Dagsprogram
1. dag: Velkommen til Gran Canaria
Om formiddagen flyver vi med Norwegian direkte til Las Palmas på Gran Canaria, hvor vi ankommer om eftermiddagen. Fra lufthavnen kører vi i bus sydover og følger motorvejen, der løber parallelt med kysten. Vi er fremme i Puerto Mogan sidst på eftermiddagen, og efter indtjekning på hotellet har du mulighed for at pakke ud og finde dig til rette, inden vi mødes i hotellets restaurant til en fælles velkomstmiddag.
Inkluderede måltider: Middag.
2. dag: Byvandring i Puerto de Mogán
I selskab med rejselederen skal vi på en hyggelig byvandring i Puerto de Mogán, som tidligere var en lille fiskerby, nu en eftertragtet ferieby, der fortrinsvis besøges af gæster, der ønsker en afslappende ferie i rolige omgivelser. Byens hjerte er den hyggelige marina, hvor fiskerbåde ligger side om side med smukke sejlbåde og yachter. Vi ser Mogan stranden og rejselederen viser, hvorfra du under dit ophold kan tage med lokale både, der sejler til Puerto Rico og Arguineguin. Der arrangeres flere forskellige bådture fra havnen med sejlbåde, motordrevne- og glasbundsbåde.
Hvis du har lyst kan du gå med rejselederen via trapper op til udsigtspunktet Mirador de Puerto de Mogán, hvorfra der er en storslået udsigt over byen og den maleriske bugt. Vel nede i byen igen går vi tilbage mod hotellet, og undervejs viser rejselederen, hvor du kan handle og finde butikker tæt på hotellet samt fortæller om det lokale marked i byen, der finder sted hver fredag. Her er der boder i hele byen fyldt med alt lige fra tøj, kunsthåndværk til grøntsager og frugter. På markedsdagene er byen næsten ikke til at kende, da det tiltrækker folk fra hele øen. I dag får du også at vide, hvornår de inkluderede udflugter foregår.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
3.–21. dag: Ophold på Gran Canaria
Vi har inkluderet et spændende udflugtsprogram, som vi tager ud på sammen med rejselederen. Læs mere om udflugterne i programmet nedenfor. Hotellet arrangerer desuden dagligt forskellige aktiviteter og har faciliteter såsom tennis og spa mod betaling. Der bydes også på aftenunderholdning flere gange om ugen. Under dit ophold vil rejselederen også arrangere flere udflugter og vandreture i nærområdet. Dette hører du mere om under rejsen.
Inkluderede måltider: Morgenmad og middag.
22. dag: Hjemrejse
Vi nyder morgenmaden på hotellet en sidste gang, og herefter kan du pakke det sidste, inden vi sidst på formiddagen forlader hotellet og kører mod lufthavnen i Las Palmas. Herfra flyver vi med Norwegian direkte til København, hvor vi ankommer ca. kl. 22.00 efter nogle dejlige uger på populære Gran Canaria.
Inkluderede måltider: Morgenmad.
På rejsen er følgende udflugter inkluderet:
Hulebyen Guayadeque – bjergbyerne Santa Lucía & Fataga
I dag skal vi på en udflugt i den sydøstlige del af Gran Canaria. Fra hotellet kører vi langs kysten til Arinaga, og herfra fortsætter vi ind i baglandet til Guayadequedalen, som ligger smukt blandt stejle klippevægge. Dalen er 15 kilometer lang og omkranset af valmuer, kaktusser, kanarisk fyr og mandeltræer samt mere end 80 stedsegrønne arter på de frodige skråninger. Netop her levede øens første befolkning, urfolket guancherne, og dagens første stop er ved indgangen til dalen ved besøgscenteret. Her bliver vi klogere på urfolket, som boede i kløften og deres levevis. I området ligger et væld af grotter, som blev benyttet som boliger. I dag er en del af dem indrettet som barer, små butikker eller restauranter.
Vi fortsætter i bus til den lille idylliske landsby Santa Lucía, der charmerer de fleste med sine hvidkalkede huse og mange palmer. Vi spiser en typisk canarisk frokost på en af byens lokale restauranter. Eftermiddagen byder på besøg i den lille landsby Fataga, beliggende i dalen med de tusind palmer. Den er med sine gamle særprægede huse en af øens smukkeste bjerglandsbyer. I området har vi udflugtens sidste besøg, som er på en lokal aloe vera-plantage. Vi får en rundvisning og hører mere om planten, der er så kendt på de canariske øer, men som også er en af de mest kendte planter indenfor kosmetik og kropspleje i det meste af verden. Vi er tilbage på vores hotel sidst på eftermiddagen.
Gran Canarias nordvestlige hjørne – Besøg på romfabrik og kaffeplantage
Dagens heldagsudflugt bringer os til den nordvestlige del af Gran Canaria, hvor dagens første stop er i landsbyen Arucas, som ligger blot ca. 12 km fra hovedbyen Las Palmas. Vi ser den smukke gotiske katedral San Juan Baptista, som er bygget i perioden 1909-1977 og står i skærende kontrast til den omkringliggende by. Vi går en tur rundt i det farverige kvarter og nyder de historiske huse med de smukke træbalkoner.
