Oliven, trøfler og umbrisk skønhed

Umbrien & Trevi · Italiens spisekammer

Flyrejser
6 Dage

Husk at pakke din appetit til denne gastronomiske rejse til Italien. For trevanerne begynder og slutter alt med mad, vin og olivenolie, og al mad laves med kærlighed og passion. Ja, det er faktisk svært at opdrive et kedeligt måltid i Trevi. Velbekomme!

Den idylliske middelalderby Trevi ligger smukt på en bakketop med skøn udsigt over Spoletodalen. Noget ufortjent kaldes Umbrien for Toscanas lillebror, men regionens charmerende og gæstfri fætter er måske en bedre betegnelse. Overalt er venligheden og gæstfriheden slående. I Trevi bor vi på et fantastisk charmerende hotel, som er indrettet i en gammel renæssancebygning, og hvor hotelværterne er drevne...

Husk at pakke din appetit til denne gastronomiske rejse til Italien. For trevanerne begynder og slutter alt med mad, vin og olivenolie, og al mad laves med kærlighed og passion. Ja, det er faktisk svært at opdrive et kedeligt måltid i Trevi. Velbekomme!

Den idylliske middelalderby Trevi ligger smukt på en bakketop med skøn udsigt over Spoletodalen. Noget ufortjent kaldes Umbrien for Toscanas lillebror, men regionens charmerende og gæstfri fætter er måske en bedre betegnelse. Overalt er venligheden og gæstfriheden slående. I Trevi bor vi på et fantastisk charmerende hotel, som er indrettet i en gammel renæssancebygning, og hvor hotelværterne er drevne ildsjæle. Her bliver der taget godt imod os og sørget for, at det bliver en dejlig oplevelse at spise og bo på deres skønne og autentiske hotel. Efteråret er præget af afslutningen på høsten af vin og oliven, og af at trøffelsæsonen kommer i gang. Om foråret er alt spirrende friskt, og lige gyldigt hvilken af de to årstider du besøger grønne Umbrien, er du sikker på store gastronomiske oplevelser.

Tempoet på rejsen er roligt, og vi har god tid til at nyde Umbriens vidunderlige byer. Foruden Trevi besøger vi også byerne Assisi, Cortona og Perugia. Naturen er vidunderlig, klimaet i både november og marts er behageligt, og landskabet er smukt med vinmarker, olivenlunde og middelalderbyer, der troner på bakketoppene. På denne rejse skal du bare læne dig tilbage og nyde Umbriens herligheder.

Kort Italien - Trevi spisekammer

Datoer og priser

Vent lidt, mens vi finder datoer og priser

Tillæg pr. person

Eneværelse
475,-
Afbestillingsforsikring
425,-
Pladsreservation i transfer- og udflugtsbusser, række 1-3
250,-
Obl. administrationstillæg
89,-

Rabat pr. person

Brorabat · Rejsende fra Bornholm, Fyn eller Jylland
250,-

Inkluderet i prisen

  • Fly København-Rom t/r
  • Alle skatter og afgifter
  • Transfer lufthavn-hotel t/r
  • 5 nætter i Trevi på Antica Dimora alla Rocca**** 
  • 5 x morgenmad (2.-6. dag)
  • 3 x frokost (3. 4. og 5. dag)
  • 4 x middag, inkl. vin ad libitum (1. 3. 4. og 5. dag)
  • 1 x kokkeskole med middag, inkl. vin ad libitum (2. dag)
  • Byvandring i Trevi
  • Byvandring i Perugia
  • Byvandring i Assisi, inkl. besøg i San Francesco-basilikaen
  • Byvandring i Cortona
  • Olivenoliesmagning, trøffeljagt og vingårdsbesøg, inkl. vinsmagning
  • Besøg på vingård i Montepulciano, inkl. vinsmagning 
  • Dansktalende rejseleder på hele rejsen

Dagsprogram

1. dag: Ankomst til Trevi

Om morgenen flyver vi fra København med SAS til Rom. Vi er fremme i Trevi midt på eftermiddagen, så vi kan sagtens nå en lille byvandring. Det historiske Trevi er på omkring en kvadratkilometer, men byen er spækket med kringelkroge, og næsten hver en bygning fortæller en spændende historie. På vores gåtur støder vi på mure og søjler bygget af romerne, og vi ser porte og hvælvinger, som er udsmykket med inskriptioner og freskoer. Det store antal renæssancepalæer i byen vidner om de formuer, som adelsfamilierne samlede sammen gennem generationer på Trevis dyrebareste eje; olivenolien. Pludselig - for enden af en lille kroget gade - åbenbarer den fantastiske Spoletodal sig med udsigt helt til Montefalco, Spello, Perugia og Assisi. Om dagen ser du de bølgende bakker - om aftenen lysene fra de bakketoppe, hvor byerne ligger. Efter vores byvandring venter der os en dejlig umbrisk velkomstmiddag inklusive lokal vin ad libitum på hotellet. 

Inkluderede måltider: Middag.

Både udsigten til og fra Trevi er fantastisk.

