Dagsprogram
1. dag: Mod Toscana
Om formiddagen flyver vi med SAS direkte til Firenze. Fra lufthavnen kører vi til vores hotel i den charmerende by Pescia mellem Lucca og Firenze. Her skal vi bo på Hotel Villa delle Rose, der ligger i gåafstand til byens lille centrum. Om eftermiddagen kan du eventuelt gå en lille tur i selskab med rejselederen, inden vi om aftenen mødes i hotellets restaurant for at nyde feriens første middag.
Inkluderede måltider: Middag.
2. dag: I og rundt om Lucca
Efter en god nattesøvn og et dejligt morgenbord er vi klar til feriens første cykeloplevelser. Vi får udleveret vores cykler, og fra hotellet kører vi igennem det grønne bølgende landskab godt hjulpet af vores elcykler. Vi kommer gennem olivenlunde, vinmarker og charmerende landsbyer, der ligger spredt som perler i de charmerende omgivelser. Halvvejs på ruten passerer vi middelalderbyen Montecarlo, der ligger smukt på en bakketop og vi fortsætter ad mindre landeveje frem mod Lucca. Efterhånden som vi nærmer os Lucca ændrer landskabet sig gradvist, og langsomt lægger vi det frodige landskab bag os.
Lucca er en smuk, gammel middelalderby, som er omgivet af velbevarede bymure, der i dag er omdannet til promenade og cykelsti. Vi cykler rundt om byen på muren og nyder den formidable udsigt over byens hustage og de omkringliggende omgivelser. Efterfølgende står vi af cyklerne, og så får du tid på egen hånd til at gå på opdagelse i det charmerende bycentrum, der er fyldt med arkitektoniske skatte.
Lucca er den berømte italienske komponist Giacomo Puccinis fødeby, og måske har du lyst til at besøge hans barndomshjem, der er omdannet til et museum dedikeret til hans liv og arbejde. Du kan også forkæle dig selv med lidt godt at spise på det maleriske torv Piazza dell' Anfiteatro, der er fyldt med små hyggelige caféer og restauranter.
Om eftermiddagen bliver vi hentet af vores bus, og når cyklerne er læsset kører vi tilbage til vores hotel i Pescia. Om aftenen nyder vi middagen og hinandens selskab i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
Dagens etape: Ca. 42 kilometer
Højdeforskel: 390 meter
Sværhedsgrad: Moderat
3. dag: Pisa og den toscanske kyst
Efter morgenmaden mødes vi på parkeringspladsen, hvor vores bus venter læsset med vores cykler. Fra hotellet kører vi sydover til middelalderlandsbyen Vicopisano, som ligger mellem floden Arno og bjerget Monte Pisano. I byens historiske centrum ligger fæstningen Rocca del Brunelleschi, og bymidten rummer tre tårne, flere kirker, paladser og et slot, der er tegnet af en af renæssancens mest berømte arkitekter, Filippo Brunelleschi.
Vi stiger på cyklerne og følger Arno mod Pisa for at opleve nogle af Europas mest ikoniske attraktioner. Langs floden ser vi de elegante palæer, der ligger smukt på bredden. På Mirakelpladsen finder vi Det Skæve Tårn, der blev bygget i 1173 som en pralende erklæring til Pisas ærkefjende Firenze. På grund af et utilstrækkeligt fundament i den bløde undergrund begyndte tårnet dog allerede at hælde kort tid efter sin indvielse. Det tog næsten 200 år at bygge tårnet på pladsen, hvor vi også finder den smukke katedral og Dåbskapellet. Vi ser marmorkirken med de gigantiske bronzedøre, hvor du indeni finder den pragtfulde prædikestol og den store kuppel med smukke freskoer. (Entré for egen regning ca. 7 Euro)
Når vi har suget Pisas vidunderlige stemning til os, hopper vi tilbage i sadlen og cykler videre langs Arno og den toscanske kyst. Vi når Bocca d'Arno, mundingen af floden og nyder området med udsigten over stranden, skovene i San Rossore, og i det fjerne kan vi skimte den hvide marmor i de apuanske alper. Lige ved flodmundingen er der små træhytter, hvorfra store fiskenet er spændt ud. Stadig i dag bruges den gamle fiskemetode til at fange småfisk og krabber som et supplement til havfiskeriet.
Vores bus henter os i Marina di Pisa, og når cyklerne er pakket, kører vi tilbage til vores hotel i Pescia. Middagen nyder vi sammen i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
Dagens etape: Ca. 43 kilometer
Højdeforskel: 50 meter
Sværhedsgrad: Let til moderat
4. dag: I Leonardo da Vincis fodspor
Der venter os endnu en dag med betagende naturscenerier i Toscanas forførende landskab. Efter morgenmaden sætter vi os i sadlen og kører fra hotellet ad veje med mindre trafik. Vi kommer igennem frodige grønne landskaber og passerer charmerende små landsbyer som Buggiano, Lamporecchio og San Baronto, der er indbegrebet af toscansk idyl. Vi tager det stille og roligt, så vi har tid til at nyde de skønne udsigter.