Vi skal også besøge romfabrikken Arehucas, som har fremstillet rom siden 1900-tallet. Vi bliver vist rundt, hører om stedets historie og ser en af Europas ældste romkældre, inden vi slutter besøget med en romsmagning. Du har selvfølgelig mulighed for at købe din favorit i stedets lille butik. Vi fortsætter til den charmerende havneby Agaete. På de omkringliggende skrænter dyrkes en overflod af bananer, mango, papaya, appelsiner, citroner og andre subtropiske planter og træer. Den fredelige by er mere end 500 år gammel, fyldt med fine hvide huse og har igennem årene tiltrukket mange kunstnere, hvorfor man også finder mange gallerier netop her. Vi går en lille tur i den gamle bydel og ser bl.a. den pittoreske gamle kirke fra 1874 og flere gamle herskabshuse med smukt udskårne træbalkoner. Der er frokost på egen hånd.
Inden vi forlader Agaete, kører vi et smut nord for byen, hvor vi skal se de smukke poolanlæg, Las Salinas de Agaete, som er opstået naturligt og blevet en del af klippelandskabet langs kysten. Fra kysten kører vi ind i landet til den frodige San Pedro dal, hvor vi skal besøge Europas eneste kaffeplantage, La Finca de La Laja, som er mere end 200 år gammel. Bussen kan ikke køre helt op til plantagen, så vi går de sidste cirka 150 meter. Vi bliver vist rundt i plantagen og hører om de mange forskellige kaffetræer, hvis blomster bliver til frugt i november og december. Bønnerne høstes i april til maj og skal igennem en længere proces, inden man står med det færdige resultat af tørrede brændte bønner, som kan bruges til den gode kop kaffe. På plantagen dyrker man også forskellige frugter såsom appelsiner og avokado. De har også deres egen vinproduktion, og vi besøger naturligvis stedets lille bodega for at høre om fremstillingen af deres vine. Vi slutter det interessante besøg med at smage på alt, hvad de laver og lidt mere - f.eks. hjemmebagt kage og en smagfuld ost. Efter en dejlig dag med skønne oplevelser kører vi retur til vores hotel.
Vingården Viña Aguayro, Agüimes, Maspalomas og Arguineguin
Gran Canarias sydvestlige område byder også på interessante oplevelser. Fra hotellet kører vi langs den sydlige kyst frem til Arinaga, og herfra fortsætter vi ind i baglandet til den lille familieejede vingård Viña Aguayro, som ligger tæt på den charmerende landsby Aguimes.
Vi bliver vist rundt, hører stedets historie og slutter selvfølgelig vores hyggelige besøg med at smage på stedets vine. Efterfølgende kører vi de sidste få kilometer til den lille idylliske by Agüimes, hvor vi går en lille tur i byens historiske bydel, hvis smalle gader oser af middelalderatmosfære. Byen er velbevaret og fyldt med smukke okker- og terracottafarvede huse, og undervejs nyder vi den hyggelige stemning, mens vi beundrer skulpturer og bygningsværker, såsom de to høje tårne og den spektakulære trefløjede katedral.
Efter disse dejlige oplevelser kører vi tilbage til kysten og følger kystvejen til Maspalomas-klitterne, hvor vi går fra en nærliggende parkeringsplads til en udsigtspost, hvorfra du har en formidabel udsigt over det enorme sandområde, der mest af alt minder om en ørken. Oprindelsen af klitterne er ikke helt klar, men videnskabsmænd mener, at de enorme sanddyner kan være resultatet efter en stor tsunami for århundreder tilbage.
Udflugtens sidste besøg er i Arquinequin, hvor du får tid på egen hånd til se dig om i byen og finde dig noget frokost i området omkring den charmerende havn. Her møder man også lokalbefolkningen, som besøger bydelens restauranter, hvis menukort er præget af canariske specialiteter – og selvfølgelig frisk fisk. Vi er tilbage i Puerto de Mogán om eftermiddagen.
Puerto Rico med båd
Fra hotellet går vi ned til Puerto de Mogáns charmerende havneområde, hvorfra der dagligt er flere afgange med mindre færger til blandt andet Puerto Rico, som vi besøger i dag. Sejlturen tager en halv time, så slap af, og nyd den smukke udsigt til Gran Canarias sydlige kyst. Puerto Rico er Gran Canarias næststørste by og er et eftertragtet feriested, da det er den mest solrige by på øen.
Hotellerne ligger klistret på bjergskråningerne, og byen har alt det man forventer af en større ferieby. Her er mange butikker, et større indkøbscenter, masser af restauranter og et stort udvalg af forskellige aktiviteter. Fremme i Puerto Rico er tiden din egen til at gøre lige, hvad du har lyst til. Måske vil du shoppe? Eller du kan tage på en bådtur fra havnen for at opleve delfiner og hvaler? Fra Puerto Ricos gamle havn kan man gå langs en dejlig promenade, der er anlagt på klipperne nedenfor vejen – i folkemunde kaldet ”Den Kinesiske Mur”. Hvis du har lyst til at bade, kan du følge promenaden, der fører til stranden Playa Amadores, som er en 400 meter lang strand anlagt med sand fra Caribien. Er du ikke strandmenneske er gåturen, der byder på smukke udsigter, dog alligevel det hele værd – undervejs kan du nyde de mageløse udsigter over kysten. Vi mødes på havnen igen om eftermiddagen, hvor vi sejler tilbage til Puerto de Mogán med færgen kl. 15.00.
Bemærkninger
Passer rejsen til dig?
Denne rejses program passer til dig, der er almindelig godt gående. Det svarer til, at du kan gå i et tempo på ca. 4 kilometer på 1 time.
Er du mindre godt gående, anbefaler vi rejserne under vores koncept ”I ro og mag”. Her er rejsernes program tilpasset dig, der ikke længere er så godt til bens.
Se alle ”I ro og mag”-rejser her.