Både udsigten til og fra Trevi er fantastisk.

2. dag: Perugia 

Efter morgenmaden på hotellet, skal vi besøge Perugia, der er hovedstad i regionen Umbrien - en af de få regioner i Italien, der ikke grænser op til havet. Etruskerne kommer fra dette område, og man kan stadig se rester af deres bymure, som blev bygget for 2.200 år siden. Perugia kravler op ad en 493 meter høj bakketop med det historiske centrum øverst oppe, og byen rummer en række store seværdigheder. Vores rejseleder viser rundt i en af Italiens smukkeste og hyggeligste byer, hvor centrum stort set er forskånet for biler. Der går rulletrapper fra det nedre til det øvre centrum gennem den gamle bymur, der nærmest er indrettet som et slags arkæologisk museum. Herfra går vi ad den livlige gade Corso Vanuzzi op til Piazza IV Novembre med det berømte Palazzo dei Priori, hvor vi finder Umbriens nationalmuseum, den gamle kirke og byens historiske rådhus. På pladsen ser vi også byens smukke springvand fra 1300-tallet. Sammen går vi en tur gennem de smukke kringlede gader til den etruskiske port. Herefter er der lidt tid til at snuse rundt i Perugia på egen hånd, besøge en af de fine butikker eller finde et hyggeligt frokoststed.

Kokkeskole og middag
I dag skal vi arbejde for føden, når vi selv tager forklædet på og hjælper til med aftenens middag. Hotellets køkkenpersonale har købt ind, og under deres kyndige vejledning skal vi selv tilberede en typisk umbrisk middag. Her lægges naturligvis vægt på egnens mange skønne råvarer. Det hele afsluttes med, at vi nyder den tilberedte middag ledsaget af den herlige lokale vin.

Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
 

3. dag: Oliven, trøfler og vin 

I dag dykker vi ned i essensen af Trevi - olivenolie, trøfler og vin. Først skal vi høre mere om Umbriens guld - olivenolien, der er dybt forankret i folkets historie og traditioner. Vi føres igennem olivenoliens utrolige historie under en hyggelig sammenkomst på hotellet med en aperitif og olivenoliesmagning i selskab med hotellets værter.

Fra Trevi kører vi dernæst til den lille landsby Campello sul Clitunno, der er kendt for sine fantastiske trøfler. Her skal vi se, hvordan man finder og indsamler de eksklusive trøfler, og der vanker naturligvis også smagsprøver, inden vi kører ud i området ved Montefalco, hvor der findes mere end hundrede store vingårde. Vi besøger den ældste i området, Scacciadiavoli fra 1884. Gårdens navn nedstammer fra en eksorcist, der boede i den lille landsby, som grænser op til vingården. Eksorcisten var kendt for at bruge vinene, mens han udførte sine djævleuddrivende ritualer. Vores besøg er dog af en noget rarere karakter, idet vi vises rundt på gården, hvorefter vi smager på vinen, der er fremstillet af Sagrantino-druer. Druen er områdets stolthed, og er du vinkender, vil du sikkert vide, at vinene hører til blandt verdens bedste. Vinene er kraftfulde og intense - fuldt ud på højde med Brunello og Amarone. Mens vi smager på dråberne, får vi hjemmelavede lokale delikatesser, der udgør dagens frokost, og vingårdens sommelier fører os på levende og engageret vis igennem den fornøjelige seance. Om aftenen tryller hotellets køkken igen en lækker 4-retters menu frem, og retterne akkompagneres af passende vine.

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.

Vinmarker ved Montefalco.

Vinmarker ved Montefalco.

4. dag: Assisi og middelalderlandsbyen Torre Del Colle

Assisi ligger på en bakketop med udsigt til Appeninerne. En særlig stemning hviler over byen med det store antal kirker og klostre, som huser mange munke og nonner. Her fødtes Italiens elskede helgen Frans af Assisi (1181-1226), og her opstod franciskanerordenen. Ordenens og Assisis betydning steg med valget af Pave Frans betragteligt. Pavenavnet Frans signalerer ydmyghed og servilitet, og katolikker fra hele verden valfarter til den berømte San Francesco-basilika med den hellige Frans' grav, som vi naturligvis besøger. Vi oplever byens særlige atmosfære på en byvandring gennem de smalle gader og ser desuden det romerske Minervatempel, der i dag fungerer som kirke.

I den lille middelalderby Torre Del Colle, som kun tæller 33 indbyggere, spiser vi frokost i en gammel olivenmølle. I den lille rustikke restaurant hersker en utrolig hyggelig og autentisk stemning, som er ud over det sædvanlige - og så kan de lave mad, så englene synger. Byens befolkning kan naturligvis ikke understøtte en restaurant, men når maden er god nok, så er italienerne villige til at køre langt. Byen er desuden et klassisk eksempel på, hvordan samfundene i middelalderen var bygget op. Snævre gader og tætte huse placeret på en bakketop med markerne rundt om byen på skråningerne og i dalen, så byen kunne forsvare sig. Det fantastiske ved Umbrien er, at man i vid udstrækning har bevaret denne type arkitektur. Om aftenen nyder vi igen en menu sammensat af områdets gode råvarer. 