Fra San Baronto fortsætter vi ind i bakkerne, og netop denne del af turen byder på betagende udsigter. Midt i det frodige landskab ligger den charmerende middelalderby Vinci på en lille bakketop. Fremme i byen sætter vi cyklerne, for vi skal nemlig besøge byens gamle borg, Castello Conti, der huser det interessante Museo Leonardiano. Leonardo da Vinci er født i Vinci, og på museet kan man blandt andet se nogle af renæssancemandens fascinerende opfindelser og få et indblik i hans innovative tanker.
Efter det interessante besøg i Vinci cykler vi videre til en af lokalområdets vingårde. Her får vi en lille rundvisning, og selvfølgelig skal vi også smage lidt på stedets vine. Vi bydes på tre forskellige varianter, og dertil får vi lidt italienske specialiteter såsom ost, salami og grissini. Efter besøget møder vi bussen, som sørger for at vi og cyklerne kommer tilbage til Pescia. Fælles middag i hotellets restaurant.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
Dagens etape: Ca. 44 kilometer
Højdeforskel: 380 meter
Sværhedsgrad: Moderat
5. dag: Gennem Chiantis vinområde til middelalderbyen San Gimignano
Glæd dig til feriens sidste cykeloplevelse, som er noget ganske særligt. Vi starter med at køre i bus fra vores hotel til den maleriske by Tavarnelle Val di Pesa, der ligger i det berømte Chianti-område. Herfra cykler vi ad en smuk landevej omgivet af vinmarker og olivenlunde. Den første del af strækningen er forholdsvis flad, så du kan virkelig nyde de smukke panoramaer undervejs. Vi passerer den charmerende middelalderby Certaldo med de velbevarede bymure og den imponerende borg og fortsætter med at følge skiltene mod San Gimignano.
På denne del af strækningen vil vi opleve op- og nedstigninger, men turens udfordringer og vores anstrengelser er det hele værd. Vi kører igennem et postkort skønt landskab med snorlige vinmarker, høje slanke cypresser og pinjetræer. Undervejs passerer vi også små landsteder og vinslotte - området er idyllisk, og man kan sagtens fornemme at lokalbefolkningen her ånder og lever for deres vine.
San Gimignano kan vi skimte på lang afstand grundet byens mange tårne. Byens kælenavn er "Middelalderens Manhattan", og når vi er fremme i San Gimignano får du tid på egen hånd til at opleve den velbevarede gamle by. Gå på opdagelse i det historiske centrums brostensbelagte gader, som er fyldt med smukke pladser, gamle bygninger og hyggelige caféer og restauranter.
Måske vil du besøge Vernaccia-vinmuseet, hvor du kan blive klogere på den lokale Vernaccia-vin, der dyrkes i området. Vi befinder os midt i Chianti-områdets hjerte, så det er et perfekt sted at smage lækre lokale vine og specialiteter. Du kan også besøge et af byens 14 tårne, hvorfra du kan nyde den betagende udsigt over de toscanske bakker og vinmarker. Italiens bedste is laves på det berømte Gelateria Dondoli, og selvfølgelig skal vi smage på den hjemmelavede is, inden vi samles ved vores bus for at køre retur til hotellet i Pescia for rejsens sidste overnatning.
Om aftenen mødes vi i hotellets restaurant, og her har kokken gjort lidt ekstra ud af rejsens sidste middag, som i dag er en dejlig fire-retters menu. Vi hygger os sammen, og mon ikke snakken går livligt om de sidste dages dejlige cykeloplevelser?
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
Dagens etape: Ca. 35 kilometer
Højdeforskel: 390 meter
Sværhedsgrad: Moderat
6. dag: Hjemrejse til København
Morgenmad på hotellet og derefter er det blevet tid til at vi siger farvel til Toscana. I bus kører vi til Firenze lufthavn, hvorfra vi flyver med SAS direkte til København. Vi lander i Danmark om eftermiddagen.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
Bemærkninger
Cykler
Vi benytter i det bakkede toskanske landskab elcykler med 10 gear og håndbremse. I Italien er det ikke så almindeligt med cykler, der har fodbremse.
Du skal medbringe og benytte egen cykelhjelm og refleksvest, da dette påkræves i visse lande. Bemærk: Du må ikke medbringe en Hövding eller lignende som cykelhjelm. Cykelhjelm og cykeltaske kan lejes mod gebyr - se tillæg.
Friluftsland - Spar 10% på udstyr til rejsen
Hos Friluftsland er de eksperter i at vejlede om godt og passende udstyr til aktive rejser, og i deres butikker finder du et stort og bredt udvalg af rygsække, jakker og meget mere.
Når du køber en rejse hos Vitus Rejser får du altid 10% i rabat hos Friluftsland. Rabatten gælder frem til afrejsedato, og for at opnå rabatten skal du fremvise dit rejsebevis i butikken. Rabatten gælder ikke på allerede nedsatte varer og kan ikke kombineres med andre rabatordninger.
Friluftsland kan besøges i København K, Fields, Lyngby, Roskilde, Odense, Kolding, Randers, Aarhus og Aalborg. Rabatten gælder også i Fjällräven Brand Store i København.