Tema om Toscana

Toscana

Uddrag af bogen "Toscana - Maden, vinen, kulturen & landskabet", af forfatter Camilla Bondo Pedersen & Anne Mette Rosendahl Ariani

Toscanas gastronomi

Toscanerne går op i deres mad, og det toscanske køkken har gået sin sejrsgang over det meste af verden. Især danskerne er vilde med den toscanske mad, hvilket er en af de mange grunde til, at vi besøger Toscana igen og igen. To danskere, der har taget skridtet videre, er to af vores lokalguider Camilla Bondo Pedersen og Anne Mette Rosendahl Ariani. De er begge flyttet til området og har skrevet en bog om kærligheden til deres "nye" hjem. Bogen er lige udkommet i andet oplag.

Bogen "Toscana – maden, vinen, kulturen & landskabet", er en smuk stemningsbog fra et af verdens skønneste områder. De to kvinder fortæller både om egnens historie, karakteristiske landskaber, lokale befolkning og stolte traditioner. Alt sammen med omdrejningspunkt i det vigtigste af det hele – maden og vinen. På denne side får I et par små uddrag af den indholdsrige bog og en indsigt i nogle af de oplevelser, som venter på en smuk rejse til Toscana.  

Har du lyst til at blive inspireret til endnu flere rejseoplevelser i Italien? Året rundt har du mulighed for at rejse til støvlelandet, som med god grund er et af danskeres favorit rejsemål. Italien byder nemlig på et væld af gode oplevelser uanset, om du er til store natur,- og kultur højdepunkter eller gastronomiske oplevelser. Se alle vores rejser til Italien her. 

Toscana - det perfekte sted på jorden

Toscana er regionen med tusinde nuancer. Her findes formidabel kunst, fascinerende landskaber, fremragende vine, fantastisk mad, fint kunsthåndværk, fængende litteratur, familieejede virksomheder og famøse designere. Toscana byder kort sagt på alt, hvad hjertet begærer – alligevel har toscanerne altid noget at indvende. Men tag ikke fejl; i samme stund toscanerne diskuterer, kritiserer og konkluderer, at intet er godt nok, svømmer deres hjerter over af stolthed over sig selv og deres region; det perfekte sted på jorden.

Den toscanske madkultur

I Toscana er det klassiske måltid opdelt i flere faser; antipasti – forret, primi – pasta, risotto eller suppe, secondi – kød eller fisk, contorni – tilbehør, dolce – dessert, frutta – frugt og caffé – kaffe. Man spiser sjældent fire retter både til frokost og til aften, men deler gerne måltidet op, så det bliver ris eller pasta til frokost og kød eller fisk til aften.

Uanset om man i løbet af dagen spiser hjemme, på arbejdspladsen, på bar, på restaurant eller i skolekantinen, er der fokus på de friske, ofte økologiske råvarer samt de traditionelle opskrifter… Der er ingen vej udenom; vi befinder os i Toscana – vi spiser toscansk.

Livets essens

Vin og olivenolie er blandt de vigtigste ingredienser i den toscanske madkultur, et centralt element i samtalerne ved middagsbordet og årsagen til toscanernes kærlighedslignende forhold til deres smukke og frugtbare jord. Årets gang og det gode humør er tæt knyttet til landbrugets evne til at levere de gode råvarer, som jo er altafgørende for fremstillingen af den fremragende vin og den smagfulde ekstra jomfru olivenolie. Det er dog ikke blot vinen og olivenolien, der bliver kredset om. I det toscanske køkken er de lokale, økologiske råvarer basis for skønne retter, der stadig tilberedes fra bunden. Menuen følger årstiderne, og uanset hvornår man besøger Toscana, kender de kulinariske nydelser ingen grænser.

Besøg på de toscanske markeder

Langsomt bevæger man sig gennem markedet, som er et mekka for alle sanser. Frugt og grønt i alle farver, fint stablet op eller bugnende på disken. Håndskrevne priser, der på overbeviser om, at her får man de bedste meloner. Den blandede duft af basilikum, rucola og artiskokker. Lyden af de handlende i livlig diskussion. Indkøb­ene går ikke stille for sig, når man skal være sikker på at hjembringe de allerbedste tomater. Den varierede form på de mørklilla auberginer, man simpelthen bliver nødt til at røre ved. Og naturligvis smagen, når den besøgende skal overbevises om, at netop disse appelsiner er de allerbedste.

Som de to selv afslutter bogen: "Toscana – regionen med de tusind nuancer. En uendelig opdagelsesrejse, der fylder hjertet, tankerne og sanserne med nye indtryk, verdenshistorie, naturskønhed, vidunderlige dufte og dejlige smagsoplevelser".

 Slutteligt kan du lade dig inspirere med denne stemningsfulde video:​

Camilla har været bosat i Firenze siden 1998. Hun er udddannet i statskundskab ved universitet i Firenze efterfulgt af en Master i Human Resources i Rom. Hun arbejder som guide i Siena og er samtidig fritidsbonde med egen produktion af ekstra jomfruolivenolie og vin.

Anne Mette har været bosat i Firenze siden 1989. Hun har studeret kunsthistorie ved universitetet og er uddannet kunsthåndværker med speciale i antikke grafiske teknikker. Hun arbejder som guide i Firenze og provinsen af Firenze.