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.

Assisi - Trevi italiens spisekammer

Assisi - Trevi italiens spisekammer

5. dag: En snert af Toscana

Efter morgenmaden kører vi nordover igennem det umbriske landskab, langs Trasimenosøen og passerer grænsen til det sydlige Toscana. Her besøger vi byen Cortona, som ligger på toppen af en bakke med den skønneste udsigt over dalen. De lokale påstår, at Cortona er den ældste by i Italien. Den gamle middelalderby er omgivet af en bymur, hvor de ældste dele kan dateres helt tilbage til 400 f.Kr. Den nuværende by ligger bogstaveligt talt ovenpå en gammel etruskisk by, og rundt omkring er der masser af spor fra etruskerne - blandt andet en gammel hovedvej, der går tværs igennem byen. Filmen "Et hus i Toscana" er optaget i Cortona, men trods den øgede opmærksomhed har byen bevaret sin charme. Her er hyggelige cafeer, restauranter, butikker og en del kulturelle seværdigheder, blandt andet et museum som er fyldt med smykker og juveler fra etruskertiden. Vi spadserer rundt i byen og ser torvet Piazza della Repubblica, og har du mod på det, kan du gå med op til Medici-fæstningen, som ligger øverst oppe med en forrygende udsigt over området. Du kan også besøge domkirken, som er dekoreret med malerier fra 1600-tallet.

Midt på dagen kører vi fra Cortona ned til Montepulciano-distriktet, som er særlig kendt for sine velsmagende vine. Her besøger vi en ganske særlig vingård, som har været drevet af den samme familie igennem to hundrede år. I dag er vingården kvindernes domæne, og her står Simona i spidsen for produktionen sammen med døtrene Anna og Margherita. Dette dedikerede team har gjort den lille vingård til en livsstil, og passionen er tydelig at mærke overalt på gården. Vi bliver vist rundt og ser den gamle vinkælder med de hvælvede lofter, hvor Simona fortæller passioneret, om vigtigheden af bakterier, korrekt opbevaring, temperatur og hendes kærlighed til faget. Vi slutter det interessante besøg med en vinsmagning, hvortil vi får serveret lidt italienske specialiteter. Vi er retur i Trevi sidst på eftermiddagen, så du kan slappe af og samle appetit til aftenens afskedsmiddag inklusive vin på hotellet.

Inkluderede måltider: Morgenmad, frokost og middag.

Cortona i Umbrien.

Cortona i Umbrien.

6. dag: Hjemrejse

Efter morgenmaden sætter vi kursen mod Rom, hvor vi flyver med SAS til København. Her ankommer vi om eftermiddagen efter en ferie mættet af indtryk for både øjet og ganen. 

Inkluderede måltider: Morgenmad.

Hotelinformation

Hotel Antica Dimora alla Rocca ****, Trevi
VisSkjul

Unikt hotel i hjertet af Trevi, indrettet i flere renæssancebygninger fra Trevis storhedstid. At bo her føles som at træde ind i en tidslomme, og man kan ikke andet end at blive betaget af de smukke antikke møbler og de fantastiske, originale freskoer på væggene. Hotellet består af flere historiske bygninger, der hver især minder om et museum. Her er det næsten, som om tiden har stået stille. Hotellet har formået at kombinere atmosfæren fra en svunden tid med moderne komfort og vor tids forventninger til et 4-stjernet hotel. Der er elevator til den første og anden etage i hovedbygningen.

På den hyggelige og afskærmede solterrasse kan du dyppe dig i den lille pool eller hygge dig med en god bog i skyggen, mens mursejlerne og byens summen lægger lyd til. Hotellets restaurant er kendt for sit gode køkken, og her forkæles vi med velsmagende italiensk mad af lokale råvarer. Det naturlige samlingspunkt er på pladsen foran hotellet, hvor der er mulighed for at nyde et glas vin eller en cappuccino efter dagens udflugt. Hotellet ligger centralt i Trevi, og alle byens attraktioner er inden for gåafstand. I Trevi føler man sig hurtigt godt tilpas, og vores entusiastiske hotelværter gør alt for, at vi skal få et uforglemmeligt ophold.

Værelser

Værelserne på Hotel Antica Dimora alle Rocca er selvfølgelig forskelligartede, men meget charmerende og stilfuldt indrettet. Alle har aircondition, minibar, sikkerhedsboks, gratis WiFi, tv, badeværelse med badekar eller bruseniche og hårtørrer.

 

Læs mere om hotellet her. 

Indgangen til Hotel Antica Dimora alla Rocca i Trevi.
Indgangen til Hotel Antica Dimora alla Rocca i Trevi.
Smukt interiør på Hotel Antica Dimora alla Rocca.
Smukt interiør på Hotel Antica Dimora alla Rocca.
Selv entréen på Hotel Antica Dimora alla Rocca er noget særligt.
Selv entréen på Hotel Antica Dimora alla Rocca er noget særligt.