der rummer flere hundredtusinder krystaller. En meget spektakulær oplevelse.
Derefter til hovedstaden i Tyrol, den 800 år gamle by Innsbruck. Vi udforsker byen på en lille byvandring, hvor rejselederen blandt andet viser os huset med det berømte Gyldne Tag. I centrum af Innsbruck er der arkader med forretninger og restauranter. Der vil være god tid til at opleve byen og spise frokost på egen hånd. Vi er tilbage i St. Johann inden aftenens middag.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
5. dag: Jakobskreuz i Kitzbüheler Alpen
I dag skal vi opleve det berømte Jakobskreuz, der er verdens største kors. Det er muligt at komme op i korset, som står i Kitzbüheler Alpen. Vi starter med at tage liften op på bjerget, hvor vi går en tur ind i korset. Herfra er der en spektakulær udsigt over bjerge og dale. På denne udflugt er der inkluderet frokost på Restaurant Bergblick.
Fra Jakobskreuz kan man vælge at gå den seks kilometer lange tur ned i den smukke dal i selskab med rejselederen (vandreturen kræver gode ben og fornuftigt fodtøj) eller man kan tage liften ned. På vandreturen er der en helt fantastisk udsigt over Pillersee og Kizbüheler-bjergene.
Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.
6. dag: Kitzbühel og Zell am See
Efter morgenmaden sætter vi os i bussen og tager ud på en herlig dagstur. Vi besøger først byen Kitzbühel, der ligger få kilometer syd for St. Johann. Her vil der være tid til at gå på opdagelse på egen hånd samt eventuelt spise lidt frokost. Efterfølgende kører vi til den kendte skisportsby Zell am See. Byen ligger charmerende ved en skøn sø, og her er altid livligt. Kig i byens mange gode butikker, eller nyd en herlig kop Wiener Melange på en café ved søens bred. Har du lyst, kan du på egen hånd tage på en lille sejltur på søen, hvorfra der er et fantastisk udsyn til de omkringliggende bjerge.
Vi er tilbage i St. Johann og på vores hotel midt på eftermiddagen, hvor der er tid til lidt afslapning inden aftenens middag.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
7. dag: Marked i St. Johann og mulighed for vandretur
I dag har du mulighed for at besøge det ugentlige lokale marked i St. Johann. På den centrale plads i byen sælger omkring 20 stadeholdere frisk frugt og grøntsager, lækre oste, friskt kød og fisk samt specialiteter fra Kitzbüheler Alpen og Tyrol.
Du kan også deltage i en vandretur i nærområdet, som rejselederen arrangerer. St. Johann in Tirol ligger ved foden af bjerget Kizbüheler Horn, og vi kan tage liften op til ”hornet” og gå en dejlig tur (liften er ikke inkluderet). Eftermiddagen er til egne oplevelser og afslapning. Om aftenen nyder vi rejsens sidste middag på hotellet.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
8. dag: Nordpå mod Danmark
Vi siger på gensyn til Tyrol og St. Johann, hvorefter vi kører nordpå. Vi spiser middag og overnatter i Midttyskland på vejen hjem.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
9. dag: Hjemrejse
Hjemrejsen gennem Tyskland går ad en anden rute end udrejsen. Vi har passende stop undervejs, så vi kan spise frokost og strække benene. Om eftermiddagen rammer vi Puttgarden, hvorfra vi skal med færgen til Rødby.
Inkluderede måltider: Morgenmad og frokost.